Selvcentreret roman har det forkerte fokus

Prisbelønnet roman om søn med Downs fokuserer alt for meget på faderen.

Skønlitteratur

Bogen kommer med adskillige priser i kølvandet, og udgivelsen er støttet af den brasilianske ambassade.

Den betød et gennembrud for forfatteren, da den udkom i 2008. Han kunne droppe sit arbejde som universitetsprofessor efter en del år med ubemærkede bogudgivelser. Bogen er omsat til et prisbelønnet teaterstykke, og der er planer om en filmatisering. Så jeg ville inderligt ønske, jeg syntes bedre om denne beretning om en far, der har mere end vanskeligt ved at leve med, at han har fået en søn med Downs.

Men det er svært at føle interesse, for Tezza lader en selvcentreret mand være hovedpersonen. Man er ærlig talt i tvivl om, om det er ham, der er bogtitlens evige søn. Manden nægter at påtage sig noget særligt ansvar, hans tanker centrerer sig i uendelige spiraler om et indre småfilosofisk liv, der handler om ham selv og hans skriverier. Meget selviscenesat.

Fuld af sig selv

Kun til allersidst, da sønnen er omkring 25 år, får drengen lov at træde i den karakter, han rent faktisk besidder. Faderen mener indtil da, at intelligens er alt, og sønnen fremstår som »en hæslig revne i den kosmiske optimisme som han havde lånt et eller andet sted fra som æstetisk ramme for sit liv«. Faderen skammer sig og beslutter sig for at være selvvalgt autist.

Tezza beskriver måske præcis, hvad forfatteren selv har været igennem. Måske evnede han først at se drengen uden fordom og ubehag efter mange år. Men tankerne og litterære drømme fylder så meget og den virkelige verden alt for lidt, om end den velgørende dukker op i småbidder, udlandstiden i Portugal, det illegale arbejde i Tyskland og siden de torturagtige øvelser, han og konen foretager sig med barnet for at gøre det ’normalt’.

For mig var det en svær bog at læse, fordi hovedpersonen er så, ikke usympatisk, men så krukket og fuld af sig selv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden