Mesterdetektiven Hercule Poirot var allerede pensionsmoden, da tyskerne i 1914 skyllede infamt og brutalt ind over hans lille land, Belgien. Som enhver ægte fransktalende belgier gik han til modstand, blev såret og kom til Storbritannien i 1916. Resten er historie.
Hercule begyndte som privatdetektiv i London i 1920 og afsluttede i 1975 sit sidste job under navnet ’Tæppefald’. Til stor sorg for sine millioner af venner døde den lille runde og tapre belgier og gik til de evige jagtmarker for store detektiver.
Nogle mener, at han var den største af slagsen, men sig det endelig ikke i nærheden af Baker Street 221B. Hans mor, Agatha Christie, var i øvrigt år før blevet træt af hans små grå celler, overskæg som en skovsnegl med enderne opad, hans nonchalante stok med sølvhåndtag og især hans franske krukkeri og klæder.
Mindre kvalm aftershave
Den britiske forfatter Sophie Hannah har i mangel af bedre og som trøst skrevet en gedigen pastiche på en klassisk Hercule Poirot-roman, ’Monogram-mordene’. Sågar sat i det Herrens år 1929 og altså i den klassiske whodunits guldalder.
Hannah er ikke hvem som helst. Hun har selv skrevet fine thrillers, en blanding af psykologi og politirutine, og er agtet som en dreven plotmager. Og er en anerkendt poet, som i 2007 blev indstillet til T.S. Eliot-prisen for en meget populær digtsamling.
Herhjemme har DR sendt den fremragende fjernsynsserie ’Case Sentitive/Forfulgt af en løgn’ over to af hendes krimier. Så hun har sagerne i orden til at genåbne arkiverne.
På sæt og vis leverer ’Monogram-morderne’ varen tæt på det ægte og så alligevel ikke helt. Hannahs Poirot taler mere og bedre fransk end Christies og har også fået et strejf af mere mandig pomade, mindre kvalm aftershave.
Sagen er lige efter bogen for den klassiske formel. En bly kvinde betror gådefuldt Poirot, at hendes liv er i fare. Omstændigheder, som snart knyttes til tre mystiske lig med en manchetknap med monogram i munden. Alle fundet på værelser på et af epokens mondæne og grande luksushoteller.
(pseudo) psykologiske forklaringer
Vi taler naturligvis om periodens store slagnummer i genren, mord i det lukkede rum. Under læsningen var jeg da også tæt på at høre den fremragende engelske skuespiller og bedste Poirot på film David Suchets læspende fransk-engelske i lange udredninger og evindelig selvros, akkompagneret af et ’madame’ eller et mademoiselle’. Men så holder ligheden op mellem matrix og kopi.
En typisk Agatha Christie-roman sneg sig op på ca. 250 sider, gerne mindre end mere, men denne sag er på 346 sider, altså 100 mere. Og de bruges til præcis det, som Christie stort set aldrig begav sig ud i, nemlig (pseudo)psykologiske forklaringer.
Hvor patienter og klienter slog ihjel, fordi de havde siddet skævt på potten i et mørkt værelse eller var blevet tæsket med en røget ål i børnehaven. Christies verden er så godt som fri for Freud og Co. Uden betydningsfulde flashbacks eller enetaler fra sofaen med en buket neuroser eller psykoser.
Ikke det rigtig stof
Motiver hos Agatha er ligesom hendes retsopfattelse strikt gammeltestamentlige: grådighed, jalousi, hævn, misundelse, ofte som sociale mindreværdskomplekser.
’Monogram-mordene’ er da både underholdende, dreven og velskrevet. Alligevel metadon i stedet for det rigtige stof.
PS Samme forlag sørger for, at ufortyndet eller opblandet Christie igen er på gaderne.
