Metoden. Ken Folletts metode indbefatter, at han blander navngivne historiske personer med fiktive og skriver om noget, der kunne have fundet sted, og som han sætter sine opfundne personer til at bevidne eller være aktører i.
Foto: Lasse Kofod

Metoden. Ken Folletts metode indbefatter, at han blander navngivne historiske personer med fiktive og skriver om noget, der kunne have fundet sted, og som han sætter sine opfundne personer til at bevidne eller være aktører i.

Skønlitteratur

Ken Follett bevæger sig ind i magtens maskinrum i ny bog

Det afsluttende bind i trilogien om det 20. årh behandler den kolde krig.

Skønlitteratur

»Demonstranter har stor gennemslagskraft, men i sidste ende er det regeringer, der ændrer verden«.

Det synspunkt lægger Ken Follett i munden på en af romanens helte, den unge sorte Harvard-uddannede jurist George, der er ansat som en af Robert Kennedys nærmeste medarbejdere i justitsministeriet. Hans veninde mener, at han bare er en kransekagefigur – det ser godt ud af have en sort i administrationen.

Selv vil hun hellere kæmpe for gennemførelsen af borgerrettighedssagen som assistent for Martin Luther King.

I den anden ende af verden kæmper russiske Dimka, der ligesom George er helt tæt på magtens centrum. Han tror på, at man kan reformere det kommunistiske system indefra. Begge mænd kommer til at sande, at uden stærke bevægelser nedefra flytter historien sig ikke. Og penge spiller ikke overraskende en lige så stor rolle.

Vidt omkring

Ken Follett interesserer sig for vekselvirkningen mellem folkelige bevægelser og stærke mænd i verdens mest magtfulde positioner. Han afslutter sin kæmpetrilogi om 1900-tallet fra Første Verdenskrig til Murens fald – ekstremernes århundrede, som det er blevet kaldt – med det 1.104 sider lange bind ’På kanten af evigheden’.

Det efterfølger de to lige så digre bind ’Giganternes fald’ og ’Verdens vinter’. Nu er vi kommet til 1961, hvor Muren bygges, og vi slutter med, at den rives ned i 1989.

Vi kommer vidt omkring. Fra The Freedom Riders i 60’ernes USA, hvor de sorte sammen med hvide sympatisører kæmper for, at borgerrettighederne ikke bare er ord på papir. Til Sovjets diktatur og kollaps og Østeuropas indespærring og befrielse. Cubakrisen, Vietnamkrigen, Watergateskandalen, det polske Solidaritet. Vi får det hele frisket op, flankeret af de store taler – Martin Luther Kings ’I have a dream’ og John F. Kennedys ’Ich bin ein Berliner’.

Dem sætter Follett så nogle af personerne i sit enorme persongalleri til at lytte til, ligesom han sender nogle af dem ind i regeringskontorerne, ud i bevægelserne eller bare ud i gaderne og ind i musiklivet for at være unge, nye og frie. Og hermed er vi nede i dagliglivet hos de fem familier, vi kender fra de forrige bind, den amerikanske, den russiske, den tyske, den engelske og den walisiske familie, alle er de på sindrige måder blandet ind i hinanden.

FIktiv historieskrivning

Kuppet i en historisk underholdningsroman er jo altid at personificere historien. Follett vil både ind i magtens maskinrum og ned i de almindelige menneskers historie. Kan man blande navngivne historiske personer med fiktive? Follett gør det, ikke så lidt dristigt, og han har en gang for alle forklaret det i et efterord til bind 1.

Han skriver om noget, der kunne have fundet sted på den måde, og som han sætter sine fiktive personer til at bevidne eller være direkte aktører i. Ingen professionel historiker ville formentlig klappe i hænderne ad det greb, men dramatisering fremmer forståelsen, og så må historikere ellers bedømme, om portrætterne af Kennedyerne, Nixon, Reagan, Khrusjtjov og alle mulige andre har noget i sig.

Han skriver frisk til og maler også kraftigt med den brede romantiske pensel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle får den, de skal ende med at have – efter visse fejltagelser. Kvindebevægelsen fylder meget lidt i det nye bind, selvom han hylder de stærke kvinder fra bund til top.

De skal helst være tapre, idealistiske og ikke mindst støtte deres mænd. Det har de så også gjort i alle bind, og sådan bliver det ved nu, hvor det er børnebørnenes historie, der skrives. Dimkas første kone er dum og besat af opstigningssyge. Georges første kone er intelligent, men egoistisk. Mændene slipper heldigvis af med dem. Og ender med at vælge de rigtige kvinder.

Ud med de finlitterære briller

Dette bare en lille feministisk bemærkning til et værk, der imponerer med sin stofrigdom og vilje til at omsætte den historiske udvikling i konkrete scener, så enhver læser kan følge med. Det er professionel bestsellerlitteratur, det her.

Det giver ikke mening at bedømme Folletts mammutværk værk med finlitterære briller. At sætte pegepinden på triviallitterære tricks er let nok, men i hvert fald kan han det her: stimulere interessen for historiens bevægelse. Hvad der driver den, og hvilke muligheder og tab, gevinster og omkostninger der er for det enkelte menneske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce