Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Herskab og tjenestefolk. Fay Weldons romantrilogi er allerede blevet sammenlignet med tv-serierne 'Downton Abbey' og 'Herskab og tjenestefolk'. Sidstnævnte skrev hun i øvrigt første episode af.
Foto: Peter Hove Olesen(Arkiv)

Herskab og tjenestefolk. Fay Weldons romantrilogi er allerede blevet sammenlignet med tv-serierne 'Downton Abbey' og 'Herskab og tjenestefolk'. Sidstnævnte skrev hun i øvrigt første episode af.

Skønlitteratur

Fay Weldon nærmer sig sovekammerfarcen

Sidste del af 'Kærlighed og arv'-trilogien har rigeligt drama, men føles forceret.

Skønlitteratur

Hvis man netop har rejst sig fra det veldækkede bord blandt tyendet i Jo Bakers ’Huset Longbourn’, er det lidt af en skuffelse at spise bønner og flæsk downstairs hos Fay Weldon.

Flæsket bliver efterfulgt af »gylden, dampende sirupsroulade«, så det er ikke forplejningen, der halter. Sladder om plettede – eller navnlig uplettede – lagner i de herskabelige sovegemakker hos familien Dilberne er der også rigeligt af.

Og Fay Weldon ved, hvorfor man ikke skal ansætte alt for kønne stuepiger i en husholdning med vitale lorder og har desuden en vis indsigt i drømmene hos bumsede barnepiger som nu Molly: »En køn pige havde muligheder; en grim pige uden pep gjorde klogt i at blive, hvor hun var, og få mest muligt ud af dét, Gud havde givet hende«. For overklassepiger er der, som serien allerede har vist, et ekstra kort at spille på: formue.

Royalt snask

Men mens Jo Baker viste oprigtig interesse for de stue- og kokkepiger, hvis dagligdag hun skildrede ned til mindste fedtstænk, er det, som om Fay Weldon ikke rigtig gider sine tjenestefolk i ’Nye tider’, som om de stivner i klicheen lidt før de øvrige personer.

I hvert fald har Weldon her i den afsluttende runde haft det absolut sjovest med at løfte dyner hos overklassen. Af indlysende årsager – vi bevæger os blandt historiske celebriteter som Edward VII og hans elskerinde, Alice Keppel. Snask er godt, royalt snask er bedre. Så britisk er Fay Weldon trods alt.

Og måske vil britiske læsere more sig en tand mere end danske, når de opdager, hvad kongen, ’Bertie’, egentlig laver i sengen med Mrs. Keppel.

Måske vil de også i højere grad føle genkendelsens tryghed i historiske begivenheder og personer. Selv om det er hyggeligt at hilse på en vis Mr. Austin og hans automobiler og høre om en »drenget ung romanforfatter« ved navn Morgan Foster (tæt på Forster), der dukker op i den forlagsbranche, familiens forfløjne kvinder undervejs søger tilflugt i.

Og som Weldon selvfølgelig også fristes af: kreative hjerner, friere former, opium til alle og homoseksualitet i beherskede mængder. Med andre ord – endnu en anledning til at diskutere det, hun virkelig kan: køn – splittet mellem natur og kultur.

Rigeligt med drama

Vi er nået til 1905, hvor der er uro i kolonierne og rumlen i Rusland og derfor nok at se til for den politisk aktive lord Robert Dilberne, der stadig er venner med kongen og derfor indvilliger i at lade sit og lady Isobels herresæde danne rammen om en royal jagt.

Læserne husker måske omtalen af et vådeskud allerede i trilogiens første del, og uden at røbe noget kan man roligt sige, at drama er der rigeligt af her i tredje. Som sagt, en del omhandlende hvad der sker og ikke sker i diverse senge.

Desværre synes den rolige, lune fortællerytme fra første bog erstattet af myldrende intriger og en mere forceret tone . Nok er det ’nye tider’, men det ville have klædt Weldon at slå hælene i og give sin storladne fortælling en lidt mere adstadig afslutning.

Ikke kun af hensyn til tyendet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce