Vinder. Kjell Westö har tidligere skrevet bogen 'Lang', som politikens anmelder May Schack kaldte »uimodståelig«.
Foto: CATA PORTIN/Cata Portin

Vinder. Kjell Westö har tidligere skrevet bogen 'Lang', som politikens anmelder May Schack kaldte »uimodståelig«.

Skønlitteratur

Prisvinderroman: Fremragende fortælling om hvad der kan ske, hvis ingen tør sige fra

Årets nordiske litteraturprisvinder viser hvordan et brutaliseret sprog kan lede til overgreb og krig.

Skønlitteratur

Nordisk Råds Litteraturpris gik endnu en gang til en historisk roman, men fordi borgerkrigen i 1918 stadig er et åbent sår i Finland også til en roman, som taler med stor tyngde ind i den finske nutid.

Opgøret mellem de røde og de hvide dengang i Finland var nådesløst, og personkredsen i Kjell Westös roman, som foregår tyve år efter borgerkrigen, er formet både af fortidens grusomheder og af de politiske jordrystelser, som de mærker udgå fra nazismens skingre epicenter i Berlin.

Mest martret af fortiden er fru Wiik, som er sekretær for advokat Claes Thune, som tilhører det lille aristokrati af svensktalende finner i hjertet af Helsingfors. Hun er pligtopfyldenheden selv, proper, punktlig og pertentlig, men bag facaden slås hun med minderne om dengang i lejren.

Hun var en af de røde og blev taget som 16årig. Hun måtte klæde sig nøgen og lade sig befamle ved ankomsten. Som alle andre måtte hun spise bark for at overleve. Hun så folk få skudt hovedet af så kraniekassen splintredes og blodet sprøjtede, hun så nyfødte babyer blive smidt op på ladvogne og kørt væk, og så husker hun nætterne.

De nætter, hvor ’Kaptajnen’ tog hende med vold. Han kom altid snigende i mørket. Lagde hånden over hendes mund så hun ikke kunne skrige og knapt kunne få vejret.

Onsdagsklubben

Borgerkrigen i Finland må være den i særklasse mest traumatiserende begivenhed i Norden de seneste hundrede år. Omkring 37.000 mennesker døde i de knap fire borgerkrigsmåneder. Tre fjerdele af de omkomne var arbejdere fra den røde lejr, langt de fleste døde af sult og pinsler i lejrene.

Om dette skriver Westö intet. I stedet lader han fru Wiik mindes sin egen historie.

Fru Wiik, som bor alene efter, at Hannes forlod hende og forsvandt, har det værst, når Miljapigen, en indre stemme, tager over. I sit sjæledyb har hun måttet gestalte denne side af sig selv som ’farlig’ for at kunne bekæmpe den, selvom det måske er et legitimt ønske om hævn Miljapigen artikulerer.

Og hævnen bliver pludselig mulig, da fru Wiik stifter bekendtskab med medlemmerne af Onsdagsklubben, som har møde i Thunes lokaler.

Klubben blev grundlagt i 1927 og består af seks midaldrende mænd, hvoraf de fire har kendt hinanden siden drengeårene. Klubbens mål er ”at bidrage til at opretholde og uddybe den politiske og kulturelle samtale på svensk i byen Helsingfors”.

Blandt de stiftende medlemmer er udover Thune, journalisten Guido Röman, digteren og skuespilleren Joachim Jary, som er af jødisk herkomst samt Robert Lindemark, der er psykiater. Senere er forretningsmanden Leopold Grönross og lægen Lorens ’Zorro’ Arelius blevet optaget.

Da fru Wiik fra kontoret ved siden af hører hans stemme ved hun, at hun endelig har mødt ’Kaptajnen’ igen.

Truende atmosfære

Onsdagsklubben er et mikrokosmos, som afspejler strømningerne i tiden. Medlemmerne er efterhånden så uenige, at Thune overvejer at foreslå klubben nedlagt. ”Berlin er kulturbolsjevismens og blandingsracernes hovedstad”, siger Arilus. Thune må konstatere, at drømmen om renhed lever stærkt hos flere af hans venner.

Hans egen smerte hidrører fra savnet af hustruen kone Gabi, som har forladt ham til fordel for Robert Lindemark. Mens den store verden skælver, er Thunes eget liv i ruiner.

Alligevel har han overskud til at skrive et indlæg mod tidens nationalisme i Svenska Pressen og bliver efterfølgende slået ned af ukendte nationalister. Der begynder at cirkulere rygter om, at han har ’urent blod’ - ’visse semitiske arveanlæg’.

Fru Wiik opfatter Thune, hvis borgerlighed, hun har lært at kende som frisindet og ret tolerant, som en god mand, men også gode mænd vil helst glemme at lejrene havde eksisteret, tænker hun.

Jary får det værre og værre og er ofte indlagt på det psykiatriske hospital, hvor Lindemark arbejder. Thune opfatter ham som ’en skrøbelig person’, der synes at bukke under for sit ”mere og mere febrile fantasiliv”.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Medlemmer af klubben lægger mærker til at Jary ”betoner sin jødiskhed på en måde, der virker næsten selvdestruktiv i den atmosfære der råder nu”. Det falder hverken ham eller de andre i Onsdagsklubben ind, at den egentlige årsag til ’skrøbeligheden’ er den ’betoning af det jødiske’, der udgår fra Hitlertyskland.

Centralt i romanen står Jarys overværelse af et 100-meter løb, hvor hans egen fætter snydes for sejren i alles påsyn.

Fætteren kommer først over stregen, men tildeles kun en fjerdeplads. Fordi han er jøde. Det knækker Jary – og fordi Westö skrev om det i sin roman blev det finske idrætsforbund tvunget til med 75 års forsinkelse at give virkelighedens jødiske løber Abraham Tokazier oprejsning.

Samtidsroman

Det er sit lands stærkeste stof Westö, som er kendt for sine stærke romaner om Helsingfors, har taget under overlegen litterær behandling.

Hans prosa er afdæmpet og udramatisk og det giver fremstillingen en særlig autoritet. Det komprimerede tidsforløb skaber et fortættet tidsportræt fuldt af imponerende mange detaljer.

Både det storpolitiske drama og de enkelte personers indre liv står tydeligt frem. Særligt den lille mandeklub bliver en prisme, hvorigennem det vises, hvad der kan ske med privilegerede mennesker, som lever i en periode, hvor politik af den lidenskabeligt opgejlede type truer med at blive til krig.

Og så udmærker romanen sig ved den måde Westö evner at skabe et troværdigt billede af, hvad fagpersoner i 1938 kan have gjort sig af tanker om de brændende spørgsmål inden for deres specialer. Lindemark om psykiatri og depression f.eks.

Jeg indledte med at kalde ’Luftspejling 38’ for en historisk roman. Det trækker jeg tilbage. Denne roman om året op til anden verdenskrig er en samtidsroman.

Om politisk, kulturel, og psykologisk brutalisering i et ellers moderne og oplyst land, som vi, der har hovedet fuld af droner og orangeklædte fanger, der knæler i en anden tids krig, kun kender alt for godt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Årets prisvinder er også en roman om, hvordan det er at tilhøre en forfulgt minoritet, og hvad der kan ske, hvis ingen tør sige fra, når tolerance og frisind knægtes. Det er her Westö taler stærkest ind i vor tid.

Som andre rigtig gode romaner udmærker ’Luftspejling 38’ sig ved, at læseren først sent aner, hvad det hele vil løbe sammen i. Først på den allersidste side kommer forløsningen i form af en afsløring, igen turneret helt lavmælt, som sender chokbølger ned gennem hele den fortælling, man lige har læst.

De nominerede romaner i årets felt, de danske ikke mindst, var svagere end længe, men i et hvilket som helst felt, ville Kjell Westös roman fortjene stor hæder.

Hans roman, der er blændende oversat af Jesper Klint Kistorp, er faktisk perfekt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce