Brrrrrum. Romanens Reno er som et ekko af læderklædte Marianne Faithfull i filmen 'Girl on a Motorcycle' fra 1968.
Foto: Allstar Picture Library / Ares

Brrrrrum. Romanens Reno er som et ekko af læderklædte Marianne Faithfull i filmen 'Girl on a Motorcycle' fra 1968.

Skønlitteratur

Elegant kunstnerroman er en dybt fascinerende fortælling

Kushners roman handler om kunst og kunsten at køre en italiensk motorcykel i smadder.

Skønlitteratur

Rachel Kushners ’Flammekasterne’ er på flere måder et kunstværk. En roman så bandsat godt skrevet, at jeg er regulært blæst bagover. Men samtidig også noget så køligt som en roman skrevet med kunstværket som brændstof.

Vel at mærke ikke en eller anden kløgtig intrige bygget op omkring de skjulte detaljer i et berømt kunstværk, men en roman, som har den moderne kunsts grundspørgsmål indlejret i sit dna. En kunstnerroman, som med afsæt i en specifik kunsthistorisk scene udforsker kunsten som tegn, behov, påstand og performance.

Hvad er kunst, og hvad er ikke kunst, når kunst er noget, en kunstner påstår er kunst? Selv om det i andres øjne måske bare ligner en suppedåse eller en amatøroptagelse af en køretur på motorcykel. Er det påstanden, der gør det til kunst, eller er det galleriernes prissedler?

Det warholske dilemma

Den slags velkendte spørgsmål bliver i romaner som regel kun behandlet med rindalistisk sarkasme. Men ikke i ’Flammekasterne’. Her bliver det helt konkret et spørgsmål om identitet. For værket, for kunstneren og for dem, der så gerne vil være en del af festen uden helt at vide hvordan. Det warholske dilemma: Er man nogen, fordi Warhol har fotograferet éns ansigt og masseproduceret det?

Man kan tømme kunsten for betydningsladede elementer eller gøre det stik modsatte og hævde, at kun det, der gør en forskel, er kunst. Men hvis kunstens formål er at gribe ind i livet og gøre en forskel, hvorfor så ikke tage springet og betragte livet som en kunstnerisk handling? Kan futurisme, situationisme og kunsten som direkte aktion føre til terrorisme?

Don DeLillo har kredset om nogle af disse problemstillinger, men Rachel Kushner angriber sagen fra en helt anden vinkel. Nemlig i form af en slags spændingsroman fra 1970’ernes kunstmiljø i New York med ikke mindre spændende afstikkere til Italiens udvikling fra industriel-fascistisk plutokrati til arnested for De Røde Brigader.

Det er elegant og medrivende fortalt, men modsat langt de fleste amerikanske romaner er det ikke altid så let at sætte fingeren præcist på, hvad det handler om. ’Flammekasterne’ er på mange måder en enkelt fortalt roman, men med en strømførende undertekst. Et skjult billedgalleri, man drøner igennem, mens man i fartens slør prøver at betragte de udstillede billeder og de billeder, de forholder sig til.

Hovedpersonen, Reno, er en ung pige i lædertøj og illusioner. En udadtil sej udgave af det lille Guds ord fra landet, der kommer til Manhattan fra Nevada for at blive kunstner. Reno bliver kæreste med den noget ældre og succesfulde kunstner Sandro Valera. Sandro kommer fra en stenrig italiensk familie af industrifyrster. Sandro holder sin familie ti skridt fra livet. Men Reno har en ting med fart og en tåget idé om at lave kunst om hastighed. Reno er vild med motorcykler, og Sandros familie laver den berømte motorcykel Moto Valera. Krigsmaskine under Mussolini. Fartmaskine efter krigen. En kilde til tvivlsom rigdom. Som familiens dækfabrik bygget på brasiliansk slavearbejde. Men Reno vil køre Moto Valera, koste, hvad det vil. Sætte hastighedsrekord på saltsøens slette i Utah og lave en kunstfilm om de spor, hun har sat. Et værk om ’den tid, det tog’.

Allerede her kan man bremse op og tage bestik af sporene. Moto Valera er inspireret af den italienske motorcykel Gilera. Af Ducati og MotoGuzzi. Reno er et ekko af billedet af en læderklædt Marianne Faithfull i filmen ’Girl on a Motorcycle’ fra 1968, der mange steder fik titlen ’Naked Under Leather’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Flammekasterne’ er illustreret med billeder fra dengang. Billeder, som har fået sin værdi ved at blive udråbt til ikonografiske. Kunsten som artefakt fra 1970’erne svævende rundt som løsrevet påstand.

Det er en sjov roman på den måde. Hvorfor lige New York i 1970’erne? Fordi det er en cool scene, jo jo. En tid og et sted, hvor alt handler om kunst, og hvor alt kan blive til kunst, hvis det bliver blåstemplet. Enten af kunstverdenen eller af antikunstens verden, der hele tiden holder aktivismen op foran den etablerede kunst som et spejl. Kunstværket, som får sin betydning takket være en diskurs, der holder værket oppe med sin argumentation. Værket som påstand.

Reno er som så mange andre af disse figurer mere optaget viljen til at være kunstner end af kunstens højere eller dybere mening. Kunsten er en rolle, en gestus, en kilde til endeløse diskussioner. Romanen er ironisk og kritisk, men heldigvis mere fascineret og forelsket. ’Flammekasterne’ er som den kunst, den beskæftiger sig med. Diskutabel. En påstand. Men inspirerende og stilbevidst.

Om kunsten som poserende aktivist

Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg læste, og jeg kan ikke rigtig få lagt den fra mig bagefter. Den er som et billede, man bliver ved med at kredse om. Ikke for dets dybde, men for dets overflade. Det er flygtigt. Men alligevel konkret. Som en motorcykel, der drøner forbi, så billedet et øjeblik hænger på nethinden. Er Renos ulykkelige forelskelser i Sandro, Ronnie og Gianni bare en tegneserieagtig ungpigesaga? Hun kunne være et billede lavet af Andy Warhol og Roy Lichtenstein i et uortodoks mestermøde.

Reno har et arbejde som china girl. Sådan en køn, men ikke alt for køn pige, man filmede til laboratoriebrug. En sekretærtype. Hun skulle være bleg på den rigtige måde. En slags farvekort af kød og blod. Ud fra hendes ansigt hægtet først på filmstrimmelen justerede man farverne i filmlaboratorierne. Hvis biografoperatøren kørte filmen korrekt, forblev kinapigen usynlig.

Et identitet, der flakkede lynhurtigt forbi. En medvirkende placeret uden for værket. Reno er hovedpersonen og drivkraften i ’Flammekasterne’, men er på en sær måde også uden for værket. Hun fiser forbi. Påvirker begivenhedernes gang fatalt, men vil ikke rigtig være ved det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilværelsen er et forvirrende værk, hvis man forveksler det med kunst. Men ret cool. Attituden art. 1970’ernes New York. Chelsea Hotel. Med kunstnere, der elskede at posere med store revolvere. Rebeller uden en sag. Lige uden for døren en opmarch af rebeller med en sag og en vilje til at gøre virkeligheden til at slagkraftigt og stilsikkert værk med plakater, masker, bortførelser og sloganer. Kunsten og oprøret, der stjæler hinandens æstetik og virkemidler.

Kan man være vild med noget uden helt at vide hvorfor? Ja, sådan kan jeg have det med et billede. Men jeg kan åbenbart også have det med en roman. Der som ’Flammekasterne’ blandt meget andet handler om billeder, om kunsten som poserende aktivist og om den måde, de afbildede løber igennem vores sanseapparat og sætter sig usynlige spor på. Kunstens china girls.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden