Rejsende. Stoppestederne på ruten mellem København og Kalundborg udgør bogens kapitler, hvor passagerene er genstand for fortællingerne.
Foto: Morten Bjørn Jensen (arkiv)

Rejsende. Stoppestederne på ruten mellem København og Kalundborg udgør bogens kapitler, hvor passagerene er genstand for fortællingerne.

Skønlitteratur

Pendlerportræt balancerer hårfint mellem skarpt og klichefyldt

Simon Fruelund portrætterer danskerne på sporet mellem Kalundborg og København

Skønlitteratur

»Hun er sygeplejerske og frivillig i Hvalsø Bio. Hun passer cafeen og er med til at dele programmer ud til medlemmerne. Hun elsker operatransmissioner fra Metropolitan i New York«.

Mere skal der ikke til. Et par korte sætninger, og så har du en dansker, en togpassager og en skæbne.

Over 185 sider og en togtur har man et helt udsnit af befolkningen: pendlerne.

Efter en udflugt til noget, der mindede mistænkeligt meget om det egentlige plot i ’Panamericana’ og ’Verden og Varvara’ er Simon Fruelund vendt tilbage til den rå katalogisering af danskere, den slices of danes-agtige prosa, der gav ham en slags gennembrud med romanen ’Borgerligt tusmørke’ i 2006.

Denne gang er vi på et tog fra Kalundborg mod København, hvis stoppesteder udgør en slags kapitler, og hvis passagerer er genstand for de korte, præcise portrætter, som vel efterhånden er Simon Fruelunds signatur.

Tæt på karikatur

Det er stadig den ordknappe minimalisme, der karakteriserer Fruelunds stil. Sætningerne er korte, indledes ofte med ’Han’ eller ’Hun’ og bærer ikke nødvendigvis bro til den foregående sætning. Det fungerer rytmisk og også karakteriserende godt et stykke af vejen, men pga. af den manglende sammenhæng får det også Fruelunds danskere til at virke mere enfoldige, end jeg egentlig tror, det er ambitionen.

LÆS ANMELDELSE

For lige så skarpt og spiddende det kan være, lige så faretruende tæt er det på karikatur, når Fruelund overgør sine minimalistiske strategier. Særlig slemt, når den fornemmelse af, at der er mere til historien, som er helt afgørende i minimalismen, fordufter.

Hør f.eks. her om kvinden, der stiger på toget i Holbæk: »Hun er mor til tre og bor i Ladegårdsparken. Hun har dem med tre forskellige mænd, og den ene er mere håbløs end den anden. Hun er holdt op med at drikke alkohol for hun stoler ikke på sig selv når hun har fået mere end to genstande. Hun er begyndt at gå til zumba«.

De tre første sætninger tegner konturerne af en trist fortælling om livet i Underklassedanmark. Den sidste sætning er forfatterens slapsticksyl, der punkterer sin egen karakter og reducerer hende til en kliche, vi alle sammen kender.

Et hav af klicheer

Faktisk er Fruelund bedst, når han bevæger sig lidt væk fra de ensartede sætningskonstruktioner og giver mulighed for, at der faktisk dannes et rum, hvor der er andet end trist eller sjovt: »De spiste skrubber og bollede og drak tre flasker vin, og siden har han ikke haft lyst til at se hende«, lyder det f.eks. et sted om en mislykket date.

LÆS INTERVIEW

Som læser kan man jo så sidde og tænke lidt over, om det er skrubberne, sexen eller vinen, der har dræbt romantikken. Og om de mon virkelig drak tre flasker vin, efter at de har haft sex. Og om det store kvantum alkohol mon er udtryk for hygge eller uhygge?

Pointen er vel, at tid og begivenheder flyder sammen i en lind strøm af ligegyldighed, men også, at der er både hyggeligt og uhyggeligt, og pas på, her kommer en kliche: en hel verden inde i den lille sætning.

På en almindelig togtur, bag almindelige ansigter, kan der gemme sig uanede dybder, og når Fruelunds prosa fungerer, er det en fornøjelse at læse ham.

Men der kan også gemme sig uanede mængder af klicheer, og når ’Pendlerne’ ikke fungerer, føles det, som om karaktererne er hentet fra manuskriptet til en lidt usjov samfundssatire på DR 2.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce