Humor. Harald Voetmann fortsætter i sin nye roman med at lade diverse kropsvæsker flyde ned ad siderne.
Foto: Martin Bubandt

Humor. Harald Voetmann fortsætter i sin nye roman med at lade diverse kropsvæsker flyde ned ad siderne.

Skønlitteratur

6 hjerter Humoristisk forfatter fabulerer sublimt over historien

Med udsøgt sprog og kostelig komik materialiserer Tycho Brahes Hven sig.

Skønlitteratur

At mennesket er et væsen, der mestendels består af flydende materie, lader til at være hovedtemaet i Harald Voetmanns forfatterskab.

I romanen ’Vågen’ var det den romerske naturhistoriker Plinius, der løb over af slim, snot og sperm, alt imens han forgæves forsøgte at beherske sin og verdens materie gennem sit katalogiske mangebindsværk om naturen. I ’Kødet letter’ var det talgsmelteriet, der lagde symbolsk kulisse til en dødsdriftig eksistens, hvor kødet snarere bliver flydende end æterisk.

Nu er det på baggrund af renæssancens væskelære og verdensbillede, at Voetmann lader kroppens flydende materier og tågens vandige element opløse ethvert menneskeligt forsøg på at skabe fast struktur i verden.

LÆS OGSÅ

Vi er på Tycho Brahes Hven, hvor tågen er det dominerende element: »Tågen er hinsides blomsterbedenes symmetri og enhver kosmisk orden«, som Voetmann lader den store astronom skrive i et brev til sin dødfødte tvillingebror.

På bogens renæssancelatin hedder væske ’humor’, og humor er Voetmanns element, både i ordets oprindelige latinske og nuværende danske betydning.

Historiske kilder
Ligesom i romanen om Plinius fabulerer Voetmanns tekst over historiske kilder, her Tycho Brahes ’Meteorologiske Dagbog’, som blev ført af hans assistenter.

Voetmann lader Tychos assistenter fortælle om årets klamme gang på Hven, isprængt citater fra den autentiske dagbog, således at noteringer om vejr og himmel på renæssancedansk bliver tilbagevendende omkvæd i teksten som en slags arkaisk meteorologisk poesi: »Lidet snefog med gråendes østnordøst den ganske dag, og frost«.

Assistentens beretning, fra januar til december, afbrydes af Tychos fiktive breve til tvillingebroderen (»du som var himmelbo fra spæd og aldrig så himlen nedefra«) og af to fantastiske pseudohistoriske tekster:

’Af Falk Falksen Gøyes Commentariolus til Apokalypsen’, hvori det foreslås, at dommedagsilden ikke vil opsluge Jorden, men omdanne den til glas (vitrifikation som purifikation), og ’Af Erik Langes rejser’, hvor vi hører, hvorledes alkymistens videnskabelige rejseselskab opløstes i rødvin (»det var en stor fordel, at sjælen var våd, når man arbejdede med flammer«), abeblod, voyeuristisk morskab med vanskabt kneppegæk, talglys af hængte mænds fedt samt undersøgelse af smidig hores væskebalance ved overvættes sædindtag.

Vinindtag og sædudladning
I delvis overensstemmelse med renæssancemedicinens forskrifter forsøger karaktererne at holde kropsvæskerne i balance, ikke mindst gennem vinindtag og sædudladning, men forgæves.

Selv det blik, som den lærde Gøye permanent føler sig betragtet af, er gjort af væske: »Et mørke drypper fra pupillerne ind i min sjæl. To dryp ad gangen«. Hos Voetmann er mørket ikke en afbrydelse af lyset, det forholder sig omvendt.

Som det fornemmes, er det ikke bare renæssancens verdensbillede, Voetmann skriver os ind i, men også renæssancens sprog. Den gamle præsens participium-form med ’s’ (gråendes, blæsendes) er et genkommende sprogligt krydderi. En spytklat hedder »en udslyngning af pituita« eller »en katapultering af flegma«.

Assistenten trækker sig ikke ud af sin Agnete (kvinden som slim- og væskevæsen par excellence), men »vrister sit membrum fra hende, skumsmurt og plettet fra næb til rod«.

Tycho Brahes observatorium Uraniborg beskrives af en tilrejsende som »et stejlt skrumpelbo«, »en himmelstræbende gemenhed«, hvor facadens »hobetal« af guder og muser kundgør, »at dette må være en anstalt, hvor lærdom sammenbyltes og forkludres, et sted, hvor man af visdommens mannagryn koger grød til tandløse bogsmaskere«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der udslynges eder på latin (»Snotunge! Dejklump! Inutile terrae pondus!«), der synges sjofle viser på renæssanceslang (»Hu! gamle Roulunds ferle strutter strunkt mod sløsepjok«), og de lærdes spontane replikker er af en udsøgt, uddød elokvens:

»Formedelst hvilken guddommelig indsigt eller tidligere erfaring udi disse operationer, som ikke en levende sjæl har gennemført, siden Hermes Trismegistos havde gang på Jorden, skulle jeg kunne oplyse den højtærede junker Gøye derom?«

Bogen er illustreret med alkymistiske emblemer og mottoer (fra Michael Maiers ’Atalanta fugiens’ (1618)), og skriften isprænges astronomiens kalendertegn.

Varm anbefaling

Som han gjorde det i ’Vågen’, og for så vidt også som Kim Leine gjorde det i ’Profeterne i Evighedsfjorden’, binder Voetmann de historiske eksistenser til kroppen og materien.

Siderne flyder med kropsvæsker og døde dyr, gerne kombineret, som i det genkommende billede af mågeblod i melgrød. Nyrehinder, øjenlåg og andet tyndstrakt skind holder kun nødtørftigt sammen på blævrende kropsmasse.

Karaktererne er kreaturligt udleveret til et kønsliv, som får lusene i pubeshårene til at skamme sig.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alkymistens optegnelser er skrevet »med myrrha og abeblod på et tyndt pergament af hjortefosterhinde«. Flygtige glimt af menneskepragt er dødsdrægtig sminke, »der kun låner kulør af sin egen snarlige undergang, kun kortvarigt smykker blegheden med farver fra den kommende forrådnelses skala«.

Ovenstående citater har forhåbentlig i sig selv overbevist læseren: Det kan kun på det varmeste anbefales, at man mæsker sig i Harald Voetmanns humoralpatologiske udgydelser fra Uraniborg og omegn.

De er intet mindre end sublime.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce