Gemmer der sig i virkeligheden en skjult samfundskritik i Jussi Adler-Olsens bøger? Kilde: Politiken.tv/ Jes Stein Pedersen, Peter Vintergaard

Skønlitteratur

Jussi Adler-Olsen leverer varen med masser af spænding

Krimien 'Den grænseløse' er rigtig spændende. Den har dog for mange gåder.

Skønlitteratur

En politimand på Bornholm skyder sig selv i hovedet foran sine kolleger.

I sytten år har han forgæves og fortvivlet arbejdet på en uopklaret sag om en ung smuk højskolepige kørt ihjel af en flugtbilist.

Sidste chance er at henvende sig til Afdeling Q, hvor vor tapre enspænder Carl Mørck residerer i kælderen.

Selvfølgelig sammen med sin tro væbner, den kaffedrikkende Assad, Rose med en erotisk antenne i højde med Eiffeltårnet og nu og da supernørden Gordon, som taler tysk-engelsk computerdansk.

Fra Bornholm til Allerød

Mørck har afvist sin bornholmske kollega, men med selvmordet går turen selvfølgelig til Bornholm. Samtidig hører vi om en pige fra Jamaica, forført og forladt i London.

Tilsyneladende reddes hun videre af en eksotisk soltilbedende kult på Øland med en karismatisk leder og dennes frenetisk skinsyge, dødensfarlige og yderst fatale veninde.

Mens Carl og co. går på opdagelse på klippeøen og andre steder i landet, sortner solen for kvinder på den svenske pendant ud for Kalmar.

Vi kommer naturligvis også til vor antihelts Arkadien, det nordsjællandske Allerød, hvor døden findes i form af den lammede Hardy. Vennen og øjenvidnet til sag og årsag til serien, endnu ikke opklaret i bund og grund.

En rigtig stor Jussi

Hvis ’Den grænseløse’ var en drink, ville du kalde den en rigtig stor Jussi. En stærk cocktail i højt glas med sort paraply og en skive bitterlemon.

Du har smagt den før i mindre udskænkninger, Adler-Olsens sideantal er støt steget per bind.

’Kvinden i buret’ var således på sølle 378 sider, her får du over 150 sider mere.

Men rystet professionelt og fermt skænket med samme stærke ingredienser af frygtelige omstændigheder og gådefulde motiver.

Gerne garneret med en forhalet og grusom dødsproces.

I plot og i sæk

Just som i den grusomme børnevise ’Bro, bro brille, klokken ringer elleve’ bliver ofret nemlig sjældent nappet i første omgang, men i sidste og sadistiske ende.

Atter lagt arkitektonisk ind i forfatterens vanlige opsætning med to intrigante historier, som første sent i strukturen linkes til hinanden solidt som tunge godsvogne på en sinister togstation.

Til slut flot Kehraus med redning i sidste øjeblik samt endnu en overraskende drejning, sågar her hængende på en rigtig klippekant.

Overmåde dygtigt lavet, skruet godt sammen med spegede spor og aldrig et helt kedeligt kapitel.

Så lad mig forsikre alle forfatterens millioner af fans over den ganske verden: Her får du både i plot og i sæk, din sorte sjæl hvad vil du mere?

Hvem, hvis og hvorfor?

Måske at Assad mere ligner ham fra filmatiseringerne, snarere en smart citybeduin end gentagelsernes kameldriver.

Eller at der skrues lidt ned for handlingens mange personer i camouflagetøj.

Og hedder Assad i virkeligheden Said? Hvorfor påstår Rose, at hun er søster Vicky?

Og kunne man nedskyde Mørcks egne mange ugler hjemme i den vendelboske mose med far og mor, hele den pukkelryggede familie? Hvem skød Hardy til grøntsag?

Således er der i mine øjne lidt for meget hvem, hvis og hvorfor kører bussen aldrig helt hjem.

Heldigvis følger fortsættelse, heldigvis varer Jussi lige til påske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce