Pseudonym. Bag navnet Robert Galbraith står J.K. Rowling.
Foto: Dan Hallman/AP

Pseudonym. Bag navnet Robert Galbraith står J.K. Rowling.

Skønlitteratur

Harry Potters mor er mere Dorothy Sayers end Raymond Chandler

Men Robert Galbraith er stadigvæk sin egen med sin traurige privatdetektiv.

Skønlitteratur

Lakmusprøven på en god og velkomponeret krimi er, hvordan den tackler mellemakten, fyldet i midten mellem mord.

De mange sider mellem gerningssted og den endelige opklaring af disse forhold. Det er ikke let, og alt, alt for mange krimier bliver derfor for lange. Enten spækket med ligegyldig tomgang, stillestående dødvande eller overflødige trivialiteter.

Raymond Chandler mente, at forfatteren blot skulle smide nogle vildt skydende revolvermænd ind i handlingen, når der gik for mange engle igennem stuen. Men det går jo ikke for en krimi, der som her foregår graciøst i et sofistikeret London fjernt fra voldens og larmens Los Angeles.

Og så er forholdene jo i hjerne- og mordindustrien, at netop den klassiske engelske krimi altid har brugt at stoppe monstrummet ud med gnistrende og knastør konversation. Elegant verbal bordtennis tilsat sæd og skik, det, som englænderne kalder for commedy of manners, skærmydsler omkring takt og tone. Det er netop ud over den sindrige kriminelle intrige, den vigtige og vittige indmad i ’Silkeorm’.

En makaber historie, der rent bogstaveligt også serverer blodige indvolde, som indgang til sin litterære labyrint om mord mellem forlæggere og forfattere.

Med et hjerte af kviksølv

Akkurat London er som i Robert Galbraiths etter, ’Gøgens kalden’, den urbane hovedperson i toeren. Vel at mærke det indre af metropolen, som stadigvæk er præget af kongehus, city og klubland, administrationens og adelens hovedstad mellem White Hall og Buckingham Palace.

Sidst vi forlod den etbenede privatdetektiv og jættestore søn af en rockmillionær i Mick Jagger-klassen, Cormoran Strike, boede han beskedent, men dog rimelig fornemt og bekvemt i Denmark Street i udkanten af West End.

Med sin søde og kloge sekretær fra Yorkshire, Robin, der nok er meget forlovet med Matthew, men også lidt forgabt i sin arbejdsgiver, som nu siden sidst synes at være blevet en succesfuld snushane for det bedre borgerskab.

Den dekorerede veteran fra Afghanistan, kandidaten fra Oxford, som udenad kan citere Catul om at lære at leve med kærestesorg (romerens opus 76). Thi vor brite er ligesom den gamle latiner håbløst forelsket i sin egen Clodia, overklassesvesken, den sorthårede Charlotte, født med en sølvske i munden, men også med et hjerte af kviksølv.

Hæmningsløst herlig

’Silkeorm’ er alt i alt hæmningsløst herligt en meget litterær krimi.

En aparte og miskendt forfatter findes brutalt og burlesk aflivet. Meget lig de groteske lig, du finder i ’spanske’ tragedier af en Marlowe og en Shakespeare. Strike slår til på enkens vegne, tager sagen og sniger sig ved list og liderlighed ind i de fineste litterære cirkler. Blandt de litterater, der ifølge Woody Allen ligesom mafiaen altid er klar til at dræbe hinanden med kniv eller pen, en Colt eller en computer.

Men hvad med den fagre sekretær Robin og den toughe, traurige Strike? Venner for livet, partnere i kriminalitet eller noget med amoriner? Hed sherry og kærtegn, pink gin og platonic? Det skal ikke røbes. Men hvor ’Gøgens kalden’ snært tog den rapkæftede arv op fra Chandler og co., er vi her henrivende gået om bord i Dorothy Sayers testamente skrevet på bøttepapir med britisk tegnsætning.

Mere Peter Wimsey end Philip Marlowe, mere adagio end action, cocktails i klubben end knojern i skridtet.

Jeg synes bedre om Strikes første og noget mere modeste sag. Men uden misforståelse, denne anden har sandelig stadigvæk sin helt egen stil og tone, vanvittig velskrevet. Ganske raffineret, ganske overraskende, ganske romantisk. Som når aftenens blåbløde lys falder over indre London, og en nattergal synger på Berkeley Square.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce