HJEMMEBANE. Lena Andersson (f. 1970) er kritiker og klummeskribent ved Dagens Nyheter. 'Brugstyveri' er hendes femte roman.
Foto: PR/ Natur & Kultur

HJEMMEBANE. Lena Andersson (f. 1970) er kritiker og klummeskribent ved Dagens Nyheter. 'Brugstyveri' er hendes femte roman.

Skønlitteratur

Svensk forfatter skriver stædigt og sjovt om den ulykkelige kærligheds overmagt

I Sverige er Lena Anderssons roman blevet mødt med buldrende ros.

Skønlitteratur

Så hold dog kæææææft!

Ester snakker. Selv kalder hun det ’samtale’ og ’tankeudveksling’, men hun snakker. Med en akademisk grad i filosofi som klangbund og en flammende tro på argumentets overtalende kraft går hun til værks.

Også når det handler om at komme i bukserne på Hugo Rask, den bredbringede kunstner med de potente paroler om kunstnerens ansvar over for »samfundet og menneskets udsathed«.

»At tale var hendes afrodisiakum, det eneste, hun kendte og beherskede«, erkender Ester mod romanens slutning. I traditionel bodegalingo hedder det ellers 'at tale trusserne af nogen', underforstået at denne ’nogen’ er et måbende imponeret ’pigebarn’ og den talende en mand med et ordentligt oratorisk talent.

Men i ’Brugstyveri – en roman om kærlighed’ bytter den svenske forfatter og kritiker Lena Andersson lidt rundt på rollerne. Det er sjovt og ondt og gennemført.

Nu kan man med en vis ret indvende, at man mindst skal tilbage til anmelderens egen ungdom, før det per definition var usexet, hvis en kvinde var en mand intellektuelt overlegen, men i Anderssons roman afprøves netop det tankevækkende postulat, at det trods mere end 100 års kønskamp stadig er – om ikke uskønt så dog problematisk – når en kvinde igen og igen forsøger at lægge en mand ned med ord.

Især da når den festlige doceren med akademisk schwung erstattes af en mere prosaisk pludren, som den Ester i et bittert øjeblik genkender som sin egen, og som i Hugo har skabt »en abstrakt afsky over for kvinder på grund af deres evige kærlighedskrav til ham, som havde større ting at tænke på, deres pludren og ejerfornemmelser ...«.

Hærgende kraft

Til at begynde med er digteren og freelancejournalisten Ester strategisk klog i forhold til at bygge Hugos kunstnerego op ved at holde et originalt foredrag om hans kunst opfulgt af et lige så generøst interview: »Ester fik en fornemmelse af, at hun satte ord på det, han arbejdede med, og på, hvem han var, og at han samtidig troede, det var ham, som havde tænkt det«.

Hugo lader sig da også besnære/imponere/underholde af Esters rapkæftede vid, som da hun forærer ham en bog i julegave og straks går i rette med hans forsøgsvise udlægning af forfatterskabet. Hun ved tydeligvis bedst. Men bøjer alligevel af, da han sender hende et »nænsomt smil«.

»Ester blev forlegen. Hun elskede ham, så det gjorde ondt i hele kroppen«.

Lige så ondt har Hugo ikke. Faktisk er fortællingens drivkraft, at Hugo meget hurtigt ikke vil, hvad Ester vil, samt de ydmygelser, nederlag og statusøvelser, som finder sted under det, Lena Andersson med en af sine præcise vendinger kalder »forelskelsens hærgende kraft«.

Hugo indleder det store forsvindingsnummer, mens Ester løber efter: »Hvor mange fortove kan et menneske gå hen ad, før hun giver op«, spørger hun og forfatteren i et af de poetisk klarsyn, der også udgør romanens styrke.

Altså et skævt forhold, hvis ubalance, vil nogen måske igen indvende, intet har med kønnet og dets blankslidte rollemønstre at gøre, men alene med arten og graden af det kropslige begær, hvis udspring ligger hinsides sproglige magtmekanismer og kulturelle vaner.

Men uanset om man tiltror gamle kønsroller afgørende betydning for begæret, er det denne undersøgelse af forholdet mellem sprog, køn og magt, der er romanens underholdende kerneydelse.

Fordi forfatteren aldrig afslører en ’sand’ position, men lader læseren veksle mellem irritation og empati over for skiftevis Ester og Hugo.

Er han kun et dumt, mandschauvinistisk kunstnersvin? Er Ester blot en paria, der en gang for alle bør lære, at man, sprogets magt ufortalt, ikke kan argumentere sig frem til et genvakt begær hos sin ekselsker?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romanens trussetyv

På romanens første side citeres en passus fra Sveriges Riges Lov omhandlende ’brugstyveri’ – også brugt i romanens titel.

En klar hentydning til kærlighedens kriminalistiske aspekter, hvilket i romanen lejrer sig i sproglige formuleringer som »omsorg uden dækning« (falskneri) eller »en opvisning i, hvordan man socialt set slår et menneske ihjel« (mord).

Men hvem der er romanens egentlige trussetyv, hvem der »uberettiget tilegner sig noget« eller via indtrængen og overskridelser optræder mest forbryderisk, må læseren selv afgøre.

I Sverige er Lena Anderssons tætte lille roman blevet mødt med buldrende ros og den fornemme August-pris. Af alle de bedste grunde. Men der er en forudsigelighed i Ester og Hugos handlingsmønster, som jeg synes skurrer og trætter mod slutningen.

Andersson skriver vist heldigvis på en fortsættelse, så Ester i næste omgang kan få hævn eller straf. Eller ordløs erotik i gavmilde mængder. Alt efter hvis sag, forfatteren beslutter sig for at tale.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden