Tennistekster. David Foster Wallaces essay om Roger Federer, for eksempel, bliver fantastisk fordi Walle er grebet af spillet.
Foto: Pr-foto (arkiv)

Tennistekster. David Foster Wallaces essay om Roger Federer, for eksempel, bliver fantastisk fordi Walle er grebet af spillet.

Skønlitteratur

Samling af essays og artikler rummer desperation og smukke øjeblikke

Ny tekstsamling introducerer den afdøde David Foster Wallace i Danmark.

Skønlitteratur

Meningen med livet er hverken lykken eller kærligheden. Det er derimod, at tilværelsen skal være så tilpas uholdelig, at man ikke tager sit eget liv: »Sandheden med stort S handler om livet før døden«, siger den amerikanske forfatter David Foster Wallace i en tale for kandidaterne på Kenyon College, Ohio, i 2005: »Det handler om at blive tredive eller måske endda halvtreds uden at få lyst til at skyde sig en kugle for panden«.

Det er nemlig ifølge den dengang 43-årige Foster Wallace »ubeskriveligt svært at gøre det – at leve bevidst, voksent, dag ind og dag ud«.

Hverdagen er således en kamp på liv eller død for den amerikanske forfattere, der blev berømt med sin over 1.000 sider lange debutroman ’Infinite Jest’, som finder sted i en rædselsversion af USA. Ikke et sted, man har lyst til at leve videre.

Med sin særlige avancerede, eksperimenterende og detaljerede stil blev Wallace en stjerne for sin generation af yngre amerikanske forfatter og et forbillede for dem, som kommer efter. Hans skønlitterære bøger er endnu ikke oversat til dansk, men nu udgiver forlaget Klim et udvalg af hans essays og journalistiske reportager i samlingen: ’Dette er vand’.

På kanten af menneskenes verden

Og Wallace skriver som en mand, der står på kanten af menneskenes verden: Han rækker ud efter det menneskelige fællesskab, men han får ofte ikke rigtig fat. Det er det, som for ham er så helvedes besværligt. Han er fortvivlet over konflikten mellem barnetroen på, at vi hver især er verdens centrum, og det voksne menneskes uundgåelige erkendelse af, at vi alle er verdenshistorisk aldeles ligegyldige. Det er ikke angst, skriver han: »Det er snarere en trang til at dø for at blive fri for den uudholdelige følelse af at erkende, at man er lille og ubetydelig og uden den ringeste tvivl er forudbestemt til at dø. Det er trangen til at springe over bord«.

Indimellem skriver han meget lange reportager på afstandens indsigt. Han er med på et luksuskrydstogt, som for hans blik bliver et afsindigt, absurd scenario, og han tager på Illinois State Fair, hvor han forundret betragter de forlystelser, de andre tilsyneladende finder både ophidsende og tilfredsstillende. Han konstaterer for sig selv, at han ikke ser nogen mening i at hænge med hovedet nedad i drabelige rutsjebaner: »Jeg bryder mig ikke om store folkemængder, skrig, øredøvende larm eller høje temperaturer«, skriver han.

Hans indstilling minder lidt om dem, der til en fodboldkamp spørger om, det ikke ville være nemmere, hvis hver enkelt fik sin egen bold, så de slap for at løbe rundt og kæmpe om den eneste kugle på banen. Fordi han ofte ikke bliver grebet af det sociale spils logik, er han god til at gennemskue vores livsformers meningsløshed. Det er morsomt og inspirerende, men det bliver også underligt overfladisk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Federer-øjeblikke

Hans essay om den schweiziske tennisspiller Roger Federer bliver fantastisk, fordi Wallace er grebet af spillet. Han redegør for nogle såkaldte Federer-øjeblikke, som enhver tennisentusiast har oplevet, når Federer pludselig slår et slag, der burde være umuligt. Man sidder bare med store, stirrende øjne og udstøder uforståelige lyde.

Således beskriver han et af sine egne ’Federer-øjeblikke’: »Jeg ved ikke, hvilke lyde, der kom ud af mig, men min kone siger, at hun skyndte sig ind i stuen, at der var popcorn spredt ud over sofaen, at jeg lå på det ene knæ, og at mine øjne lignede noget, der var på vej ud af en spøg-og-skæmt-forretning«. Så godt skriver Wallace, når han skriver bedst. Han træder ud af sig selv og gør tilskuerens iagttagelser til sin selvbeskrivelse. Sådan beskriver man et ekstatisk øjeblik foran fjernsynet.

Desværre kunne Wallace i det lange løb ikke selv holde livet ud; han begik selvmord i 2008. Men når man læser hans essays i dag, er der momenter, hvor man uvilkårligt udstøder underlige lyde og ser på verden igen med opspilede øjne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce