Arisk. Reinhard Heydrich har været et uhyggeligt 'forbillede' for den typiske nazist i mange kulørte krigsfilm.
Foto: AP/AP

Arisk. Reinhard Heydrich har været et uhyggeligt 'forbillede' for den typiske nazist i mange kulørte krigsfilm.

Skønlitteratur

Historisk roman om mordet på SS-general er fremragende

Roman om mordet på Reinhard Heydrich vil helst ikke være en rigtig roman.

Skønlitteratur

Oppe på Edinburgh Slot, som sådan set er ét stort krigshistorisk museum, kan vi, der aldrig bliver færdig med Anden Verdenskrig, se dokumentarfilmen om hvordan og hvorledes de to tjekkoslovakiske faldskærmssoldater, Josef Gabcik og Jan Kubis blev uddannet hos SOE, specialafdelingen for sabotage og spionage bag fjendens linjer. Til at likvidere ’Slagteren fra Prag’, bagmanden bag Holocaust, Himmlers hjerne og den eneste Hitler havde fuld respekt for, rigsprotektor og SS-general Reinhard Heydrich. Missionen som siden, ud over film om denne, er blevet kalkeret som skabelon i diverse spektakulære ramasjangfilm fra ’Navarones kanoner’ til ’Det beskidte dusin’.

Dog, i virkeligheden var missionen klart fra start ganske mislykket. Kun tysk mangel på penicillin gjorde, at Heydrich kunne dø af koldbrand. Resten er ren terror og tragedie. Ganske vist dør de modige attentatmænd heltedøden i en kirke i kamp mod overmagten. Men to landsbyer, hvor denne ene er verdenskendt som Lidice, blev totalt udslettet. Alle, som blot var i nærheden af likvideringen, kærester, slægt og venner, blev grusomt torteret, siden slået brutalt ihjel.

Realistisk og faktuel roman

Den unge franske litterat Laurent Binet har villet skrive en realistisk og faktuel roman om denne djævel i menneskeskikkelse, Heydrich, der tog det at blive kaldt for ’det blonde bestie’ som et absolut kompliment. Men ’HhhH’ bliver på grund af forfatterens fascination af sandheden om, hvad der egentlig skete den gang i Prag i sommeren 1942, til en roman om at skrive en roman. Uden klicheer, uden at opdigte indre monologer eller konstruerede dialoger mellem hovedpersoner, vi ved så lidt om.

Heydrich er rimelig nem. Der er intet, der tyder på, at han var andet end en mislykket katolsk søofficer, søn af en middelmådig komponist, som i skyggen af den onde gud, Hitler, kunne vokse sig til en teknokratisk og teutonisk psykopat. En satanisk skikkelse, siden en kliche i en hver kulørt krigsfilm, den høje lyshårede slanke ariske mand med dødningehoved i den sorte kasket på sned.

Men uvished og gådefuldhed lægger sig over alle de anonyme tjekkiske og slovakiske stakler på kurs mod selvmord og pludselig død. I alkymiens og gotikkens Prag, den underskønne stad med de mange tårne, en Golem, en Kafka, en Milos Kundera. Et labyrintisk gadenet, snoede gader og åbne pladser, lig plottet i en fiktion af Borges, om forrædere og helte.

Litterært eftertænksomme kapitler

Alt dette er med i bogens 257 korte, men meget litterært eftertænksomme kapitler, der mere og mere desperat indkredser tragediens sande kerne, synkront omhandlende forfatterens kærlighedsliv. Og med baggrund i Binets familie, søn af en jødisk mor og kommunistisk far, med en ægte og smertelig kærlighed til Tjekkiet og Slovakiet. To tætte nationer med vilje gået fra hinanden, men som i mellemkrigstid delte valgslægtskabet at blive groft svigtet af de vestlige demokratier.

’HhhH’ vil i nogles øjne som metaroman , hele sagens bevidste litteraritet og intertekstualitet, virke for fransk, gemacht og manieret. For os andre er romanen i den grad retfærdigt blevet belønnet med priser i sit hjemland. Frankrig som i disse år mere og mere markerer sig med nye landvindinger i diverse genrer, der naturligvis på gallisk vis diskuteres og overskrides. Så kære kulturradikale læser, vil du kun læse en bog om Heydrich og Hitler, djævelen og den onde Gud, så må det blive denne her!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce