Antihelt. Thomas Rydahl har begået en unik hovedperson i familie med den elskede tv-antihelt Colombo. Og formået at give ham og hele bogens verden originalt liv.
Foto: Ninna Flor

Antihelt. Thomas Rydahl har begået en unik hovedperson i familie med den elskede tv-antihelt Colombo. Og formået at give ham og hele bogens verden originalt liv.

Skønlitteratur

Debutroman om forhutlet detektiv har international klasse

Thomas Rydahls bog handler om Erhard, en nifingret detektiv fra Fuerteventura.

Skønlitteratur

Erhard er taxachauffør på Fuerteventura, den kanariske ferieø. Han er et sted i tresserne og kører rundt i en smadret, men pålidelig Mercedes, når han ikke er hjemme i sit faldefærdige hus ude på bjergskråningen, hvor han bor sammen med gederne Laurel og Hardy. I bagagerummet har han altid en kasse med paperbacks, for han kan godt lide at sidde hele dagen i bilen og læse. Engang var han gift med Annette, men selv om det er sytten år siden, at han forlod hende, sender han stadig penge til hende hver måned.

De lokale kender ham også som øens klaverstemmer og kalder ham Eremitten, fordi de ved, at han lever som eneboer og notorisk er en særling, som holder sig for sig selv.

Ovennævnte er langtfra hele historien om Erhard, den fascinerende hovedperson i Thomas Rydahls herlige debutroman. Den gamle gut i det krøllede tøj er nemlig udstyret med et sjældent veludviklet moralsk kompas, som i forening med en ditto dødsforagt langsomt driver ham dybere og dybere ind i mysteriet om, hvordan liget af en lille babydreng er havnet i en papkasse i en splinterny bil, som en dag står nede på stranden.

Slidt af livet

Erhards retfærdighedssans, forhutlede fremtoning og excentricitet gør ham til en af de mest særprægede detektiver, man kan møde i disse års spændingslitteratur. Han er slidt af livet, har ikke været sammen med en kvinde siden Annette, er på en måde havnet uden for tiden, men gåden om drengen vækker ham. Det solidariske portræt af Erhards maskuline genopstandelse er intet mindre end fremragende.

Erhard mangler i øvrigt en finger, som engang blev hugget af som straf for noget, han gjorde hjemme i Danmark. Efter at Bill Hajij, en af de lokale, en dag kører galt og bliver knust, finder Erhard hans ringfinger, som stadig bærer Hajijs forlovelsesring. Han skjuler ringen og sætter fra tid til anden den afrevne finger fast på sin egen hånd med gaffatape.

Erhard er ven med Raul og hans skønne kæreste, Beatriz, som Erhard er småforelsket i. En dag finder Erhard Beatriz så forslået, at hun er bevidstløs, og det er øjensynligt Raul, der er søn af øens anløbne rigmand Emanuel Palabras, som har slået hende.

For at redde den komatøse kvinde, men også, fordi han pludselig har mulighed for at være tæt på Beatriz, placerer Erhard hende i hemmelighed i en respirator hjemme hos sig selv. Han presser en læge til at komme med udstyret og til at tilse Beatriz. Hun ligger i Erhards seng, han sover selv på sofaen, alt er meget ærbart.

Rummer utallige sære detaljer

At sætte en anden mands finger på sin hånd er bizart, og hvad skal man lægge i forløbet med Beatriz? Denne sanselige roman består af mange lag og rummer utallige sære detaljer, som ikke altid forklares, men på snurrig vis alligevel bidrager til at fremmane hovedpersonens indre.

Kriminalgåden, som ved første øjekast synes meget lille, bliver stor og kompleks. Den spæde dreng i papkassen viser sig at have forbindelse til omfattende korruption og forsikringssvindel i stor stil, og det, der begyndte med en mystisk bil på en strand, som ingen ville kendes ved, og et drengebarn, som ingen mødre efterlyste, får pludselig dramatisk forbindelse til både moderne pirater og store koncerner ude i verden.

Erhards opklaringsarbejde begynder hurtigt at genere både politi og forbrydere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Længsel efter kærlighed

’Eremitten’ er også en historie om et opsparet behov for at leve et anderledes liv og en mands længsel efter kærlighed.

Ligesom Thomas Rydahl kan skrive om svedne landskaber, så man næsten mærker solens hvide tyngde i nakken, præsterer han noget ganske særligt i skildringen af en ældre mand, der mærker de hengemte parringsinstinkter vågne.

Kapitlet, hvor miraklet pludselig sker, og Erhard, svedig og ubarberet, pludselig befinder sig i en overvældende og pragtfuld seksuel situation, mens han samtidig tænker, at han burde have skiftet underbukser, minder om, hvor sjældent det er, at ældre mænds seksualitet optræder i litteraturen, hvor det til gengæld vrimler med kvinder. Åh, Erhard, hvor man dog under dig det knald!

Det starter med næsten ingenting, men når man har læst sidste side om Eremittens risikable meritter, er man suset igennem et dragende drama, hvis utrolige hovedperson man gerne hører meget mere til. Erhard Joergensen, den nifingrede detektiv og romantiker fra bjergsiden på Fuerteventura, er åndsbeslægtet med tv-seriens nussede Colombo, men er helt sin egen. Man ønsker ham masser af nye eventyr. Thomas Rydahls debutroman har internationalt format.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce