Tak. »Joyce, og Iversens Joyce, sprænger hjerteskalaen. Men som det allermindste må vi stange dem seks hjerter og takke for det enorme kærlighedsarbejde, der her er gjort«, skriver Politikens anmelder.
Foto: Kippelboy/Creative Commons

Tak. »Joyce, og Iversens Joyce, sprænger hjerteskalaen. Men som det allermindste må vi stange dem seks hjerter og takke for det enorme kærlighedsarbejde, der her er gjort«, skriver Politikens anmelder.

Skønlitteratur

Fænomenal gendigtning af 'Ulysses' er vild og vanvittig

Karsten S. Iversens oversættelse af James Joyces 'bombe' er et sprudlende sprogorgie.

Skønlitteratur

Man kan ikke rigtig anmelde ’Ulysses’; det svarer til at tage tommestokken med, når man gerne vil måle højden på Mont Blanc. Men der er i dag sket noget bemærkelsesværdigt, nemlig at en dugfrisk, kunstnerisk kompromisløs og superspids oversættelse af James Joyces bombe fra februar 1922 ser dagens lys.

Ultrakort sagt er ’Ulysses’ en halvgal og genial irers vilde, overdådige, sjofle og forfinede gengivelse af en højst almindelig hverdag med højst almindelige mennesker, 16. juni 1904 i Dublin.

Teksten falder i 18 kapitler og 3 dele. Løst baseret på Homers ’Odyseen’ følger vi i kapitel 1-3, ’Telemakiaden’, den unge Stephen Dedalus, i kapitel 4-15, den midaldrende annoncesælger Leopold Bloom, en udpræget antihelt, og i kapitel 16-18, ’Nostos’, eller ’Hjemkomsten’, mødes Dedalus og Bloom og ender til slut i hans køkken over en kop kakao.

Der sker ikke så meget. Folk støder på hinanden og sludrer, Bloom køber lidt ind, der er begravelse af en Paddy Dignam kl.11.00. Blooms hustru, Molly, får det sidste ord i kapitel 18, det er »Ja«, med stort J.

Romanen er bl.a. berømt for, at Joyce anvender den såkaldte stream of consciousness-teknik, en teknik, hvorved læseren får et helt direkte og uformidlet indblik i den heksekedel af halve tanker, fragmenterede ideer, erindringer og blandede, grumsede følelser, der strømmer gennem hjernen hvert sekund.

Men i realiteten anvender Joyce nye teknikker i hvert kapitel. I kapitel 17 er det f.eks. skolastikkens spørgsmål-svar-teknik udviklet af jesuittermunkene, og i andre kapitler er det en kalejdoskopisk svingen sig fra perspektiv til perspektiv, der styrer showet, i et tredje er det peristaltik, altså tarmens bevægelser, der styrer kapitlets gang!

Teksten er en bevægelig masse

’Ulysses’ blev første gang oversat til dansk af den berømmelige Mogens Boisen i 1949. Boisen reviderede sin oversættelse to gange (1970 og 1986), men nu har selveste mesteroversætteren Karsten Sand Iversen leveret en – lad mig være helt klar i spyttet – fænomenal version, der er mindre pædagogisk forklarende og mere på vanvittig, sjofel omgangshøjde med Joyce. Og vi læsere, efter at halvdelen af det forrige århundredes forfattere tog Joyce ad notam (Pynchon, Rushdie, Beckett), er nu langt mere parate til at møde ham på hans egne betingelser; den måde, sociale og digitale medier i dag fungerer på (den flimrende samtidighed af tusind små signaler), præparerer os også bedre til sammenstødet med Joyce.

For avislæseren i 1922 var ’Ulysses’ ubegribelig, for iPad-brugeren anno 2014 er ’Ulysses’ til at gå i lag med.

Men hvordan er det nu, de første linjer lyder i de forskellige versioner: »Statelige, trinde Buck Mulligan trådte op fra det øverste af trappen; han bar en skål med sæbeskum, på hvilken et spejl og en barberkniv lå over kors. Uomgjordet bares en gul slåbrok blidt bag ham af den milde morgenluft« (Boisen). Eller som her: »Statelig, plump kom Buck Mulligan fra øverste trappetrin bærende en skål sæbeskum med korslagt spejl og ragekniv. Gul slåbrok, ugjordet, varligt båret bag ham på den milde morgenluft« (Iversen)? Målt op imod disse, irske Joyce-ord: »Stately, plump Buck Mulligan came from the stairhead, bearing a bowl of lather on which a mirror and a razor lay crossed. A yellow dressinggown, ungirdled, was sustained gently behind him on the mild morning air«. Vi er ude i Martello Tower, tidligt om morgenen, lidt uden for Dublin, hvor Stephen Dedalus lejer sig ind med to studiekammerater.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvad er egentlig forskellen på de to danske versioner? Ja, for eksempel at stud.med. Mulligan ikke er statelig, men kom stateligt; og det er vigtigt, at han ligesom stiger op, som en anden søelefant, og derfor er Joyces og Iversens »kom« bedre end Boisens mere urbane og forklarende »trådte op«.

Det er en forfinet præcision, synes jeg, at »varligt båret« erstatter den lidt mere klumpede dannelse »bares (…) bag ham«. Adjektivet »plump«, der nu står i stedet for »trind«, er også en forbedring, fordi det signalerer, at Buck Mulligan lige præcis er lidt plump, lidt vulgær, og ikke bare en trind hyggefætter. Boisens og Iversens arbejde minder os om, at en tekst aldrig er en færdig genstand, som en granitsten, men at den tværtimod er en konstant foranderlig, bevægelig masse; eller med Joyces (og Iversens) ord: »frisk koldt aldrigskiftende altidskiftende vand«. Forskellen er bare, at vandet fosser koldere og mere Joyce-agtigt hos Iversen end hos Boisen.

Hvad handler det her monstrum om?

Men selv efter mit fjerde møde med ’Ulysses’ (to gange Boisen, en gang med Hans Walter Gablers korrigerede engelske udgave og nu Iversen) kan jeg blive i tvivl: Hvad handler det her monstrum egentlig om?

I en vis forstand handler ’Ulysses’ ikke om noget, der sker jo ingenting. Men samtidig handler den om alt mellem himmel og jord. Centralt står dog forholdet mellem hanrejen Bloom og hans viv, og mellem Bloom og den unge studerende Stephen Dedalus. Afgørende vigtig er tillige relationen mellem Irland og kolonimagten England, herunder politiske og religiøse spændinger – Joyce brød sig hverken om antisemitisme eller nationalisme og var alle dage en obskøn kætter snarere end en dogmatisk pedant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er ’Ulysses’ et sprudlende sprogligt orgie, der ’handler om’ alt det, man kan gøre med sproget og med al foregående litteratur, hvis man er James Joyce. Og der må vi sige, at Iversens Joyce kommer os i møde som en fabelagtigt sjofel, levende, præcis og munter gestalt.

Joyce, og Iversens Joyce, sprænger hjerteskalaen. Men som det allermindste må vi stange dem seks hjerter og takke for det enorme kærlighedsarbejde, der her er gjort. Og takke forlaget for at have ofret tid, penge og krudt på foretagendet. Det er meget stort, at det lille danske sprog nu har fået denne gigantroman igen og på ny. Som Molly Bloom ville have sagt: Ja.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce