Den unge Frank Arnesen, som indøvede sit fodboldmæssige artisteri ude ved volden på Christianshavn, udviklede sig til 'grønsværens balletmester'. Her er landsholdsspilleren i kampen Danmark-Italien i juni 1981 i Idrætsparken. Foto: Per Kjærbye
Foto: KJÆRBYE PER

Den unge Frank Arnesen, som indøvede sit fodboldmæssige artisteri ude ved volden på Christianshavn, udviklede sig til 'grønsværens balletmester'. Her er landsholdsspilleren i kampen Danmark-Italien i juni 1981 i Idrætsparken. Foto: Per Kjærbye

Skønlitteratur

Frank Arnesen var rock'n'roll

To bøger fortæller fodboldspilleren Frank Arnesens historie og hævder, at han - måske - er vores bedste spiller nogensinde.

Skønlitteratur

Et sted ude ved Christianshavns Vold står de endnu bag ruinen af en fabrik.

De tre stålrør, der udgør det primitive mål, hvor den spinkle dreng Frank i 1960'erne afsluttede sine ensomme dribleture forbi imaginære modstandere ved at score.

Igen og igen. Indtil de tekniske finesser, finterne og skuddene sad som snøret fast til hans sko, gentog han sine bevægelser. Som en ensom skyggebokser, der slog til med fødderne.

Og lod den lille bane i træernes skygge forvandle sig til alverdens store stadioner, hvor Frank ene mand sørgede for, at de mest gigantiske klubber og landshold fik klø, læsterlige klø.

I hvert fald i drengens drømme. Drømme uden ende.

Velklædt herre i habit I landsbyen Cobham, en god lang tur med et Underground-tog i sydlig retning fra London, åbnede for et par måneder siden storklubben Chelseas funklende afdeling for unge talenter.

Ved siden af verdensnavne som Deco, Drogba, Frank Lampard og John Terry løber alverdens unge talenter rundt og prøver sig selv af ved træning. Igen og igen.

Ude på sidelinjen står ofte en velklædt herre i habit og lader slipset blafre begejstret i vinden.

Frank Arnesen, chef for de i alt 36 talentspejdere i Chelsea F.C., hvis fremmeste opgave er at finde og fremelske de drenge, der kan tænde drømmen. For sig selv og alle os andre.

Et liv i evig bevægelse
Mellem de to scener ligger en af de største karrierer i dansk fodbold og et liv i evig bevægelse for Frank Arnesen, for hvem fodbold netop først og fremmest er bevægelse.

Og for (dansk) fodbold som sådan udgør de to træningsbaner de foreløbige poler i en udvikling fra amatørpræget leg til en sportslig og underholdningsmæssig millionforretning, der måske er den største samlende kulturkraft i den moderne verden.

Udviklingshistorien for Frank Arnesen og moderne fodbold fortælles over næsten 700 sider i hele to samtidige bøger om darlingen fra det berømmede firserlandshold.

Både Jens Arnesens 'Frankie Boy' og Ole Sønnichens 'Arnesen - fra gavflab til fodboldboss' udkommer i disse dage.

Sjældent eller vel rettere aldrig tidligere er en dansk fodboldspiller, inklusive Michael Laudrup, blevet beskrevet så grundigt.

»Tick, tick, få den, slå den«
Men i kraft af sin position som en magtfuld figur i store europæiske klubber som PSV Eindhoven, Tottenham og nu i mægtige Chelsea er Frank Arnesen også en af de mest fascinerende og facetterede topfigurer i dansk fodbolds historie.

Før han lod håret klippe og strammede slipset om halsen, var der dog den elskede fodboldspiller Frank Arnesen , som helt bevidst spillede for folket.

Den spinkle dreng, der indøvede sit fodboldmæssige artisteri ude ved volden på Christianshavn, slog igennem som teenager i sin barndoms og arbejdernes klub, Fremad Amager.

»Med sine myge bevægelser, finter, driblinger og afleveringer var den 18-årige Fremadspiller grønsværens balletmester«, skrev Ekstra Bladet om en kamp i Køge i 1975. Den hurtige spurt i nogenlunde lige linje ned mod baglinjen og de lige så hurtige som præcise afleveringer ind i feltet, som blev Frank Arnesens signatur, var født.

»I stedet var det lynhurtige boldberøringer - tick, tick, få den, slå den og så af sted! Han havde jo et bestemt moment i spillet - et trick - som også Ronaldinho bruger i dag«, som den senere holdkammerat i belgiske Anderlecht Per Frimann præcist udtrykker det i 'Frankie Boy'.

Galleriet
For os, der blev voksne samtidig med Sepp Pionteks farverige firserhold af store fodboldspillere med lige så store personligheder, var der et omfangsrigt galleri at vælge sin personlige favorit fra.

Den sympatiske og klejne konge af underhundenes legesyge kennel, Allan Simonsen. Gavflaben med de vanvittige udfordringer af eget talent, Preben Elkjær.

Fighteren par excellence, Søren Lerby. Den stabile vestjyske arbejdsmand, Jens Jørn Bertelsen. Taktikkens kølige mester, Morten Olsen.

De fleste sværgede og sværger naturligt nok til den diplomatiske og nærmest overjordiske elegantier, Michael Laudrup.

Men for mig var der aldrig tvivl om, at Frank Arnesen var favoritspilleren.

»Danmarks bedste gennem tiderne«, yndede jeg at kalde Arnesen.

Rock'n'roll
O.k., måske var Arnesen ikke helt så teknisk brillant som brødrene Laudrup, men hvad hans spinkle bentøj ikke kunne klare, havde han til gengæld i hele sin fremtoning.

Frank Arnesen var den rock'n'roll, der satte skub i det landshold.

»Er der kommet en ny bog om Mick Jagger?«, spurgte min kæreste, da hun forleden aften kom hjem og så på billedet af en langhåret mand med en mund på størrelse med en zeppeliner på forsiden af den tykke bog i mine hænder.

»Næh, det er da Frank Arnesen «, svarede jeg.

»Frank Arnesen! Kan man skrive så meget om en fodboldspiller«, lød modspørgsmålet.

Det kan man så.

Oprøret lurede
Eller rettere - det har litteraturredaktøren Jens Andersen fra Berlingske Tidende gjort.

Ligesom han før har skrevet omfangsrigt om forfatterne H.C. Andersen, Tom Kristensen og Tove Ditlevsen.

Navne, som unægtelig synes at komme fra en helt anden stratosfære end 'Frankie Boy', der ganske vist sang for på 'Re-Sepp-Ten' og har sunget Bob Dylans 'Knocking on Heaven's Door' i dansk tv, men aldrig har fremstået som en intellektuel kunstnertype.

Og dog. For tæt på den unge langhårede fodboldspiller fra Christianshavn lurede ungdomsoprøret, den danske rockrevolution med naboerne fra Gasolin' som brændstof, Christiania og de politiske dogmer, han driblede sig fri af for dog kun at ende på siderne i en af de mest berømmede romaner om fodbold i Danmark, Hans-Jørgen Nielsens 'Fodboldenglen'.

Derfor er det også befriende, at netop denne fodboldspiller får et stort og gennemarbejdet bogværk om sin karriere.

Om nogen er Frank Arnesen spilleren og personligheden, der kan bære at få sit liv oprullet i en velskrevet og gennemresearchet biografi på højde med dem, man ellers læser om store kunstnere eller politikere.

Fra gavflab til tavs forretningsmand
Jens Andersen bruger netop sine erfaringer fra de andre biografier til at vise sine læsere, hvad der driver en kreativ sjæl, hvad enten afkastet nu er litteratur eller henrykkende fodbold.

Med fine beskrivelser af tiden og samfundet omkring fodbolden som ledsager.

Ved siden af den er Ole Sønnichsens bog en mere traditionel, hurtigt læst bog om en fodboldspiller.

Frank Arnesen medvirker ikke i nogen af bøgerne, men har ikke gjort noget for at forhindre andre i at udtale sig.

Det har Jens Andersen fået meget ud af, selv om ingen af bøgerne formår at finde forklaringen på, at den engang så åbne gavflab af en spiller er endt med at være en tavs forretningsmand i verdensfirmaet A/S Fodbold.

Ude på Amager, hvor Frank Arnesen voksede op i tresserne i en af de familier, der stadig satte en ære i at holde sammen, mens de gamle mønstre skvattede sammen overalt i samfundet, var fællesskabet i højsædet.

Både derhjemme, i den skole, Frank Arnesen havde svært ved at koncentrere sig om, selv om han havde evnerne, og i de fodboldmiljøer, der trak mere end noget andet.

Det selviske
På banen var Frank trods sin fremtoning, der fik mange forsvarere til at se frem til at stå over for ham, i en klasse for sig blandt drengene.

Og han turde bruge sine evner til at skabe noget selv ved at udfordre, drible og sætte sin modstander af. Resultatet var, at trænerne i årene som drenge- og ungdomsspiller skældte den hurtige dribler ud for at være for »selvisk«.

Heldigvis var leg og umiddelbarhed stadig væsentlige dele af den danske fodboldmentalitet, så Frank Arnesen tog trods trænernes protester det såkaldt selviske med ind i sit voksne liv som spiller.

Men måske, funderer Jens Andersen, var de knubbede ord om at være for egoistisk fra ledere og journalister i ungdommen medvirkende årsager til, at Frank Arnesen alle kvaliteter til trods ikke blev et lysende verdensnavn som George Best, Maradona eller - nå ja - Michael Laudrup.

Arnesen fik nemlig lært nødvendigheden af at arbejde for holdet.

»Kynikerens rolle lå ikke til ham«
Trods sin ikke just robuste fysik var han som professionel i Ajax, Valencia, Anderlecht og PSV samt på landsholdet her, der og alle vegne.

Elegantieren blev også arbejdsmand, og det kunne benene ikke klare i længden, hvilket ifølge bogen formentlig var en af årsagerne til, at karrieren sluttede alt for tidligt med en ankelskade.

»Kynikerens rolle lå ikke til Frank Arnesen «, som Jens Andersen konstaterer om spilleren med den store følelse for det sociale.

Jens Andersen funderer over, om skaderne måske også var et resultat af spillerens psyke:

»Var det nu bare uheld? Var det ikke lige så meget på grund af en psyke, der bød ham at være her, der og alle vegne?«.

På et tidspunkt i begyndelsen af halvfjerdserne blev fodbolden og kravene til et talent som Frank Arnesen åbenbart for meget.

Dylan og Larsen
I hvert fald tog han som så mange andre store drenge fri fra boldspillet og helligede sig andre interesser som piger, øl og rockmusik.

Franks storesøster, Yvonne, blev kæreste med den 20 år ældre huspoet i Sofiegården og Gasolin', Mogens Mogensen, mens hans egen pladesamling voksede og voksede.

Det var dog mere musikken og livsstilen omkring den end stoffer og venstreorienteret politik, der trak i Frank Arnesen , der var en fast gæst på Amagers legendariske tilholdssted for utilpasset, men kreativ ungdom, Klub 47.

Han lyttede til Bob Dylan, Neil Young og sin danske lookalike, Kim Larsen, men havde ikke tid til Karl Marx og Baader Meinhof.

»... politik har aldrig interesseret mig. Min morfar var kommunist, men mine forældre kunne ikke lide at tale om politik ... Og mig var der ikke meget oprør i«, er Arnesen citeret for at have sagt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Mystisk socialisme«

Ikke desto mindre noterede den venstreorienterede forfatter og glødende Fremad Amager-tilhænger Hans-Jørgen Nielsen sig en form for »mystisk socialisme« i et samspil som det mellem de to teenagere Frank Arnesen og Søren Lerby i klubben.

Beskrivelsen kom i 1979 i romanen 'Fodboldenglen', hvori Hans-Jørgen Nielsen forklarede fodbold som »mændenes store suk efter fællesskab«.

Bogen handlede om drengene Franke (Arnesen) og Frands (Lerby), der spiller fodbold, så englene frydes.

»At have sin sjæl i fodbold, som Arnesen og Lerby havde det, er ikke stort anderledes end at have sin sjæl i kunst og litteratur, som vordende forfattere har det. Det er et spørgsmål om selvudfoldelse. Her er et kropsligt talent og en kropslig intelligens, der giver en oplevelser, som man ikke på anden måde kan få adgang til«, som Hans-Jørgen Nielsen udtrykte det i radioprogrammet 'Perspektivkassen' i 1975.

Dermed ramte forfatteren fodboldspilleren med en præcis beskrivelse.

Det hårde game Det var nemlig Frank Arnesens fodboldmæssige intelligens, der sammen med hans individuelle evner gjorde ham til en så gudbenådet spiller, at han måtte ende som professionel.

I en tid, hvor amatørismen stadig var i højsæde herhjemme, drog teenagerne Lerby & Arnesen med hver sin kæreste til Ajax Amsterdam for at lære at begå sig i den totalfodbold, hollænderne med stor succes havde 'opfundet' i halvfjerdserne med Johan Cruyff som dirigent.

De to danske 'bondedrenge' kæftede op og grinede, så de seriøse hollændere undrede sig. Men ifølge Lerby og Arnesens filosofi havde alting tre sider; en positiv, en negativ og en humoristisk.

Her - på alverdens udebaner, for nu at låne fra 'Re-Sepp-Ten' - lærte Frank Arnesen det hårde game, han i sjældent åbenmundede interview som ung spiller turde kritisere som få.

Modet til talent
De mange smertespillende sprøjter, kadaverdisciplinen, de egenrådige trænere, de falske venskaber og meget andet var store sten på den dannelsesrejse, Frank Arnesens karriere også blev.

Men amagerdrengen havde, som Jens Andersen skriver, »modet til at have talent«, hvorfor han overvandt alle forhindringer og som 24-årig var stjernen og anføreren for det hollandske storhold.

Og et omdrejningspunkt på det danske landshold, der høstede respekt og beundring, men ingen medaljer, med drømmespillet ved EM i 1984 i Frankrig og VM i Mexico i 1986, hvor Frank Arnesens udvisning i den betydningsløse sejr over Vesttyskland var en medvirkende årsag til sammenbruddet og hjemsendelsen efter det bitre 1-5-nederlag til Spanien.

Da var Frank Arnesens karriere på hæld.

Skader
Allerede i sæsonen 1981-82, da han netop var slået igennem i spanske Valencia, fik han en alvorlig knæskade, tilsyneladende ved at rejse sig for hastigt fra en stol.

Fejlbehandlinger og slid på knæet gjorde, at han aldrig fik den forventede succes i Valencia og senere Anderlecht og PSV Eindhoven, hvor en ankelskade fældede Frank Arnesen permanent i 1988.

Men i virkeligheden var det snarere de rasende ambitioner, besættelsen af fodbold, energien og den udfordrende spillestil, der fældede fodboldens danske rockstjerne før tid, mener Jens Andersen.

Som henter støtte for synspunktet hos selveste Johan Cruyff. Ifølge Henning Jensen, som i sin karrieres efterår spillede sammen med unge Arnesen i Ajax, var 'den flyvende hollænder' medvirkende til, at danskerne kom til Valencia.

Her, mente Cruyff, ville der være bedre plads til individualisten Frank Arnesen , som ikke behøvede at slide sig selv op som holdspiller på samme måde som i Amsterdam.

Andre trænere, som Arnesens store helt fra Ajax, jugoslaven Tomas Ivic, og Danmarks landstræner, Sepp Piontek, prøvede at lære Frank Arnesen at skrue ned for arbejdsraseriet.

Idolet Robson
Men uden held, og resultatet blev karrierestoppet i 1988.

Et stop, der først sendte Arnesen ud på kanten af depressionen, men hurtigt fik ham til at 'stige på et nyt tog', forfølge mulighederne, holde sig i bevægelse, sådan som hans mantra påbyder ham.

Med engelske Bobby Robson som idol søgte Frank Arnesen ind i fodbold som erhverv.

I sin sidste klub, PSV Eindhoven, blev han træner for lilleputterne og talentspejder, senere teknisk direktør. I sin tid i den store hollandske klub fra 1996 til 2004 fandt han Ronaldo i Brasilien og fik ham til PSV.

Han stod også bag skabelsen af hollandske stjerner som Jaap Stam, Ruud van Nistelroy og Arjen Robben. Alle blev de solgt videre og indbragte PSV et overskud på omkring 500 millioner kroner.

Også danskere som Peter Møller - en af de få, der har noget dårligt at sige om Arnesen i bogen - Niclas Jensen, Dennis Rommedahl, Kasper Bøgelund og Thomas Thorninger var omkring Eindhoven, mens landsmanden stod bag klubbens trup.

Det var bedrifter og indtjeninger som disse, der fik den legendariske London-klub Tottenham Hotspur til at hente ham i 2004. Men opholdet på White Hart Lane blev kort.

Tilsyneladende fiskede storklubben Chelsea ulovligt Frank Arnesen til sig på hans karrieres største kontrakt.

I Chelsea tjener Frank Arnesen angiveligt over en million kroner om ugen som cheftalentspejder og leder af klubbens fodboldakademi.

Men folk som 'The Special One', den portugisiske træner José Mourinho, vil givet mene, at Arnesens indflydelse på også den hovedrige russiske klubejer Roman Abramovitj rækker langt videre end til at hygge om nogle unge knægte ude i Cobham.

Ondt blod
Selv om José Mourinho efter sin bitre afsked med Chelsea hævdede, at han ikke kender Frank Arnesen, er der ondt blod mellem de to og mellem de britiske medier og den danske talentchef.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De mange knubbede ord om Arnesen i den engelske presse er angiveligt en af grundene til, at den engang så åbenhjertige dansker er klappet i som en østers og ikke har villet medvirke i de to biografier.

En overraskende drejning for en mand, der kun et år inde i sin karriere som leder i PSV Eindhoven talte ud i en hollandsk avis om de skandaløse forhold i klubbens ledelse, hvorpå han blev fyret.

For først at blive genansat, da ledelsen selv var sendt på porten! Nu giver Arnesen ikke interview til nogen.

»Jeg behøver ikke opmærksomheden længere, jeg har fået nok«, er manden, der i sin ungdom i Sundby Idrætspark lærte sig selv, at fodbold er noget, man spiller for at henrykke folket, citeret for at have sagt.

»Den mest intelligente«
Forhåbentlig bryder Frank Arnesen tavsheden på et tidspunkt.

For at dømme efter Jens Andersens velskrevne, underholdende og begavede bog er der masser at lære af Arnesen.

Men lad fodboldekspert Per Frimanns kløgtige citat fra 'Frankie Boy' om vennerne fra firserholdet afslutte denne artikel, og gense så nogle af Frank Arnesens flænsende ture op ad fløjen for det danske landshold for dit indre blik:

»Jeg har jo altid syntes, at Frank - og Allan Simonsen - var større spillere end f.eks. Michael Laudrup, Morten Olsen og Preben Elkjær ... Frank var den mest intelligente spiller af os alle sammen. Teknisk var han utrolig god og ikke mindre god taktisk. Det var denne særlige bevidsthed om, hvor han skulle placere sig. Michael var måske nok et større teknisk talent end Frank, men hvad angik den taktiske begavelse var Frank på det tidspunkt bedre at spille sammen med«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce