Fantasi. 'Effekten af Susan' er fuld af farverige personer, men Peter Høeg fabulerer samtidig over det stille liv.
Foto: Miriam Dalsgaard(Arkiv)

Fantasi. 'Effekten af Susan' er fuld af farverige personer, men Peter Høeg fabulerer samtidig over det stille liv.

Skønlitteratur

Peter Høeg er i topform med videnskabelig superwoman

'Effekten af Susan' er Høeg classic med en cool eksperimentalfysiker ved roret.

Skønlitteratur

Det ville ikke ligne Peter Høeg, dansk litteraturs utrættelige leverandør af kvindelige heltinder, hvis ikke Susan Svendsen, en virkelig hård nyser, ikke havde et blødt punkt, så det har hun.

Men det ville heller ikke ligne forfatteren, hvis hans heltindes bløde punkt ikke rummede en enorm styrke, så det gør det, og sådan er det hele vejen igennem: ’Effekten af Susan’ er Høeg classic og kan gå hen og blive forfatterens store comeback hos de læsere, der synes, at han har været på afveje siden ’Smilla’, selv om de da meget godt kunne lide ’De måske egnede’.

Det ganske særlige ved Høegs nyeste kvindelige kreation, eksperimentalfysiker Susan Svendsen, er, at hun, som kun Høeg kan formulere det, »fremkalder oprigtighed«.

Efter få minutters samvær med hende begynder folk at betro sig til hende, som om de havde fået sandhedsserum. Noget i Susans indre system »standser ikke ved de normale grænser for empatisk kontakt«. Netop det er Susans effekt, og den kan bruges til mange skumle formål i en verden, hvor den hidtidige orden er truet af klimakatastrofer, og det er ved at blive alles kamp mod alle.

Det raffinerede plot handler om fremtidsforskning, om det, der på Peter Høeg-sprog kaldes »verificeret intuition«. Engang i 1970’erne blev Folketingets Fremtidskommission nedsat.

Den bestod af individer, som i fællesskab var i stand at komme med skræmmende præcise forudsigelser. Kommissionen blev nedlagt i 2015, og nu vil nogen gøre alt for at finde ud af, hvad der står i referatet af gruppens sidste møde. Susan, som kan få folk til at afsløre deres dybeste hemmeligheder, bliver truet til at engagere sig.

Hvad forudså gruppen? Hvorfor begynder de aldrende medlemmer at dø? Hvem trækker i alle trådene? Hvilken rolle spiller Justitsministeriets tidligere departementschef Thorkild Hegn?

Videnskabelig superwoman

Susan og hendes farverige familie bliver hvirvlet ind i dramaet på barskeste maner. Sammen med komponisten Laban Svendsen, som hun er gift med, og børnene, de opvakte tvillinger Thit og Harald på 16, må familien flygte over hals og hoved fra bopælen på Evighedsvej i Charlottenlund. Susan og Laban har i forvejen aftalt at lade sig skille, i København er der udbrudt borgerkrigslignende tilstande, alt er i opløsning.

Jo, navnet er Svendsen, Susan Svendsen, og man får ikke at vide, hvordan den kølige videnskabskvinde med den veludviklede intuition foretrækker sin martini, men rystet på hænderne har hun aldrig.

Engang skruede hun en mand, der ville voldtage hende, fast til gulvet med en elektrisk skrueboremaskine, og så handlekraftig er Høegs nye superwoman igen og igen. Det mest spændende ved hende er dog, at hun er så cool og fundamentalistisk i sit naturvidenskabelige blik på verden. Hvis der er en, der siger fra over for taoistisk bullshit og frelst holisme, er det hende.

Hun er hverken til yin eller yang eller østerlandske meditationsteknikker, men til det periodiske system og svær matematik, og det er fortællingens scoop. Hvis hun havde missioneret for tibetansk buddhismes visdomskilder, ligesom hendes herre og mester gør det, ville projektet være crashet.

Sådan lyder det, når Susan usentimentalt rationaliserer al mystik og spiritualitet væk: »Bevidstheden er ikke et selvstændigt fænomen. Om ti år har vi reduceret al bevidsthed til psykologi. Al psykologi til biologi, al biologi til kemi, al kemi til fysik, al fysik til matematik, som vi har udtømt i en logisk kalkule. Til den tid har vi en algebra, der udtømmende og konsistent beskriver lovmæssighederne bag alt menneskeligt samvær«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vild fantasi

Med Susan Svendsen har Peter Høeg, som på fotos altid er iført bukser uden gylp og altid fremhæver det feminine i manden, skabt en karakter, som synes at tale ham midt imod.

På den anden side har han altid argumenteret for, at den såkaldt dybe naturvidenskab står i direkte forbindelse til det åndelige, så når Susan Svendsen slår fast, at »de fleste naturlove kan formuleres som energetiske ligevægte«, er hun vel i bund og grund alligevel på hans hold.

Og der rokkes under alle omstændigheder ikke ved den indsigt, Høeg betragter som vejen til frigørelse. Også i denne roman mindes læseren om nødvendigheden af at træne sin opmærksomhed. Og tro på, at mennesker i fællesskab besidder uanede kræfter. Men som nævnt sker det ikke frelst og anmassende, fordi seje Susan stikker hul i sæbeboblerne med sit koben.

Og Høegs karakteristik af, hvad rotteræset går ud på, er der ikke noget galt med:

»Det danske samfund har en massiv mainstream. Hvis man følger den, får man medvind, man får fremdrift og et skub i ryggen af at gøre som alle andre. Det eneste, man skal, er at få sin uddannelse, inden man er 30, sikre sig en mand og nogle børn og en villa, fra man er 30 til 40, frasere alkoholforbruget, overleve midtvejskriserne, kridte skoene og være klar, når børnene flytter hjemmefra, til at tage den sidste lange spurt i det danske kapløb, der hedder ’den, der har mest, når hun dør, har vundet’«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Peter Høeg har begået en vild fantasi fuld af farverige personer og storslåede lokaliteter, men også af det stille liv, som det f.eks. kan være, når en lille familie, der tilbageholdes på et afsondret, indhegnet gods i månedsvis, tvinges til at leve helt tæt på hinanden og naturen. Når skilsmissen fra Laban er en realitet, vil Susan have en ’normal alenehed’. Der er megen klogskab om familiemønstre og skilsmisseri i denne roman.

Peter Høeg har tænkt helt ud af boksen, men har også ladet sig inspirere af andre. Jeg tænker f.eks. på Lisbeth Salanders voldsomme selvtægt i ’Mænd der hader kvinder’ og på scenen, hvor bisværmen sætter sig på Leas hoved i flere timer i Erik Fosnes Hansens ’Beretninger om beskyttelse’. Også Kaspar Collings Borgerkrigsdanmark anes.

Men først og sidst er Peter Høeg sin egen og i topform. Susan Svendsen, som bare længes efter at slippe for omverdenens enorme meddelelsestrang og leve et stille og normalt liv, er skabt af sprog, som funkler. Netop den sproglige virtuositet udgør halvdelen af nydelsen i denne toptunede og ferme femi- og klimathriller.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce