HM-HM. Humbert Humbert (James Mason) lakerer tånegle på Lolita, spillet af Sue Lyon i Stanley Kubricks filmatisering.
Foto: Polfoto

HM-HM. Humbert Humbert (James Mason) lakerer tånegle på Lolita, spillet af Sue Lyon i Stanley Kubricks filmatisering.

Skønlitteratur

Pædofili-romanen 'Lolita' bliver ved med at fascinere

Nabokovs roman genudgives og rejser stadig spørgsmålet om umoralsk nydelse.

Skønlitteratur

I en kommentar til sit eget mesterværk ’Lolita’ skriver Vladimir Nabokov, at en amerikansk kritiker har udnævnt den til at handle om forfatterens kærlighedsforhold til den romantiske roman.

Nabokov finder hypotesen »elegant«, men mener, at det ville være mere korrekt at hævde, at romanen handler om hans kærlighedsforhold til det engelske sprog.

Umiddelbart handler romanen, som det vil være de fleste bekendt, om jeg-fortællerens, Humbert Humberts, kærlighedsforhold til den 12-årige ’nymfette’ Lolita: »Lolita, mit livs lys, mine lænders lue. Min synd, min sjæl«.

Vi er i 50’ernes USA med alt, hvad dertil hører af forstadsgræsplæner, jeans, ternede skjorter, solbriller, bobby socks, neonreklamer og amerikanerbiler on the road.

Men det giver mening at give både den amerikanske kritiker og Nabokov ret: Mindst lige så meget som om en fyrreårig elegant og belæst europæers affære med en mindreårig amerikansk pige handler romanen om Nabokovs affære med kærlighedsdigtningens tradition og med det engelske sprog.

Dolores Lolita fødes af sprog, af den fysiologiske nydelse ved at tage de tre stavelser i munden: »Lo-lee-ta: tungespidsen tripper tre trin hen ad ganen og slår smæld mod tænderne på det tredje. Lo. Lee. Ta«.

Det er nydelsen ved navnet som et oralt fysisk objekt, frem for nydelsen ved den purunge pigekrop, der slår romanen og romancen an.

Nydelsen ved at tage det fremmede (her amerikanske) sprogs lyde i munden. En nydelse, den flersprogede Nabokov har kendt til, opvokset med russisk som modersmål, men med fransk og engelsk som tillærte sprog fra barnsben.

LÆS OGSÅ Lolita-kvinden domineres i sanselig teater-tragedie

Og Lolita har flere navne: døbt Dolores, kaldet Dolly, Lo, Lolita eller Dolly-Lo. Den amerikanske hang til nicknames udfoldet til poesi, der udspænder den tilbedte pige mellem smertensbarn (dolor), rosenknop (»dolorosenrød«), amerikansk backfish (»Dolly-Lo«) og koket lille latina (»Lolita«).

Humbert Humbert skælver af liderlighed ikke ved et billede af sin elskede, men ved listen over hendes klassekammerater (»et jomfrubur af navne«), hvor navnet »Haze, Dolores« står med »en livvagt af roser«, omgivet af to rosennavne: »Hamilton, Mary Rose« og »Honeck, Rosalin«: »Et digt, et digt, min salighed! Så sært og sødt var det at opdage dette ’Haze, Dolores’ (hende!) i dets særlige jomfrubur af navne med en livvagt af roser – en eventyrprinsesse mellem to hofdamer«.

Humbert Humbert
Humbert Humberts eget navn er en latterlig redundans, der både klinger af en nynnen hen over det skamfulde (hum-hum), en forarget eller antydende rømmen-sig (hm-hm) og giver anledning til amerikansk navnepludren, da han gifter sig med Lolitas mors ægtemand

og bliver en del af parret »Mummy og Hummy«, »Mum og Hum«.

Et sted kalder han sig »Jean-Jacques Humbert«, med henvisning til Jean-Jacques Rousseau og dennes romantiske drøm om det uskyldige barn, hvis pædofile potentialer han i samme gestus får påpeget.

Humbert Humbert er en belæst mand, han betragter i høj grad verden og Lolita gennem det filter af europæisk litteratur, som hans bevidsthed er spækket med.

Den besyngelse af den elskede unge kvinde, som Nabokov lader ham foretage med en snart vittig, snart smertelig veltalenhed, der får det til at kildre af fryd i enhver sprogfetichist, har en lang litterær tradition.

Han minder os om, at Petrarcas Laura, Dantes Beatrice og Poes (’Poe-poes’!) Virginia alle var mindreårige.

På den ene side er Lolita en skandaløs indlevelse i den pædofiles perspektiv. På den anden side er den måske lige så meget en videreførelse af en stolt troubadourlyrisk tradition, der handler om at ophøje den tilbedte kvinde gennem retorisk udsmykning og sproglig akrobatik.

I Lolitas tilfælde bliver det så tydeligt, at der er tale om en ophøjelse af det banale: solbriller, hvide sokker, pepitatern og tyggegummi, amerikansk popkulturel middelmådighed ophøjet til forelskelsens sublime genstand.

Pædofilien og digtningen
Et sted glider vi umarkeret fra pædofile til digtere, som var de et og det samme: »Vi er ikke sexuhyrer! [...] Vi er ulykkelige, sagtmodige herrer med hundeøjne [...] Mordere er vi bestemt ikke. Digtere slår aldrig nogen ihjel«.

Det åbner muligheden for at læse Humbert-Humbert, der romantiserende dyrker og ophøjer en præseksuel kvindelighed som en allegori på den romantiske, idealiserende digter som sådan.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at den pædofile bliver uskyldiggjort ved at sammenlignes med digteren. Det er i lige så høj grad sådan, at den besyngende digter bliver skyldiggjort ved at sammenlignes med den pædofile.

Lolita er på det tematiske plan offer for pædofili, men på det formelle plan er hun (som så mange kvinder før og efter hende) måske snarere offer for en troubadourlyrisk mands idealisering.

Kærlighedsdigtningen er den ene litterære tradition, Lolita indskriver sig i, den anden er forsvarstalen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romanen er udformet som (forordsskribenten John Rays posthume udgivelse af) Humbert Humberts henvendelse til nævninge og læsere, mens han venter på sin dom for mordet på sin lige så pædofile rival – ham, som Lolita elskede.

Forsvarstalen er en typisk amerikansk filmisk genre, der spændes ud mod den europæiske kærlighedsdigtning som det møde mellem Amerika og Europa, som romanen også handler om.

Helt allegorisk bliver det, trods Nabokovs erklærede foragt for allegorien, i den afsluttende kamp på liv og død mellem den europæiske litterat Humbert Humbert og rivalen, den succesrige amerikanske drejebogsforfatter (som er forbavsende, komisk længe om at dø, trods talrige storblødende skudsår).

En litterær affære
Den presserende mulighed for at læse romanen som en sproglig og litterær frem for en pædofil affære udsletter ikke spørgsmålet om, hvordan de to ting, det pædofile tema og den sproglig-litterære suverænitet, forholder sig til hinanden.

I sin kommentar tager Nabokov afstand fra enhver »idé-digtning« og erklærer: »For mig eksisterer en fiktion kun i det omfang, den giver mig noget, som jeg rent ud vil kalde æstetisk lyksalighed, fornemmelsen af på en eller anden måde og i et eller andet punkt at være forbundet med andre værenstilstande, hvor kunst (nysgerrighed, ømhed, venlighed, ekstase) er normen«.

Men har man lov til at føle æstetisk lyksalighed over en dybt umoralsk historie? Det giver romanen ikke noget svar på, den stiller spørgsmålet.

Og man bør hæfte sig ved, at Nabokov i sin parentetiske opremsning definerer kunst som »nysgerrighed, ømhed, venlighed, ekstase«. Måske inkluderer dette et nysgerrigt-ømt-venligt-ekstatisk perspektiv på selv den usleste usling.

Lolita i dag
Hvad sker der med lolitafiguren i dag? Der sker måske i høj grad det, at Lolita får sin egen stemme, sit eget perspektiv.

I disse dage hvor jeg har genlæst Lolita, har jeg også været inde og se Lars von Triers ’Nymphomaniac’, der forvandler nymfetten fra mandens bytte til den selvbevidste madding, der kaster sig for manden for at tilfredsstille egen lyst.

Inspireret af Nabokov lader den svenske forfatter Sara Stridsberg i romanen ’Darling River’ (2010) to forskellige versioner af Lolitas navn, ’Lo’ og ’Dolores’, udspalte sig til to forskellige, men beslægtede karakterer: den purunge alkoholiserede ’Lo’, der nyder at lade sine elskere flå hendes små pigekjoler i stykker på flodens dyndede bred, mens daddy holder vagt i bilen, og den forvoksede pigekrop ’Dolores’, der sukres og våndes på sit syge- og barselsleje.

Også hos Stridsberg fortælles der fra ’nymfetten’s perspektiv; Lolita ikke som offer, men som subjekt for sin egen sumpede, kandiserede lyst.

Kunstnerisk begivenhed

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor bliver ’Lolita’ ved med at fascinere, hvorfor må den henregnes til et mesterværk i den vestlige litteraturhistorie?

Jeg tror, det har noget at gøre med dens omkalfatring af kærlighedsdigtningen, det at den på én gang opfanger essensen af og radikalt kaster et nyt lys over den lange tradition for den mandlige digters besyngelse af den unge kvinde.

Ligesom man ikke kan se en klassisk John Wayne-western på samme måde, efter at man har set en spaghettiwestern af Sergio Leone, kan man ikke læse Petrarca og Dante på samme måde, efter at man har læst ’Lolita’.

Hvis man forstår en kunstnerisk begivenhed som et værk, der både forandrer sine forgængere og sine efterfølgere, er ’Lolita’ en kunstnerisk begivenhed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce