Erfaring. Iben Mondrup viser med sin nye roman, at hun er meget alsidig forfatter, som har sine grønlandske erfaringer siddende dybt i dna'et.
Foto: Ditte Lysgaard Holm(Arkiv)

Erfaring. Iben Mondrup viser med sin nye roman, at hun er meget alsidig forfatter, som har sine grønlandske erfaringer siddende dybt i dna'et.

Skønlitteratur

Smuk roman om spirende seksualitet emmer af uforløst begær

Iben Mondrup bliver ved med at bryde imponerende litteratur ud af Grønland.

Skønlitteratur

Der er noget knugende over Iben Mondrups nye bog, ’Godhavn’ .

Knugende stærkt, men også knugende i den desperation og fortvivlelse, der skrives frem om livet som barn i Grønland for 30 år siden.

I en kort prolog og tre dele bliver der fortalt om og gennem Bjørk, Knut og Hilde: børnene i en dansk tilflytterfamilie, der i Godhavn langt mod nord kæmper med den usikkerhed, der kommer af at leve som fremmede i et samfund fremmed for sig selv. Samtidig med at de skal navigere i en verden af både barnlig og spirende voksen seksualitet, der truer med at ødelægge den skrøbelige orden.

Minimalistisk isbjergsteknik

Fortællingen spænder over næsten et år, hvor frustrationerne over at begære sine venner, sine søskende, sine forældre og sin kæreste og aldrig at kunne være helt sikker på sig selv eller sin plads i flokken, vises gennem de tre søskende.

Her er det den yngste, Bjørk: »Så trækker hun sin bluse over hovedet og gnubber den godt imod håret; strikblusen fyldes af gasblå glimt; man kan næsten lugte elektriciteten. – Jeg gider ikke være nøgen mere, siger Jakob og tænder lyset i loftet. – Du aner ikke, hvad det vil sige at være nøgen, siger Bjørk«.

Læg mærke til semikolonerne; de optræder flittigt og fungerer som en slags omvendt minimalistisk isbjergsteknik.

I stedet for at lade noget være ufortalt dvæles der barnligt fascineret ved detaljer og årsagssammenhænge.

Mere præcist: Hvis fortællingen er et kamera, er det en slags optisk zoom, der hjælper fortælleren med at komme ned i børnehøjde. Omstændeligt, kunne man tro, men overhovedet ikke, fordi Iben Mondrup skriver et fantastisk rytmisk og organisk dansk, hvor de mange metaforer og sammenligninger aldrig rager op som klodsede isbjerge, men, som i citatet her, danner bro mellem børnene og den natur, de er så uundgåeligt indlejret i:

»Han har flere forskellige flokke, som han hører til i, og kommer han forbi et fremmed territorium, bevæger han sig derind uden at være bange. Knut har sin egen flok, ingen er nogensinde helt alene. Knut er som Bjørk og Hilde en del af det elastiske spind, som deres forældre producerer af et særligt klæbrigt spyt, som kitter dem sammen til en helhed«.

Uforløst begær

Selv om naturen og Grønland også har en central placering i ’Godhavn’, har perspektivet flyttet sig fra ’Store Malene’.

Hvor naturen her talte konkret metaforisk sammen med karaktererne og vel nærmest var en karakter i sig selv, er naturen og den rå grønlandske virkelighed med alt dens alkohol, blod og menneskeædende hunde, en barsk og konkret, naturalistisk kulisse for det tidsbillede af et nærmest raceadskilt Grønland for 30 år siden, som ’Godhavn’ også er.

Der er også smukt i ’Godhavn’, skal det siges. Naturen er også smuk, men det er ofte knyttet til det barske og det brutale. Som når den fine sne smelter og afslører de mange hundelig, der har gemt sig under den.

Allerede Iben Mondrups to foregående romaner, ’En to tre Justine’ og ’Store Malene’, leverede vægtige argumenter for, at hendes navn sagtens kunne blive nævnt oftere og højere, når snakken falder på slagkraftig dansk samtidslitteratur.

Med ’Godhavn’ lægger forfatteren endnu et i stakken og demonstrerer samtidig, at hun er en enormt alsidig romanforfatter. Alt det uforløste begær til trods er ’Godhavn’ smukt og vellykket forløst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce