Afmagt. Svenske Kristian Lundbergs speciale er klassefølelsen. Den internaliserede afmagtsfølelse, som udspringer af det grundlæggende, selvoplevede nederlag, som en opvækst i fattigdom udstyrede ham med.
Foto: CHRISTINA ANDERSSON (pr-foto)

Afmagt. Svenske Kristian Lundbergs speciale er klassefølelsen. Den internaliserede afmagtsfølelse, som udspringer af det grundlæggende, selvoplevede nederlag, som en opvækst i fattigdom udstyrede ham med.

Skønlitteratur

Svensk forfatter beviser at arbejderlitteraturen stadig lever

Kristian Lundberg skriver arbejderlitteratur på den moderne måde.

Skønlitteratur

Hvad er arbejderlitteratur i en tidsalder, hvor sociologerne opfatter os som hjemmehørende i livsstilssegmenter i det, åh så komplekse videns– og risikosamfund? Er arbejderlitteraturen stadig i live, eller er den, ligesom selve betegnelsen ’arbejder’, forsvundet, forduftet, omdøbt?

Svar: Læs svenske Kristian Lundbergs seneste bøger. Hans speciale er klassefølelsen. Den internaliserede afmagtsfølelse, som udspringer af det grundlæggende, selvoplevede nederlag, som en opvækst i fattigdom udstyrede ham med. Klassetilhørsforholdet satte sig på hans fremtid.

Lundberg, der er årgang 1966, voksede op i og omkring Malmø sammen med en enlig mor og fire søskende. Moderen var maniodepressiv, hans barn- og ungdom var utryg, omflakkende og fattig i et omfang, man ikke forbinder med Sverige. Faderen så børnene kun, når han havde brug for dem til at varte op til en fest i sit nye liv: »Mor staves vanvid og Far staves fravær«.

Lundberg røg ind og ud af de skoler, han havnede i, efterhånden som moderen flyttede rundt. Myndighederne var tilsyneladende uvidende om den materielle og psykiske armod i familien. I teenagealderen lod han sig indlægge på psykiatriske hospitaler for at hvile ud: »Min arv: sygdom og klasse«.

Lundberg blev reddet af at læse, han skabte sin egen lille uddannelsesinstitution. Ivar Lo-Johanssons bøger førte ham til landarbejderlitteraturen og videre til bl.a. digteren Gunnar Ekelöf. I litteraturen genkendte han sin egen tørst efter viden og frihed.

Timeansat i Malmø Havn

På dansk er der på det seneste kommet to bøger af Kristian Lundberg, som selv kalder dem ’fortællinger’. ’Yarden’, ordknap, fortættet, beretter om hans tid som timeansat i Malmø Havn. Gældsplaget og desperat tog han, den kendte forfatter, arbejde på samfundets bund for at kunne betale sine regninger. Yarden giver 600 kr. om dagen, og Lundberg hader hvert minut:

»Mit klassehad kom tilbage den 7. januar, lidt over klokken otte om morgenen, en dag med vedvarende regn og vind; vi var fire mand ved H-blokken, hvor et antal fabriksnye biler stod parkeret og ventede på at blive kørt ombord på det japanske lastskib«.

Arbejdet foregår udenfor i al slags vejr på en enorm indhegnet parkeringsplads, hvor tusindvis af biler skal håndteres. Alle er løst ansatte, mange er indvandrere. Overvågede af kameraer knokler de for et beløb, som er mindre end det svenske eksistensminimum. Lundberg er heldig, fordi han trods alt er svensk, får han at vide.

Hans farfar arbejdede på Kockums, ligesom hans far i en kort periode, og nu er det ham selv, der tjener til livet ved kajerne: »I tredje generation; med arbejdet nedarvet i kroppen; Malmø er en by med fantomsmerter«.

’Yarden’ gennemstrømmes af dybfølt solidaritet, af grundbevidstheden om at, ingen af arbejdskammeraterne klarer den uden hinanden. De omgår kontrollen ved at lade den fjerde sove i en af bilerne, mens de tre arbejder. Han skriver om den frihed, der består i bare at være en krop styret af rutiner. Men også om den krænkende ufrihed i nøjagtig det samme.

En dag møder han Rolle, en ven fra ungdommen, som sidder på en bænk og lugter af pis, bræk, sved og sprut. I Rolles øjne er Lundberg, forfatteren, en succes, han har engang læst et interview med ham, men han er sur: »Hvorfor har du ikke skrevet om mig?«, spørger han, når nu Lundberg har nævnt andre skikkelser fra sit liv i sine bøger. Selv er forfatteren, der havde mange lortejob som ung og blev arbejdsmand igen af nød, helt smadret. Efter et par måneder skriver han i dagbogen: »Jeg orker næsten ikke at være vred. Jeg er fattig«.

’Yarden’ er meget mere end en arbejdspladsfortælling. Igennem den krasse socialrealisme snor sig barsk erindringsstof og små udslag af ren poesi, egentlige verselinjer, for mens den hovedløse krop arbejder, kan digteren ikke lade være med at lade hovedet digte, ligesom han ofte slutter en iagttagelse af med et stærkt dictum – som dette: »Skam er for de feje. Skyld er for os, som virkelig vil overleve, som vil genoprette virkeligheden«.

Fat i seksualiteten

’En hjemby’ er helt forskellig fra det inddampede sprog i ’Yarden’. Der er i endnu højere grad tale om selvaflæsning, men nogle trin dybere, for Lundberg har nu også fat i seksualiteten, »det klaustrofobiske mandlige, der først nu bliver tydeligt for mig«. Selv om byens gadenavne står som overskrift på mange af kapitlerne, handler ’En hjemby’ ikke om Malmø, men nok så meget om de seksuelle overgreb, som »ludfattige drenge i sofaen« lod sig udsætte for for en halvtredser eller fem guldøl af ’Caroli-bøssen’, en homoseksuel fra bydelen Caroli.

I centrum står vennen Sonny, »lav af statur, spæd, fregnet«, hvis far morede sig med at kaste ham ind i køkkenvæggen. Det, der ikke allerede var smadret, gik i stykker af de seksuelle overgreb, som Sonny var den første til at underkaste sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sonny hængte sig på sin trediveårs fødselsdag, og Lundbergs fortælling kan læses som vennens, den overlevendes, forsøg på at give den døde en form for oprejsning med tilbagevirkende kraft, mens han samtidig spørger sig selv, om han burde holde sandheden for sig selv. Senere i bogen vokser sandheden »om dette nulpunkt i mig som både imploderede og voksede for til slut at overskygge alt, indefra og ud«. Endelig slipper forfatteren det pinagtige ud: Han er også selv blevet misbrugt af Caroli-bøssen. Som 12-årig.

Det er stærk kost. Rystende, rørende og helt, helt usentimentalt. Han skriver sig også dybere ind i sin egen og moderens sygdom. Som 12-årig har han fået at vide, at han lider af MBD, Minimal Brain Damage. Han vokser op med billedet af at have ’en blød flænge i hjernen’ og oplever omverdenens reaktion således: »At forskelsbehandle, tugte, hundse og straffe«.

Af begge fortællinger fremgår det, at forfatteren er medicineret og kæmper med det bipolare sinds smerter:

»Det kommer nu, som det gør hvert år på denne tid. Nogle gange tænker jeg på det som en befrielse, og andre gange føles det som en sygdom. Det er snarere en anden slags liv. Mere menneskeligt. Mere udsat. I de her dage er det en påstand. Jeg står surret fast ved masten og hører dødsmusikken stige og falde. Jeg hører min mors stemme, når hun siger: »Det letteste ville være om de bare kunne bedøve dig. Lægge dig i en morfinvugge«. Dødsbølgen bruser i ham, igen og igen må han tænke sygdommens stemme ned: »Jeg ved at jeg er et menneske; at jeg tænker og føler mig som menneske, at det som er reptil og rovdyr i mig må bekæmpes, nægtes plads. At det til syvende og sidst bliver et spørgsmål om at opføre mig som menneske, intet andet«.

At skrive for at overleve

’Yarden’ og ’En hjemby’ handler også om at skrive for at overleve, og begge bøger er baseret på daglige skriverier. ’Yarden’ er skrevet i løbet af 20 minutter hver morgen. Mere er der ikke tid og overskud til. Om ’En hjemby’ hedder det mere offensivt: »Jeg har vænnet mig til at skrive i femten minutters intervaller, korte angreb, hurtige sætninger«.

Måske er det hurtigheden, der har gjort teksten i ’En hjemby’, der er bygget op som en collage, mere fri i formuleringerne. I starten opfatter man det som utilsigtede repetitioner i en dårligt redigeret tekst, men så opdager man, at gentagelserne er en stilistisk figur, som skaber en særlig rytme og sammen med de mange bibelske citater giver fortællingen et anråbende, næsten messende præg.

Kristian Lundberg, hvis sprog er en nydelse (tak til oversætterne), tager arbejderlitteraturen et nyt sted hen. At være arbejder er en følelse, i dette tilfælde en modigt gennemlyst klassefølelse. At være søn af en syg mor og selv være syg gør kun oplevelsen af fattigdom dybere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I denne arbejderlitteratur version 2.0 er det kollektive dybt indlejret i det helt personlige. Hos Lundberg i form af den kuldslåede, men alligevel magtfulde traumefortælling, som styrer flot uden om både selvmedlidenhed og banal inderliggørelse af kapitalismen. I ’En hjemby’ også med plads til den kærlighed, til og fra kvinden K., som tænder lidt lys i mørket. Endelig.

»Jeg har tænkt, at jeg vil samle min rapport fra underverdenen«. Det lyder som George Orwell i ’Down and out in Paris and London’ eller som Günter Walraff i dennes undercover-bøger, men så kommer tilføjelsen: »Jeg vil sammenholde debet og kredit i livsudregningen og se hvad resultatet bliver«.

Der var den tidstypiske autobiografiske og selvrefleksive pointe igen: Forfatterens egen moralske statusopgørelse skal med i klasseregnskabet, for at det hele går op, og det gør det i denne fremragende forfatters hudløse fortællinger om at være kommet fra bunden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden