Historisk roman skaber en forvirrende kærlighedslabyrint

David Mitchells nye roman er ambitiøs, men ikke på højde med hans tidligere.

Skønlitteratur

Det er ti år siden nu, at briten David Mitchell imponerede alle med sin himmelstræbende roman ’Skyatlas’, som for to år siden udkom i dansk oversættelse.

Den tog læseren med på en svimlende rutsjebanetur ned og op igennem tiderne, genrerne, stilarterne og sprogene – og gav fornemmelsen af et overmål af litterær kraft.

I sammenligning med den er Mitchells nye roman, ’Jacob de Zoets tusind efterår’, som Søren Markers har oversat til dansk, en mindre kompleks sag. Hvilket slet ikke vil sige, at den er simpel.

Med stedet som omdrejningspunkt

Romanen følger en ung rødhåret og renfærdig hollænder, Jacob de Zoet, som i 1799 rejser ud som sekretær for Det Hollandsk Ostindiske Kompagni.

Destinationen er Dejima, en menneskeskabt ø i havnen i Nagasaki, som hollænderne brugte som handelsstation på dette tidspunkt i Japans historie, hvor kontakten med omverdenen var minimal. Det ved alle, der har læst eller set James Clavells 1980’er-bestseller om det lukkede rige, ’Shogun’, som gav den asiatiske grusomhed og erotiske mystik fuld skrue.

’Jacob de Zoets tusind efterår’ er en historisk roman, men det er i lige så høj grad et sted som en tid, den folder ud. Den er scenisk fortalt, uden mange regibemærkninger og uden at det historiske fremstår som vilkårlige kulisser.

»I filmbranchen siger man, at for hvert tiår tilbage i tiden en film foregår, skal X antal dollars lægges oven i produktionsomkostningerne. Det samme princip gælder for romanskrivning, hvis blot man erstatter ’dollars’ med ’måneder’«, fortæller David Michell i et efterskrift om at skrive historiske romaner.

Oceaner af research

Der er ingen tvivl om, at Mitchell har brugt oceaner af tid på research. Med et væld af detaljer genskaber romanen den kunstige ø Dejima, og dens kosmopolitiske kredse og alle de modstridende interesser og indviklede intriger, som finder sted i denne fortættede kontaktzone mellem øst og vest.

Arealmæssigt er øen bittelille, men magtens og kærlighedens labyrint er kolossal, og det er den, hovedpersonen bliver væk i. »Her på Dejima mister man hurtigere orienteringen, end skidt kan rende gennem en gås«, får Jacob de Zoet tidligt at vide. Den advarsel bør også læseren skrive sig bag øret.

Jacob de Zoets motiv med udstationeringen er ellers enkel: at skrabe en formue sammen til et behageligt liv i Holland med den kvinde, Anna, som venter på ham. Men han forelsker sig i en japansk jordemoder, Orito Aibagawa, med et skamferet ansigt og sit eget oplysningsprojekt.

Før Orito når at tage imod hans friermål, bliver hun bortført til et skrækkeligt bjergkloster, hvor munkene holder deres eget harem – og drukner deres afkom efter fødslen. I de mange beskrivelser af livets og dødens gang på dette kloster forfalder romanen til temmelig trætte orientalismer.

Romanen følger troligt de to elskende i hver sit separate liv, igennem tusinde efterår, hvor længslen bliver til en drivkraft, som afgør hovedpersonens skæbne i samspil med de historiske kræfter. Det er en fin fortælling, men mindst lige så fascinerende er romanens tilbagevendende tematisering af skrift og af oversættelse bredt betragtet – mellem sprog, epoker, kulturer, fag og mellem ord og billeder.

Tidligt tænker sekretæren de Zoet, at blækket dog er »den mest frugtbare« af alle væsker. Her er der noget på spil, kan man mærke, for den virtuose og yderst ambitiøse Mitchell, som ikke helt synes at have samme klare litterære vision i denne nye roman som i sine tidligere værker.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden