Roman om Rosekrigene har hæsblæsende slagscener og mordbrande

Første bind af Conn Igguldens romantrilogi om Rosekrigene er ude på dansk.

Skønlitteratur

De engelske Rosekrige fra 1400-tallet er George R.R. Martins erklærede inspirationskilde til ’Game of Thrones’-serien. Nu har den britiske bestsellerforfatter Conn Iggulden, der er kendt for sine historiske romanserier om Cæsar og Djengis Khan, med romanen ’Stormfugl’ taget hul på en trilogi om netop Rosekrigene, angiveligt efter at have læst Martins bøger.

Rosekrigene er betegnelsen for 30 års borgerkrige, der udsprang af en fejde om kongemagten mellem adelshusene York og Lancaster. Allerede Shakespeare behandlede materialet i sine historiske skuespil: »Mit kongerige for en hest!«, råber kong Richard III desperat hos Shakespeare, da han til sidst falder af hesten under kamp.

Lige meget hjælper det; kong Richard III bliver dræbt, året er 1485, og med hans død sættes der langt om længe punktum for de mange års forbitrede magtkampe mellem slægterne York og Lancaster.

Mylder af intriger og alliancer

Conn Iggulden udfolder i sit første bind ’Stormfugl’ årene op til Rosekrigene, fra 1443 til 1453, hvor England under den svage kong Henrik VI af huset Lancaster begynder at gå i opløsning. Det er komplicerede sager med et mylder af intriger og alliancer på kryds og tværs af slægter og nationer, og man skal til at begynde med hænge godt på for at fange sammenhængene. Men det er også sine steder fængende voldeligt, og når romanen er bedst, levendegør Iggulden troværdigt datidens rå og brutale England.

Ved romanens start lægger kong Henrik VI’s to betroede mænd, spionchefen Derry Brewer og William de la Pole, hertug af Suffolk, den plan at redde England fra franske krigstrusler ved at lade kongen ægte den franske prinsesse Margaret af Anjou.

Med ægteskabet skal følge en 25-års fredsaftale med Frankrig, mod at Henrik afgiver sine engelske besiddelser i Anjou og Maine. Den svage konge følger Derry Brewers og Suffolks råd og ægter Margaret.

Og så er bolden ellers givet op til flere års blodige stridigheder og rasende beskyldninger over de tabte engelske territorier, mens franskmændene fortsætter aggressionerne og erobrer Normandiet også. Kong Henrik er syg og orker ikke magtens åg, og hans unge hustru, Margaret, må samle al sin styrke for i det tiltagende kaos at håndtere rivalen Richard af York og modstå et voksende oprør i befolkningen.

Mange fortællervinkler

Der er ingen klar hovedperson; Iggulden bringer i et upåfaldende, pletvis dog noget klodset sprog læseren gennem det dramatiske forløb via mange fortællervinkler, og således følger man ikke kun Derry Brewer, Suffolk og Margaret, men også oprørsledere, bueskytter, jøder og adelsfolk. Det lykkes ikke lige godt at skabe interesse for alle. Bedst fungerer tråden med Margaret som den i Anjou undertrykte pige, der opdager sin styrke som dronning af England.

Men hvad romanen måtte mangle i karakternuancer, opvejes til gengæld af hæsblæsende slagscener, og man oplever med gysende fryd mordbrande, overskæring af halse, bueskytters præcision og horders voldelige hærgen. Og når bogen slutter, har man ikke kun fået et detaljeret indblik i en af engelsk histories mest dramatiske perioder, man er også blevet underholdt undervejs.

Nok er Iggulden ikke Shakespeare, men mindre kan også gøre det. Fortsættelserne skal være velkomne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce