Spørgsmål om tid. It-projektleder Louise Rosenberg Mærsk læser måske tre skønlitterære bøger om året, selv om hun altid har været en læsehest. Der er for mange praktiske gøremål i hverdagen. Men der er håb for hende, siger forskningen.
Foto: Peter Klint

Spørgsmål om tid. It-projektleder Louise Rosenberg Mærsk læser måske tre skønlitterære bøger om året, selv om hun altid har været en læsehest. Der er for mange praktiske gøremål i hverdagen. Men der er håb for hende, siger forskningen.

Skønlitteratur

En halv million danskere elsker bøger - men læser ikke

Ny undersøgelse kortlægger landets mange ikke-læsere.

Skønlitteratur

Klokken er lidt over fire, og solen står stadig højt over Esplanaden, da Louise Rosenberg Mærsk bestiger sin cykel på brostenene mellem Café Lumskebugten og A.P. Møller – Mærsk A/S’ hovedsæde, hvor hun er hyret ind som ekstern digital projektleder i afdelingen for corporate it.

Det er ikke til at vide, hvad hun normalt tænker, når hun begiver sig af sted på sin daglige cykeltur tværs gennem Københavns pulveriserende myldretidstrafik for at hente sine to børn, Georg og Hugo, i daginstitutionen Børneambassaden på Frederiksberg fire en halv kilometer derfra.

Men noget, hun formentlig ikke skænker en tanke, er skønlitteratur. Undersøgelser viser, at 40 procent af den voksne danske befolkning aldrig eller sjældent læser skønlitteratur. Den statistik er hun en del af – selv om hun er typen, der sluger bøger råt.

Bøger der samler støv Louise Rosenberg Mærsk sætter af, og så er hun i fart. Politikens udsendte cykler med ved siden af; hvis man vil interviewe en litteraturelskende kvinde på 36 år, som har så travlt, at bøgerne er røget i svinget, må man slå til, når chancen byder sig, selv om det bliver med livet som indsats.

Vi drejer ned ad Store Kongensgade, der i al sin ensrettethed fungerer som en slags tragt for behjulet trafik i indadgående retning mod Kongens Nytorv.

»Det er jo en travl tilværelse, du har«, siger jeg til Louise Rosenberg Mærsk.

»Jo«, siger hun.

»Du vil gerne læse, men du kan simpelthen ikke nå det?«.

»Jeg prioriterer det i hvert fald ikke, når der kommer alle de andre ting oveni«.

Jeg vil indrømme, at mine bøger bliver mest købt ude i lufthavnen. Der har de en top-50, og så vælger jeg nogle stykker til ferien.

Nogle gange bliver jeg rigtig bidt, når jeg er i en boghandel og køber rigtig mange bøger. Dem får jeg så aldrig læst. Jeg kan godt lide følelsen af at have dem, men jeg får dem bare aldrig læst. Jeg læser nok tre bøger om året. Det er nok det. Vi skal til venstre her!«.

En guilty pleasure
Sidste år søsatte Kulturministeriet kampagnen ’Danmark Læser’. Den har til formål at få flere danskere til at læse skønlitteratur. For at finde ud af, hvor snittet skal lægges i sådan en kampagne, har ’Danmark Læser’ gennem to fokusgrupper og 1.571 onlineinterviews nu identificeret tre segmenter af ikke-læsere (folk, der aldrig eller sjældent læser skønlitteratur, red.), som tilsammen udgør ca. 1,5 millioner voksne danskere.

De tre segmenter af ikke-læsere er de her: ’de uinteresserede’ (ca. 300.000 personer), ’de travle familier’ (ca. 700.000 personer) og ’de motiverede’ (ca. 500.000). Den sidstnævnte kasse er den, som man i udpræget grad kan putte sådan en som Louise Rosenberg Mærsk ned i.

’De motiverede’ ikke-læsere har en mellemlang eller lang videregående uddannelse. De har en travl hverdag med karriere og fritidsaktiviteter, og de er meget kulturelt interesserede og går i biografen og teatret.

Her adskiller de sig fra gruppen ’de travle familier’, som også har mange fritidssysler, men i langt højere grad er optaget af at passe hus og have og værne om de nære værdier. En til fem gange halvårligt tillader de sig at åbne en bog.



»Der er lidt flere kvinder end mænd blandt ’de motiverede’, og det er dem her med rigtig mange jern i ilden«, siger Rikke Lind Andersson, der er kampagneleder på ’Danmark Læser’. »De engagerer sig i skolens forældrebestyrelse, og de samler ind til Red Barnet. Og så elsker de at læse skønlitteratur. De snakker hele tiden om det, men de har svært ved at nå det. Når det lykkes en sjælden gang imellem, er det en guilty pleasure for dem«.

Læsning er isolerende
Louise Rosenberg Mærsk er cand.mag. i informationsvidenskab fra Aarhus Universitet. Hun er selvstændig efter at have været fastansat i en række større virksomheder. Hendes mand er salgschef i en softwarevirksomhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hov! Nu er hun nået et godt stykke hen ad Gothersgade. Cykelstien er ret smal her, og antallet af cykler i eksplosiv fremdrift er så voldsomt, at man ville kalde det bibelsk, hvis der var tale om græshopper. Alligevel er der sød musik. Ude midt på Eksercerpladsen foran Rosenborg Slot øver Den Kongelige Livgardes Musikkorps på Bent Fabricius-Bjerres melodi til ’Forelsket i København’.

Da der bliver rødt lys ved Nørre Voldgade, spørger jeg, hvad der sker, når det endelig lykkes at læse en af de tre årlige bøger.



»Det er ferier. Jeg læser kun bøger på ferier. Der har jeg tid til det. Det er der bare ikke i hverdagen. Når børnene sover, og alt er ryddet op klokken ni, ja, så sætter jeg mig bare ikke ned og læser en bog i hjørnet. I folkeskolen læste jeg ellers næsten en bog om dagen«.

»Man er for træt?«, foreslår jeg.

»Træt – og så er det at læse jo også isolerende. Tv-serier på Netflix kan du sidde og se med din mand, ikke. Så tiden efter at børnene er faldet i søvn, bruger vi på at snakke eller se en serie sammen. Det er det, vi kan overskue at gøre i hverdagen. Når børnene er så små – to og fire år – og vågne, skal der være en voksen på dem hele tiden«.

Svært at løsrive sig
Sidste weekend gennemførte Louise Rosenberg Mærsk BT Halvmarathon i København på 2 timer 13 minutter og 48 sekunder. Det kan man se inde på hendes facebookprofil.

»Det tager jo noget tid at træne til halvmaraton«, siger jeg, da vi kører langs Peblinge Sø, hvor der er luft og rum, men stadig fart over feltet. Vi nærmer os Søpavillonen.

»Man kan ikke det hele. Der er den time hver aften. Den kan jeg så bruge på at besøge en veninde, læse en bog eller kysse min kæreste, Ja, eller løbe. Og så var jeg blevet lidt tyk her det sidste halve år – og så blev det løbe«, forklarer Louise Rosenberg Mærsk.

Hun »synes selv«, at hun er belæst, og hvis hun skal pege på et problem, er det, at hun »altid bliver meget, meget bidt af historien«, og så kan hun ikke lægge bogen fra sig. Så tænker hun kun på, hvordan hun kan læse igen.



»Det er træls at gå sådan en hel uge. Jeg er begyndt – vi skal dreje her – at læse en del noveller, for så er jeg hurtigere færdig. Og så læser jeg sådan noget letfordøjeligt som Leif Davidsen og Murakami«.



»Og ’50 Shades of Grey’?«.

»Dog ikke! Jeg er nok den eneste kvinde, der ikke har læst den. Igen – jeg tror ikke, jeg tør, hvis jeg ikke kan lægge den fra mig igen og være mor«.

Louise Rosenberg Mærsk siger, at hun vil tro, hun har købt 12-14 bøger inden for det sidste års tid, som hun ikke har haft tid til at læse. Jeg spørger hvilke.

Samme aften sender hun en liste over titlerne og et foto af bøgerne i en bunke på sofaen: ’Rebekkas roser’ af Martha Christensen, ’Headhunterne’ af Jo Nesbø, Peter Høegs ’De måske egnede’, ’De ti herskere’ af Christian Mørk, ’Fars lille pige’ af Mary Higgins Clark, Khaled Hosseinis ’Under en strålende sol’, ’Bortset fra himlen’ af Eske Troelstrup, ’Champagnepigen’ af Leonora Christina Skov.

Og andre bøger, hun har anskaffet, men ikke læst, tæller: ’Englen i Groznyj’ og ’Hundrede og én dag’ af Åsne Seierstad, hendes morfar, Georg Langkjers, erindringer, ’Det var så det’, Bo Lidegaards ’En fortælling om Danmark i det 20. århundrede’, ’Mad Men Mania’ af Iben Albinus, ’Dagmar – Historien om en barnemorderske’ af Frank Bøgh og endelig den sigende ’Stressfri på 12 uger eller mer’’ af Majken Matzau & Christina Bølling. Der er håb

Vi kører over kæmpekrydset, hvor Åboulevard møder Gyldenløvesgade og drejer ned ad Vodroffsvej, hvor der ikke er cykelsti. Vi er på Frederiksberg. På Niels Ebbesens Vej fortæller Louise Rosenberg Mærsk, at sådan en som hendes mor læser en time hver aften. Det er bare en naturlig del af hendes tilværelse. »Er din mor også karrierekvinde?«. »Hun er præst. Jeg ved ikke, om det er en karriere, ha ha«. »Hvad med din mand, læser han skønlitteratur?« »Nej, han læser endnu mindre, end jeg gør«.







LÆS OGSÅ Pludselig er Børneambassaden inden for synsvidde. I cykelparkeringen foran bygningen står anhængeren, som Georg og Hugos far afleverede dem i samme morgen. Om lidt kommer drengene springende ud i eftermiddagssolen, og så går turen hjemad. Er der håb for Louise Rosenberg Mærsk og de cirka 500.000 danske mænd og kvinder, der har det ligesom hende? Det er der, siger adjunkt Gitte Balling, som forsker i læsning og læseoplevelser på Københavns Universitet: »Hun kommer helt sikkert til at læse igen, når børnene bliver lidt større. Hun mangler ikke motivation.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har et læselivsforløb, og der kan være perioder, hvor vi ikke læser. I mine undersøgelser af kvinder, der læser meget, var der nogle ældre kvinder, som sagde, at de næste ikke fik læst skønlitteratur, da deres børn var små. Da jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, læste jeg stort set kun faglitteratur«, siger Gitte Balling.

Men hvad, hvis det er nu, hun gerne vil læse?

»Så er det bedste, der kan ske, at hun brækker lårbenet, så hun ikke kan løbe. Men det skal du måske ikke citere mig for. Jeg læste rigtig mange bøger, da jeg engang var blevet opereret i foden«, lyder det fra forskeren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden