Ambitiøs. Med 'F' er Kehlmann efter en række vellykkede, men mindre ambitiøse udgivelser tilbage med en stort anlagt roman, som vil det hele.
Foto: PR/PR

Ambitiøs. Med 'F' er Kehlmann efter en række vellykkede, men mindre ambitiøse udgivelser tilbage med en stort anlagt roman, som vil det hele.

Skønlitteratur

Tysk stjerneforfatter udgiver overlegen ambitiøs roman

Tyske Daniel Kehlmann er tilbage med underholdende og ambitiøs roman.

Skønlitteratur

Siden gennembruddet med ’Opmålingen af verden’ (2005) har Daniel Kehlmann været tysk litteraturs funklende stjerne.

Han synes at kunne det hele og lidt til. Han er ikke blot en virtuos og dristig fortæller, men også en klart profileret intellektuel, der synes at stå på sit eget programmatiske grundlag. Hans kendskab til filosofi, kunst og historie er lige så dybtgående som hans belæsthed.

Man skal tilbage til forbilledet Thomas Mann for at finde en så selvbevidst tysksproget forfatter som Kehlmann, der fra bopælen i Wien (senest også Berlin) i øvrigt utrættelig taler oplysningens og ytringsfrihedens sag i tidens store og mindre værdikampe.

Med ’F’ er Kehlmann efter en række vellykkede, men mindre ambitiøse udgivelser tilbage med en stort anlagt roman, som vil det hele. I ’Opmålingen af verden’, som foregår i begyndelsen af 1800-tallet, undersøgte han, hvordan det var for to geniale videnskabsmænd at være forud for deres tid.

I ’F’ har han kastet sig ud i en dristig undersøgelse af, hvad der afgør menneskers liv. Har vi en skæbne? Er alt et resultat af tilfældigheder? Hvad er virkelighed, og hvad er iscenesættelse, drøm og illusion? Hvad skal man i det hele taget tro på?

Samtidig er romanen, som kulminerer i efteråret 2008, hvor Lehman Brothers gik konkurs og avisernes forsider handlede om katolske præsters sexovergreb og Wolfgang Beltracchis kunstforfalskninger, et portræt af en tidsalder, hvor både kunst, kirke og kapital synes gennemsyret af falskhed, og ’F’ sagtens kunne stå for Facebook.

Det kan alt sammen lyde uhyre alvorligt, men faktisk er ’F’ over lange stræk ren slapstick.

Grusomt vittig

Blandt alvorsmænd er Kehlmann en af de sjoveste. Især når han hudfletter kunstens verden, som han også gjorde i ’Jeg og Kaminski’, er hans skarpt-slebne humor grusomt vittig.

Formentlig med inspiration fra Thomas Manns fortælling ’Mario og tryllekunstneren’ (og helt sikkert fra Orson Welles’ dokumentarfilm ’F for Fake’) begynder det hele med en hypnotisør.

Arthur Friedland, der er forfatter og far til tvillingerne Eric og Iwan på 7 og Martin på 14, som bor alene sammen med sin mor, tager sine tre sønner med til en forestilling med ’Den store Lindemann’.

Den svedigt diabolske showmand beskriver hypnose som ’indadvendt vågenhed’ og ’selvbemyndigelse’ og får folk til at gennemleve hele liv i løbet af få minutter efter først at have bragt dem i søvn.

Mod sin vilje lader Arthur sig presse op på scenen. Han tror ikke et sekund på hypnotisøren, men de få minutter i rampelyset får ikke desto mindre fatale familiære konsekvenser, som naturligvis ikke skal afsløres her.

»Du er der ikke«

Resten af romanen, som også er inspireret af Dostojevskijs ’Brødrene Karamasov’, handler om, hvad der siden skete med de tre sønner og deres far, og det hører til en af dens væsentligste attraktioner, at den så elegant og ubesværet viser, hvordan de samme hændelser opleves helt forskelligt af de tre søskende.

Tvillingerne er så tæt forbundne, at de oplever at drømme hinandens drømme. Iwan bliver maler. Officielt er han kunsthistoriker med speciale i Heinrich Eulenböck , hvis ironiske malerier af samtidens dårskab går som varmt brød.

I virkeligheden er det Iwan, som maler billederne. Også Eric lever af fup. Han er finanssvindler, en Bernie Madoff-skikkelse, som gruer for at blive afsløret. Han tror sig overvåget af kameraer, er stærkt medicineret og paranoid.

Det sublime kapitel om Martin, der bliver munk uden et sekund at tro på Gud, er fortalt som en hudløst ærlig og selvudleverende trosbekendelse. Martin er stor og tyk under kutten og spiser chokoladebarer i smug, selv når han lytter til folk, der skrifter.

Han øver sig ustandselig med den Rubik-terning, der har fulgt ham siden drengeårene, og har altid følt sig intellektuelt underlegen i forhold til sine lillebrødre. Han håber engang at kunne komme til at tro på Gud, så han endelig får et argument hinsides fornuften og hele hans liv med tilbagevirkende kraft endelig kan blive til en skæbne.

Han bor hjemme hos sin mor, selv om han godt ved, at han er for gammel til det:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tænkte, at jeg i tidligere tider havde kunnet blive hjemme og leve sammen med hende, befriet fra konkurrence og nød, omgivet af hendes omsorg, uden at nogen ville have fundet det mærkeligt. Det var først i psykologernes tidsalder, at sådan noget var ildeset«.

Arthur indtager rollen som den fraværende fader, hvis eksistentielle valg måske, måske ikke influerer på sønnernes tilværelse. Han bliver et kontroversielt navn, da han skriver romanen ’Mit navn er Ingen’, som afstedkommer en selvmordsbølge blandt sine læsere, måske fordi de kan læse, at de alligevel ikke eksisterer:

»Glem ikke: I hjernen bor ingen. Intet usynligt væsen svæver gennem nervernes vindinger, ser ud gennem øjnene, lytter indefra til ørerne og taler gennem din mund. Øjne er ingen vinduer. Der er nerveimpulser, men ingen læser dem, tæller dem, oversætter dem og tænker over dem. Søg, så længe du vil, der er ingen hjemme. Verden er i dig, og du er der ikke«.

'F' for familie

Der findes rigtig mange f-ord, men man skal ikke være særlig vaks ved havelågen for at fange, at ’F’ først og fremmest står for ’familie’, og det nævnes direkte, at det også kan stå for ’fatum’, det latinske ord for skæbne, men bogstavlegen er ikke interessant.

Det afgørende er, at hverken den frie vilje eller nogen form for forudbestemmelse synes at afgøre de tre brødres liv.

Liv eller død afgøres ikke af Gud eller skæbnen, men af tilfældigheder, så glem den ’buddenbrooksske’ udviklingsromans klare kausalitet, glem Freuds fortrængningslære og socialdarwinismens survival-forklaringer og skøn på de gode stunder, måske ligefrem øjeblikke af lykke, som times dig, inden tagstenen rammer dig i hovedet, eller det varmesøgende missil rammer dit fredelige fly.

Kehlmann lader tilværelsen fremstå betænkeligt tæt på et illusionsnummer, hvor den enkelte må vælge mellem diverse fordærvede værdisystemer. Pengenes verden er gennemrådden, det samme med kunstens og religionens. Alt er plagiat og moralsk forfald. Kehlmanns nihilisme er lige så begsort som Michel Houellebecqs, selv om den mangler franskmandens demonstrative kynisme.

Verdens mørkeste afkroge

Nej, ’F’ byder ikke just på nogen livsfilosofisk opmuntring. Romanen er først og fremmest en underholdende tankeleg, hvor der overlegent veksles mellem forskellige fortællerstemmer, og hvor et kompliceret plot, der ikke følger vante årsagsforklaringer, forløses af en stor litterær troldmand.

Efter at Eric har været indlagt på sanatoriet som ung, er Iwan ikke i tvivl om, hvilket råd han skal give ham:

»Det gælder om at spille med, så enkelt er tricket. Du skal lyve. Du tror, folk gennemskuer dig, men ingen kan gennemskue andre. Man kan ikke læse i mennesker. Det kan være meget godt med sandhed, men somme tider hjælper den dig ikke videre. Tænk grundigt over, hvem du gerne vil være. Spørg dig selv, hvad den du gerne vil være, ville gøre. Og gør så præcis det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Daniel Kehlmann har målt verden op, og nu også kigget dybt i dens mørkeste afkroge.

’F’ kan selvfølgelig også stå for fantasi. Eller fiktion. For vores evne til at tænke os selv, for »mennesket er ikke noget fast defineret, det laver udkast til sig selv«.

»Sandheden er, at alle er i stand til alt«, lader han hypnotisøren sige, og selv om det lyder ganske ildevarslende, kan læseren af ’F’ lige så godt vælge at høre det som et løfte fuldt af håb.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce