Nobelpris. Patrick Modiano vandt overraskende Nobelprisen i Litteratur i oktober 2014 - siden er tre af hans værker udkommet på dansk.
Foto: Catherine Helie/AP

Nobelpris. Patrick Modiano vandt overraskende Nobelprisen i Litteratur i oktober 2014 - siden er tre af hans værker udkommet på dansk.

Skønlitteratur

Få et lynkursus i nobelprismodtager Modianos værker på dansk

Patrick Modiano skriver psykoanalytisk romankunst om fortidens betyning.

Skønlitteratur

Siden Patrick Modiano modtog Nobelprisen i Litteratur i oktober 2014, er der udkommet tre romaner af den 69-årige franskmand på dansk. Jeg har læst dem i ét stræk, og det var som at være med i en drøm, som føles vigtig, uden at man er sikker på hvorfor.

Hvis Modiano var et medikament, en læge kunne ordinere, ville det have en lettere suggestiv virkning.

Romanerne, der alle er mellem 100 og 140 sider, er svære at skelne fra hinanden. De foregår i Paris, hvor en jegfortæller, der er forfatter, igen og igen bruger de samme greb, når han beretter om, hvad han måske/måske ikke oplevede dengang for længe siden.

Modianos metode

Her er, hvad man vil kunne kalde Modianos metode:

Fortælleren bedyrer, at han egentlig ikke kan huske noget om denne eller hin person, som han kun mødte en enkelt dag for mange år siden, hvorefter det vælder frem med præcise minder om samtaler, dufte, gader og følelser. »Jeg lærte Francis Jansen at kende i foråret 1964, da jeg var nitten år gammel, og i dag vil jeg berette de få ting, jeg ved om ham«. »Var det mon virkelig mønje, denne orangefarvede smørelse, der vedbliver at være så levende i min erindring?«.

Kort efter udarbejder jegfortælleren en vigtig liste. Over gadenavne, biografiske data, personer, der har boet på en bestemt adresse eller optræder på et fotografi, der med stor sandsynlighed er fundet i en kuffert. Forskningsarbejdet kan begynde.

Kort efter udarbejder jegfortælleren en vigtig liste over gadenavne, biografiske data, personer, der har boet på en bestemt adresse eller optræder på et fotografi

Som en anden detektiv sætter jegfortælleren sig for at finde ud af, om nogle af de oplistede personer stadig bor på de gamle adresser. Eller om den dagligstue, hvor en kvinde engang blev fotograferet, mon stadig findes i en ensomt beliggende villa i et glemt kvarter. »Dette besøg hos mennesker, jeg kun havde set en for femten år siden, og som uden tvivl var forsvundet eller havde glemt mig, gav mig pludselig en følelse af uvirkelighed«.

Byvandringer er vigtige. Jegfortællerens fornemmelse for Paris er uovertruffen og omfatter den by, mindernes, man ikke kan google: »I hele dette ubestemmelige område, hvor man ikke længere vidste, om man stadig befandt sig i Paris, var alle gaderne strøget af bykortet, da man byggede omfartsvejen, og de tog deres autoværksteder og hemmeligheder med sig«.

Der er altid en kort eller lidt længere reference til krigen, hvormed menes Anden Verdenskrig. Fortællerens far nævnes umiddelbart efter, og man forstår, at han havde problemer: »Jeg kom til at tænke på min far, som havde oplevet alle besættelsestidens inkonsekvenser, og som næsten aldrig talte om det, før vi tog definitivt afsked med hinanden«.

Lavmælt prosa og tab af identitet

Alt fortælles i en lavmælt prosa uden fremmedord. Der anlægges aldrig moralske betragtninger, og der opereres aldrig med generelle udsagn om noget som helst, melankolien eksisterer kun som tone i sproget.

Jegfortælleren gør selv opmærksom på, hvorfor han er optaget af at opspore den tabte tid. En arketypisk Modiano-forklaring: »Når jeg havde engageret mig i dette arbejde, så var det, fordi jeg modsatte mig, at mennesker og ting kunne forsvinde eller efterlade sig uden spor«. Et andet vigtigt udsagn: »Han var forsvundet på denne pludselige måde, som jeg senere også ville lægge mærke til hos andre, ligesom min far, og som efterlader én så meget i vildrede, at man ikke kan gøre andet end at søge efter indicier og beviser for at overbevise sig selv om, at disse mennesker virkelig har været til«.

Jegfortælleren køber en avis eller et tidsskrift og tjekker datoen og læser overskrifter for at være sikker på, hvilken tid han befinder sig i.

Jo tættere på sit uklare mål, jegfortælleren kommer, jo heftigere rammes han selv af en stærk uvirkelighedsfornemmelse

Jo tættere på sit uklare mål, jegfortælleren kommer, jo heftigere rammes han selv af en stærk uvirkelighedsfornemmelse: »Lidt efter blev jeg ramt af en dvalelignende tilstand, af en hukommelsessvækkelse, der lignede søvnen, den dag jeg blev ramt af en varevogn og havde fået en ætermaske for ansigtet. Om et øjeblik ville jeg ikke længere vide, hvem jeg selv var«.

Det gradvise tab af identitet er faktisk en lettelse. »Det var forbi. Jeg var ikke længere noget«. En så ufølsom, ja, brutal, sammenfatning af Patrick Modianos virkemidler yder naturligvis ikke de tre romaner retfærdighed. Kort om dem:

Forbasket forår, Askeblomster og Smertepunktet

  • ’Et forbasket forår’: Den unge jegfortæller møder tilfældigt fotografen Jansen, som bor i et atelier med tre store kufferter fulde af fotos. Den unge mand laver en registrant over fotografierne. Han møder Nicole, Jansens veninde. Hendes mand, Gil, er mimiker og meget jaloux. Fotografen rejser pludselig bort med sine kufferter, den unge mand ser ham aldrig igen, men har stadig sit kladdehæfte fuld af data om nu imaginære fotografier.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

  • ’Askeblomster’: Et ungt par begår dobbeltselvmord i 1933. Jegfortælleren går ad de ruter, parret ifølge datidens avisartikler i sin tid gik. Han møder den mystiske Pacheco, som måske arbejder som steward for Air France, og måske har stjålet sin identitet fra en fange i Dachau-lejren.
  • ’Smertepunktet’: Fortælleren er dreng og bliver sammen med sin bror passet af en tidligere cirkusartist. Drengenes mor er på turne i Nordafrika, faderen dukker op i ny og næ og fortæller historier om et slot i nærheden, som ejes af en mystisk markis. Måske er kvinderne kriminelle. Politiet kommer.

Modiano, der fik nobelprisen for sin erindringskunst, er – ikke helt uforståeligt – blevet beskyldt for at skrive den samme roman igen og igen, men de enkelte udgivelser skal snarere ses som kapitler i et fortløbende kæmpeværk.

Han er blevet kaldt Proust-elev netop på grund af sin evne til at gestalte fortid, og slægtsskabet er tydeligt, men han er først og fremmest en moderne forfatter, hvis forfatterskab kan læses som én lang undersøgelse af, hvordan tabet af forældre, slægtninge, venner, fortid, bl.a. i forbindelse med krig, kan aflæses i de overlevendes nutid. Når det letter at opleve totalt tab af identitet, er det, fordi den, der ikke længere eksisterer, heller ikke savner.

Kærlighed, uklarheder og forsvindinger

I ’Smertepunktet’ hedder det om Jansen: »Han ledte efter en uskyld, der var gået tabt, og efter omgivelser, der var skabt til glæde og sorgløshed, men hvor man sidenhen ikke længere kunne være lykkelig«. For rigtigt at forstå Modianos forfatterskab skal man til debutromanen, ’Place de l’Étoile’ (1968), som ikke er oversat til dansk, men fås på svensk. Bogen har sin titel fra en jødisk anekdote: I juni 1942 går en tysk officer hen til en ung mand i Paris og spørger: »Undskyld, min herre, men hvor er Place de l’Étoile?«. Den unge mand peger på venstre side af sit bryst, hvor hans jødestjerne sidder.

’Place de l’Étoile’ er en helt anderledes kompleks roman end de tre ovennævnte. Romanen om den unge jøde, Raphael Schlemilovitch, beskæftiger sig med de måder, nazismen kan inficere ethvert liv på.

Modianos etik betoner ethvert menneskes ret til at blive husket

Hvor Proust lod kærlighedsminder flyde over alle bredder, ender pilen for Modiano altid med i bund og grund at pege mod uklarheder og forsvindinger under den verdenskrig, hvor hans egen far, der var af jødisk afstamning, kom i klemme, fordi han netop ikke ville bære davidsstjernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis Michel Houellebecq er fransk og europæisk litteraturs kontroversielle diagnostiker af kultursygdomme og herredømmeformer, der her og nu virker brutaliserende ind på vores liv, handler Patrick Modianos psykoanalytiske romankunst om de sindrige måder, fortiden meddeler sig til os på.

Den viser tilværelsen, som den kan se ud for den, der på grund af tab eller savn har måttet vende blikket mod det svundne i stedet for det kommende. Modianos etik betoner ethvert menneskes ret til at blive husket.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce