Menneskesyn. At beskrive mennesker uden at ødelægge dem er den svenske forfatter Sara Stridsbergs erklærede poetik.
Foto: Ditte Valente (arkiv)

Menneskesyn. At beskrive mennesker uden at ødelægge dem er den svenske forfatter Sara Stridsbergs erklærede poetik.

Skønlitteratur

Svensk forfatter skriver som en velsignelse om sindssygehospitalet

I Sara Stridsbergs 'Beckomberga' flettes mørket og lyset helt ind i hinanden.

Skønlitteratur

Lyset er mørkt, og det mørke lyser. Sådan er det i Sara Stridsbergs ode til et fristed for de faldne, for dem, der har sindet fuldt af mørke. Hos Stridsberg skildres de trods alt dette mørke som en slags lysengle. Faldne engle måske. De er mørkevæsener, men de er også lysvæsener.

I sceniske kapitler får vi billeder fra det psykiatriske hospital Beckomberga uden for Stockholm. Her besøger jegfortælleren, Jackie, som ung pige sin far Jim, kaldet Jimmie Darling. En charmerende mand, der har en evne til at »holde hof«, samle de andre patienter omkring sig i den smukke hospitalspark og få dem til at le.

Jim får sin datter til at føle, at hendes familie er velsignet med et særligt lys. Men de er ligeså velsignet med et særligt mørke. Jim er fuld af død mor, af død mor, der ikke vil dø, af sin selvdøde mor, der bar livets navn, Vita: »Han sluger to hundrede sovepiller, men han udsletter hverken hende eller sig selv, hun er stadig inden i ham som et ansigt lige under vandoverfladen, marmorblegt med udviskede konturer«.

Karakteristisk montagestil

Scenerne fra Beckomberga anno 1986 skifter med scener fra det indre Stockholm. Lejligheden, hvor Jackie vokser op med sin læsende mor, Lone, der siden tager på langfart for at fotografere verdens katastrofer. Lejligheden, hvor hun som voksen bor alene med sin søn, Marion, der har samme lysende blå øjne som faderen (også øjnenes blå er en slags lysende mørke eller mørkt lys).

I den montagestil, som er karakteristisk for Stridsbergs romaner, isprænges beretningen endvidere passager om hospitalets arkitektur og historie og scener fra den sidste patients sidste samtale med den sidste overlæge.

Karakteristisk for Stridsberg er det også at væve suggestive portrætter og landskaber ud af en håndfuld genkommende sanselige motivtråde, herunder farver. ’Beckomberga’ er vævet af motiver som hvid havfugl, blå sommerfugl, blå øjne, blå perler, sølvpels, sølvgrå Mercedes, birketræer, rød facade, guldinskription, leverbrunt søvand, hvide fjer. Og først og sidst lys, lys vævet sammen med mørke.

»Sort sol« står der flere steder, melankoliens emblem. »Sort mælk« står der også, måske lyrikhistoriens mest berømte oxymoron, hentet fra Paul Celans digt ’Dødsfuga’, men hos Stridsberg noget, den nybagte mor drømmer om, som et symbol på den skade, hun kan volde sit barn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Slot og fængsel

Fortælleren betragter Beckomberga som en del af velfærdsstatens utopi: »Det er velfærdsstatens fødsel ud af mørket. Et slot på verdens bund, som i virkeligheden er et fængsel, et palads til de vansirede og håbløse (…) En ren og oplyst hospitalssal, der sprænger sig op gennem jorden som et foster ud af sin blodige hinde« .

Beckomberga er både slot og fængsel, både plads og anstalt, både en velsignet lysverden og gennemtrængt af mørke, smerte og blod, med sin røde facade, som arkitekten kalder karmoisin, mens fortælleren sammenligner den med blod og jord. Stridsbergs magi er at skrive det utopiske frem, at formå at fremstille sindssygehospitalet som en slags paradisisk fristed uden at fortrænge mørket. Sådan kunne det være, sådan kunne det have været, sådan var det måske i glimt.

Stridsbergs Beckomberga er badet i et mørkemættet paradisisk lys; patienter og personale er belyste som hellige personer på renæssancebilleder. Der er den intelligente og elegante konservatordatter Sabina, hvis pupiller udvider sig selv i stærkt sollys, så hendes sminkede øjne ikke er andet »end sort tusch og ren smerte«. Hendes halskædes blå perler, »kornblå, indigo, azur, himmel«, der spredes i græsset, da hun overmandes af overlægen, bliver et ledemotiv i romanen, en rosenkrans at bede med, en bøn for hver perle.

Der er den store Paul, som bliver den purunge Jackies elsker; i deres møde kulminerer tætføringen af lys og mørke. Men Jackie bader sig i det lys, som Paul med sit mørke kaster ved sin side. Når hun rører ved ham, er det som at røre ved natten, men natten er »stjerneklar«, igen skrives lyset ind i mørket.

Mildt skarpsyn

Om vi er på Beckomberga eller i det indre Stockholm, om det er solstråler i parken eller lyscirkler fra lampen, altid bader fortælleren personerne i det lys, der bliver en metafor for hendes egen stemme, hendes eget milde skarpsyn. At beskrive menneskene uden at ødelægge dem er Stridsbergs erklærede poetik, og den forløser hun til fulde med disse portrætter af mennesker, som kunne kaldes sindssyge, alkoholikere, mordere, misbrugere, svigtende mødre, inkompetente forældre, men som hos Stridsberg bliver lysmættede mørkevæsener.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som kritiker føler jeg mig afmægtig over for Stridsbergs prosa. Hvordan kan jeg få dig, kære læser, til at forstå, hvor fantastisk hun kan skrive mørket og lyset helt ind i hinanden, uden at der er tale om hverken forsonende syntese, simpel kontrast eller harmonisk komplementaritet? Det kan jeg ikke, det må du selv erfare, det er en velsignelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce