Ungpigeraseri. Olga Ravn har skrevet en spøgelseshistorie, hvor erindringer og erotiske erfaringer udgør en besættende cocktail.
Foto: Mik Eskestad

Ungpigeraseri. Olga Ravn har skrevet en spøgelseshistorie, hvor erindringer og erotiske erfaringer udgør en besættende cocktail.

Skønlitteratur

Olga Ravn slipper raseriet løs med et besættende sprogligt overskud

’Celestine’ er historien om at synke ned i sin egen krypt for at finde sorgen og vreden.

Skønlitteratur

Celestine hedder spøgelset. Hun sidder i sit hul i muren, snart kun honning på bunden af en niche, eller hun glider ned ad slottets gange og slikker søvnen ud af gæsternes øjne. For altid 16 år.

»Det var meningen, at hun skulle gifte sig, eller at hun skulle gøre noget, den ene ting eller den anden, men hun nægtede«. Så blev hun »en del af hjemmets vægge«, »så døde hun midt i sit raseri«.

Hun har skrevet sit navn på omslaget af Olga Ravns roman, med sølvglimmer og spyt. Hun har også skrevet Olgas navn. Glimmer og spyt, det er hendes element. Der danser sølvglimmer i hendes savl, når hun griner.

I skoven ved hendes slot glitrer bladene af sneglenes slim. Hun tindrer på én gang af snot og tryllestøv, som små piger gør det, på én gang for meget krop og for megen eventyrdrøm. Glitrende snot og slimet prinsesse.

Hjemsøgt af et spøgelse

Romanens jegfortæller er en ung nutidig kvinde, som lader sig hjemsøge af Celestine: Vi følger jegfortælleren fra en »krøllet og sortrandet« sensommer, hvor alt synes at stå stille, også forholdet til kæresten Kim (»den ene dag ville jeg føde Kims børn, den næste kunne jeg ikke udholde hans konstante nulren af eget skæg«), til hun vandrer hvidkjolet og hvileløst rundt som lærerinde på en kostskole, færdig med Kim, der har forvandlet sig til en hudflagesmuldrende, depressiv zombie, og parat til at forelske sig i en ny ung mand for hvert nyt kuld af elever.

Gradvis nærmer hun sig endnu et spøgelse, en gammel kvinde som huserer på kostskolens loft, måske en slags mor, måske en slags fremtid. Lige fra starten ligner fortælleren spøgelset.

I de stillestående sensommerdage støver hun rundt i byen »som et genfærd, en skygge«, mens Kim er på arbejde.

Som spøgelset er hun vågen om natten – mens Kim sover (»Søvnen er et lille dyr, så svært at fange, og han kælede for det som en anden børnehavepædagog«). Som spøgelset er hun muret inde med sine voldsomme følelser, sit raseri og sin galskab efter mænd (»mit slutty, slutty hjerte«).

Pigen, der er forbi

På kostskolen, som ung lærerinde blandt ikke så meget yngre elever, tiltager spøgelsesagtigheden.

Hvileløsheden, søvnløsheden, raseriet, sorgen, mandegalskaben, følelsen af altid at være 16. Besættelsen af Celestine: »Besættelsen er hele tiden at huske hende og på den måde holde hende i live«.

Besættelsen bliver i stigende grad et erindringsprojekt.

Fortællerens erindrede barndomshistorie handler om at være »skilsmissens sted«, med en bestandig udskiftelig række af nye stedsøskende og stedmødre.

Tidligt knyttes også skilsmissemotivet til spøgelsesfiguren: »Spøgelser som skilsmissebørn; det lemfældige forhold, de har til andre mennesker, at de ser dem som skygger, gennemrejsende, dagens bismag«. At være datter af tidligere ægteskab er, som spøgelset, at være »pigen, der er forbi«.

Metaforisk perlesnor

Spøgelsets fluktuerende status mellem materie, ånd, stemme, slim, genstand, menneske, krop og ren affekt spejles i de mange vilde metaforer, som Ravns prosa bestandig og ubesværet avler, til stor fryd for denne læser.

Genstande besjæles, mennesker objektiviseres ord i forskelligt stilleje og materier af forskellig substans (flydende, fast, kødelig, æterisk, animalsk, vegetabilsk, whatever) trækkes på samme metaforiske perlesnor. Metaforer fulde af smerte, metaforer fulde af humor.

I den døende kærlighed står de elskende som to dybe morgenmadstallerkener efterladt med mælk i bunden.

Syrenen blomstrer med retarderet intensitet. Forelskelsen er ufrivillig som en barndom. Kærligheden rører ved den 16-årige som betændelse, som hvidløgsmayonnaise. Kirkebænkenes silkebånd vajer i vinden som fløde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Halvt snot og halvt prinsesse

Spøgelset vender søvnløshedens øje som en kugle af glas i sin hånd. Under jegets forelskelse knækker sproget sammen: »Sætningerne er stakåndede, de kommer midt i sig selv, får udløsning og åbner deres munde«.

Den unge mands skæg er en sutteklud indopereret i underansigtet. Slotsfacaden er dækket af et net af syge levere. Rhododendronblomsterne er små djævlebørns hoveder. I erindringen er fortællerens barnejeg en hvid rose af gummiagtig smeltet ost eller en toast pyntet med sukkervioler.

Fortællerens besathed af spøgelset bliver et smukt og kraftfuldt billede på at ihukomme og bevare ungpigeraseriet.

Både al den ungpigekraft, der i historiens løb er blevet muret inde af et patriarkalsk samfund, og jegfortællerens egen indre pige. Både den rasende, mandegale teenager og den lille pige af glitrende slim, halvt snot og halvt prinsesse.

’Celestine’ er historien om at synke ned i sin egen krypt for at finde sorgen og raseriet. Ravn finder også kraften og komikken og et sprogligt overskud, der gør denne læser helt besat af romanen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce