Igen. Novellernes gennemgående figur er gentagelsen. Både som sproglig og eksistentiel figur. Erindringens gentagelse, gentagelsen af parforholdet med forskellige mænd, den demente fars gentagelser, den insisterende gentagelse, den trivielle gentagelse, den varierede og udvidede gentagelse.

Igen. Novellernes gennemgående figur er gentagelsen. Både som sproglig og eksistentiel figur. Erindringens gentagelse, gentagelsen af parforholdet med forskellige mænd, den demente fars gentagelser, den insisterende gentagelse, den trivielle gentagelse, den varierede og udvidede gentagelse.

Skønlitteratur

Noveller kredser om gentagelsen som sproglig og eksistentiel figur

Camilla Christensens noveller giver læseren lyst til at tage turen igen og igen.

Skønlitteratur

Man føler sig vemodig og levende, når man har læst Camilla Christensens nye novellesamling. Badet i erindret og nutidig sansning, alt det, der gentager sig i et liv og alligevel aldrig er det samme. »Det sædvanlige, særlige«, som det hedder i slutnovellen, ’Memento Mori’, hvor den skrantende jegfortæller i forundring over endnu en gang at vågne levende fra nattesøvnen gennemstrømmes af morgenens og tidligere morgeners sansninger:

»En solsort synger, støvregn, syrenen ved køkkenvinduet er sprunget ud igen, bladene blanke og nye, duften ind gennem vinduet på klem, tidlige villavejsmorgener, nyforelsket, i efterbranderts hukommelsessvigt, avisbud som femtenårig, søvnløs som nyskilt, det sædvanlige, særlige«.

LÆS OGSÅ

Jegfortælleren er en moden kvinde, og novellerne er erindringer fra hendes liv. Livet med slægten, livet med skiftende mænd, livet med det danske landskab, ikke mindst stranden, som er en tilbagevendende scene. Der fortælles oftest i nutid og med flere tidslag, som fletter sig ind i hinanden.

Novellernes gennemgående figur er gentagelsen. Både som sproglig og eksistentiel figur. Erindringens gentagelse, gentagelsen gennem slægtled, gentagelsen af parforholdet med forskellige mænd, den demente fars gentagelser, den insisterende gentagelse, den trivielle gentagelse, den monotone gentagelse, den varierede og udvidede gentagelse.

Hjertegnavende tab
I en af de første noveller, ’I skoleinspektørens hus’, er det det maleriske billede af en lille pige på en stivrygget stol foran tre tavse, syende kvinder i en halvmørk spisestue, der gentages og fastholder en episode fra jegfortællerens barndom, en første erfaring af hjertegnavende tab, skam, eksklusion, men også befrielse.

I novellen ’Substantiver’ er det formuleringen: »Jeg vidste ikke, hvad det betød«, der gentages som et omkvæd i historien om, hvordan jegfortællerens mormor midt i sin konstante strøm af forarget kvindesladder og uforståelige ord (»infektion« »migræne«, »hekseskud«) udpeger verden for sit lille barnebarn med »krystalklare substantiver«, »hun peger på grøftekanten, kornblomst, valmue, siger hun. Og rug, byg, hvede, havre«.

I ’Første, anden, tredje person’ foretager jegfortælleren med sin ’Christoffer’ en tur til Moesgård, som er en gentagelse både af en tidligere tur med ’Christian’ og af moderens tur med ’Paul’ i 1946.

Fortælleren fortæller i anden person til sin mor: »Kilden er den samme, som sidst, jeg var her, med Christian. Den samme, som da du var her, med Paul, han hed Paul, og I var her«. Bemærk, hvordan gentagelsen netop ikke bare et tema, men også den sprogligt bærende figur, med variationer, som her relativerer dét, at kilden skulle være (helt) den samme.

Mod slutningen kulminerer gentagelsen, også for læseren, i novellen ’Vandposten’, hvor jegfortælleren er på tur tilbage til sit første barndomshjem, ligesom hun allerede var det som lille pige i starten. Allerede da var turen til barndomshjemmet en tur tilbage. Og i mellemtiden er turen blevet gentaget flere gange: »Der (…) kørte vi på motorvejen, Christoffer og jeg (…) Her kørte jeg også for fem år siden. Med Christian. (…) Og her kørte jeg også for to år siden. Med Carsten«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er en egen mild komik i denne gentagelse af mænd, som alle hedder noget med C, det gælder også barndomsvennen Claus og ungdomskæresten Carl Erik.

Billedet af en indkøbsseddel

Formlen »det sædvanlige, særlige« gentages i slutnovellen efter billedet af en indkøbsseddel, der falder ud af en arvet bog: »brød, mælk, smør, honning, det sædvanlige, særlige«. Og så er denne anmelder på én gang tudetrist og gennemrislet af livslyst. En afdøds håndskrift, den banale indkøbsseddel med de sædvanlige varer, som alligevel bliver noget særligt, når de fæstnes på papiret som krystalklare substantiver.

Camilla Christensens noveller giver læseren lyst til at tage turen igen og igen, med skiftende kærester og aldre og indkøbssedler, for det sædvanlige er også altid noget særligt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce