Pendler. Peder Frederik Jensen er født i København (1978), men er vokset op mange forskellige steder i Danmark. Hvilket måske er grunden til, at det er svært at falde til ro som københavner.
Foto: Joachim Adrian

Pendler. Peder Frederik Jensen er født i København (1978), men er vokset op mange forskellige steder i Danmark. Hvilket måske er grunden til, at det er svært at falde til ro som københavner.

Skønlitteratur

Forfatter skriver om 25 gange Udkantsdanmark

Peder Frederik Jensens novellesamling 'Banedanmark' udkommer på fredag.

Skønlitteratur

De fleste kender gættelegen: Man sidder og glor ud ad vinduet, mens toget bumler gennem landet, forbi marker, stationsbygninger, industriområder og boligkvarterer. »Hvem mon bor derinde med tre biler klodset op i baghaven?«.

Peder Frederik Jensen har i sin fjerde bog, novellesamlingen 'Banedanmark', gjort en dyd af legen og samlet 25 snapshots fra sin pendlen mellem København og Kalundborg, hvor hans båd i lang tid lå med »en meget stor kølskade«.

Oplysningen om den skadede spidsgatter kan virke overflødig, men i Peder Frederik Jensens liv og forfatterskab er båden central. Hans seneste roman, ’Læretid’, handlede om en dreng, der bliver mand i løbet af sin læretid som bådebygger. Og var i høj grad Peder Frederik Jensens egen fortælling. Fyldt med fagudtryk om bådebyggeri.

I tilgift har Peder Frederik Jensen et svendebrev fra Forfatterskolen, så bevægelsen mellem København og Kalundborg er lige så meget en mental pendlen, der foregår i ham næsten konstant. Mellem storby og provins, mellem tankens og håndens arbejde.

Et politisk menneske »Jeg bryder mig ikke om den måde, vi her i København taler om Udkantsdanmark på. Det findes derude, også når aviserne ikke lige skriver om Tønder-sagen«, siger forfatteren, der har forberedt sig til interviewet og gjort notater.

»Det er jo ikke min gamle læremester fra Kalundborg, der udtaler sig i avisen, men mig, så jeg er nødt til at tænke over den magt, jeg har – virkeligheden er ikke min alene«.

Peder Frederik Jensen kalder sig selv »et politisk menneske« med et stort ansvar i kraft af de privilegier, han har som akademikerbarn, forfatter med adgang til et publikum og som dansker. Novellesamlingen er skrevet på en vrede og frustration over, hvor mange mennesker der »spilder deres liv«. Både i hans nære kreds og i Danmark som helhed:

»Vi er blandt de allerrigeste på verdensplan. Alligevel skal man ustandselig høre på brok over skattetrykket. Eller om at folk ligger måned efter måned og er kede af det, bange. Der findes selvfølgelig kliniske depressioner, men jeg ser også mange narcissistiske depressioner. Og de sidste er selvforstærkende«.

I forhold til sine egne nære relationer har Peder Frederik Jensen været nødt til at sige: »Så slå dig selv ihjel« eller »vær ked af din tilværelse, til du dør af det«. Så selv om der foregår en del vold rundt om i ’Banedanmark’, er novellesamlingen også et forsøg på at beskrive de ’voldelige’ relationer, som ikke handler om at slå, men om at udnytte. Andres kærlighed og omsorg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Solidarisk på den gamle måde
I ’Banedanmark’ er personerne ofte ude af balance. Fanget i en usund relation som den prostituerede i ’LA af de lange’, i færd med at begå selvmord, som den hjerneskadede, arbejdsløse mand i ’Solen har travlt’ eller uforløst som mekanikeren i ’Stumper’, der undertrykker sin homoseksualitet.


På spørgsmålet om, hvorvidt alle disse personer bare burde tage sig sammen, svarer Peder Frederik Jensen, at han anerkender, at der er folk, der er så »gennemvoldtagede« som den prostituerede, at de er sande ofre.

»Jeg er solidarisk på den gamle måde. Når man påstår, man er venstreorienteret, må man se på de reelle ofre. I ’Banedanmark’ ligger min sympati hos ham med jagtgeværet. Han er hjerneskadet, og selv om vi ikke ved præcis, hvad han er blevet skadet af, så er det nok arbejdet. Min pointe er, at der er nogle mennesker i det her land, som er værre stillet end andre. Og det er ikke middelklasseakademikere fra København – excuse me! Selvfølgelig findes der svære liv på alle samfundsniveauer – hvis folk har mistet et barn, er det svært, uanset hvor meget de tjener. Men generelt bør der være et større fokus på, at der er nogle få, der på det samfundsstrukturelle plan er ofre«.



Peder Frederik Jensen fastholder altså en solidaritet med dem, vi noget traditionelt kalder de svageste, de ubemidlede, de ufaglærte, men kritiserer samtidig arbejderbevægelsen, der skulle tale denne gruppes sag, for at være fordomsfuld og ikke anerkende den mobilitet, der rent faktisk er i det danske samfund i dag. For ikke at se, at en ufaglært arbejder lige såvel kan være en kunstner, der tjener til dagen og vejen som postbud eller rengøringsassistent.

»Det er hele kausaliteten i den traditionelle tankegang, jeg gør oprør mod, det med, at fordi man er født under de og de vilkår, så sker der det og det. Som mennesker er vi nødt til et konfrontere os med det, der nu engang begrænser os. Der ernæsten altid en anden mulighed«. Man tager et stykke mahogni

I forhold til ’den anden mulighed’ ligger den ofte ligefor. I den virksomme krop, i håndens arbejde, mener Peder Frederik Jensen. I ikke at tænke så helvedes meget. »Når man står og sliber på et stykke mahogni, til det bliver rigtig, rigtig flot, glemmer man tiden. Og hvad vil det sige at glemme tiden? At glemme sig selv«. Det er sjældent, at der er ord, man ikke forstår i dansk samtidslitteratur, men i ’Banedanmark’ kan man sagtens snuble over begreber som ’afkorterland’, ’indskudsler’, ’skære smig’ i en enkelt novelle. »Hvis man vil beskrive et menneske, der arbejder som tømrer, jamen, så er afkorterland et almindeligt begreb«, smiler Peder Frederik Jensen. Da han skrev ’Læretid’, morede han sig ligefrem med den tanke, at hans arbejdskammerater fra Kalundborg ville forstå hvert et ord. Mens forfatterskolevennerne, der nok er vant til at slynge om sig med akademiske fagudtryk, ville have problemer. Men det var ikke kun for at drille. LÆS OGSÅ







Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har lært en hel del om, hvad det vil sige at være menneske via dette sprog. Så det er naturligt for mig at bruge det, hvis der skal være et eksistentielt niveau i mine tekster. Den anden pointe er selvfølgelig, at de faglige termer har en poetisk dimension. Især de maritime«.

I sin anmeldelse af ’Læretid’ fremhævede Lasse Horne Kjældgaard her i avisen da også »de vidunderlige fagudtryk«.

Romantiserer du ikke håndens arbejde?

»Nogle anmeldere angreb mig for at gå ’Bonderøvens’ ærinde. Og jeg var da bevidst om, at hvis jeg ikke passede på, kunne det blive nostalgisk underholdning. Men der er jo noget formfuldendt og basalt smukt ved skibe«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce