amar'sk. 'Paraplypigen' foregår på Amager. Forfatteren har selv boet i postnummer 2300 S, og hun har et bemærkelsesværdigt godt blik for kvarterets nuancer og skæbner.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

amar'sk. 'Paraplypigen' foregår på Amager. Forfatteren har selv boet i postnummer 2300 S, og hun har et bemærkelsesværdigt godt blik for kvarterets nuancer og skæbner.

Skønlitteratur

Amagerkansk sorg-fortælling vil gribe især unge læsere

Sorg og bitterhed er temaer i Monica Hylander Friis' splittede debutroman.

Skønlitteratur

Det er svært at lave håndkantsslag og parader, når man har en paraply i hånden«, tænker Asta og konkluderer, at hun derfor ikke kan gå til karate, ligesom hendes far gjorde som barn.

For undvære paraplyen kan pigen i Monica Hylander Friis’ debutroman ikke.

Noget skal man knytte sig til, og er man i sorg, bliver behovet for det ikke mindre. Asta er ni år gammel og har siden sin mors død holdt hånd med en paraply, der kan foldes ud over hende som en stor, knaldrød skærm.

Gammelklogt barn

Hendes genstand i sorgen kunne sikkert lige så godt have været en anden. Det er mindre afgørende i ’Paraplypigen’. Vigtigt er det derimod, at Asta har noget at holde sig til, mens hun i tanker og adfærd forsøger at leve med det store tab.

Hvad kan hun gøre for at blive ved med at huske sin mor? Hvem og især hvordan var hendes mor? Og hvem er hun selv nu? Monica Hylander Friis lader Asta tumle med de store spørgsmål, som er pigen et meget gammelklogt barn med en veludviklet evne til at formulere sig og perspektivere.

Det mærkes, når hendes forfatter lader hende tænke sætninger som: »Dengang mor holdt op med at eksistere, blev jeg lovet, at jeg måtte se hende. Men hende, der lå inde hos bedemanden, var en voksdukke«.

Temperamenter

Asta er hovedpersonen i Monica Hylander Friis’ fortælling, men hun er ikke den eneste. Forfatteren veksler mellem at lade pigen og en ældre mand i nabolejligheden tænke højt, så der i læseren opstår en slags dialog mellem det sørgende barn og den bitre eneboer, der skuler ud gennem dørspionen i lejligheden ved siden af.

Deres temperamenter er vidt forskellige, hvilket må have været sjovt at skrive, men bliver ensformigt at læse, eftersom hverken den ene eller den anden udvikler sig markant undervejs. Af de to er pigen den sympatiske, fordi hun har en grundlæggende livsglæde, har mistet sit vigtigste voksne menneske, og også fordi hun med sine tanker minder læseren om en hel masse ting, man kun lægger mærke til, når de ikke længere sker.

Som da Hylander Friis lader hende undres over, at der nu ikke længere står flere slags shampoo i badeværelset. Hendes far køber kun en slags. Hendes mor valgte flere. Den iagttagelse er fin og rigtig. Asta er i det hele taget ikke meget karikeret romanen igennem, selv om hun blandt andet ved at opsøge sin mors gamle venner gør ting, der ikke er forventelige af en niårig.

To historier i en

Det er noget andet med ham knarken bag væggene ved siden af Asta og hendes far. Ikke nok med at han lurer på de andre i opgangen og stjæler deres post. Han gnider hænderne i kaffegrums, ketchup, sennep og alt, han lige har til rådighed i sit køkken.

Hvorefter han går en tur i gården og tørrer fingrene af i andres nyvaskede, ophængte tøj. Sin kone er han skredet fra, og i et og alt gør han mest muligt for at holde andre mennesker på afstand. Han bryder sig ikke om dem.

At verden er af lave, er hans sure livsindstilling, der i længden bliver triviel og skematisk at læse. ’Paraplypigen’ foregår på Amager, forfatteren har selv boet i postnummer 2300 S, og hun har et bemærkelsesværdigt godt blik for kvarterets nuancer og skæbner. Men hendes roman er som to stilistisk øvende historier i en, og selv om de mødes til sidst, gør sammenfletningen ikke hverken fra eller til for historien om den lille pige og den store sorg.

Det er den fortælling, der vil gribe især unge læsere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden