Romanaktuel. Morten Sabroe er aktuel med romanen 'Drengen der løb med Gud'. Underholdende og velskrevet men med en klumpet intrige, synes anmelderen.

Romanaktuel. Morten Sabroe er aktuel med romanen 'Drengen der løb med Gud'. Underholdende og velskrevet men med en klumpet intrige, synes anmelderen.

Skønlitteratur

Morten Sabroe er kækt velskrivende i momentvis morsom roman

Revl og krat skygger for Sabroes ellers velskrevne og underholdende roman.

Skønlitteratur

Viktor Hugo er en evigt og vildt løbende teenager, hvis renden er blevet til manisk livsstil.

Hans navn skyldes, at faderen, en forfatter af kærlighedsromaner, læste en bog af den berømte franskmand, mens Viktors mor var vordende.

Men nu sprinter Viktor fra det hele, indtil han en dag dratter om i en kløft, død for en stund. Heldigvis vækkes han til live af en rask sygeplejerske, og snart får han en sød og spøjs hund, som han døber Gud.

Jamen, hvis nogle rettroende får ondt i røven over, at man gør profeten til hund, er det helt legitimt og lunt kristent, at Morten Sabroe i sin nyeste roman, ’Drengen der løb med Gud’ gør en golden retriever guddommelig uden blasfemisk accent. Trods alt er dette pattedyr i vor kultur menneskets bedste ven, og det bliver da også tilfældet med denne firbenede gud med poter og snude.

En hund, som med sig som lus i pelsen bærer på de store spørgsmål om liv og død. Og en mystisk gåde inde i Viktors indre mørke, for omkring ham sker der sælsomme sager. Dels har han en vag erindring om en kvinde med grønne øjne under vand med bobler i munden.

Dels støder Viktor ind i mærkelige eksistenser, samtidig med at han har en bismag i sjælen af at være part i en sinister forbrydelse. Et mord måske, en kriminel sag, der udspiller sig i de store huse på de små villaveje.

Noget fortrængt og fordækt. Noget, som han skal have hjælp til at huske.

Derfor har han brug for kvinder, som kan trække ham ind i hans eget mørke indre, så han kan se og intenst erkende sin egen skæbne som enebarnet, der måske ikke er helt alene.

Et gammelklogt barn

’Drengen der løb med Gud’ begynder faktisk rimelig kvikt og rapt med et gådefuldt tågeslør, der synes at svæve over romanens moser med mange ugler. Sådan spændende og inciterende krimiagtigt.

Med smukke slanke kvinder i diverse nuancer med diskret accent og parfume af sex med mere. Med film noir’ens dunkelklare lyskilde tværs over det smukke ansigt.

Det gådefulde smil, cool sovekammerøjne og de fritgående forføriske hårlokker i variationer og changerende kulører.

For Viktor er et begavet og gammelklogt barn. Mere hjemme i fortidens film med Bogart og Bacall end nutidens støjrock og ’X Factor’-stjerner. Hvilket sådan set ikke er så mærkeligt, da hans forfatter må siges at være en moden mand.

Men Sabroe formår gedigent at ramme den falsk enfoldige og infantile stemme, en 17-årig jegfortæller formodes at have omtrent nu.

Selvfølgelig er han udstyret med Sabroes tematik med hensyn til familierelationer. Sålunde en fjern og fjumret far, en fjernvarm og forloren moder, der begge vil sønnen det godt, helst og mest på afstand og i fravær.

Til gengæld myldrer det med gode mennesker og viljer i dur og mol. Der er redningskvinden Maria, som vækkede Viktor op fra de døde, og kvinden på hospitalet, som plejede hans dårlige hjerte. Den søde ældre Agnes, som han er stikirenddreng for. En whiskydrikkende bamse ved navn William, en gusten politimand og så ganske unge mennesker i flere afskygninger og apparitioner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Småtingsafdelingen dominerer

Frem for alt er der den unge Viktors lidelser. De kan minde både i sprog og stil, spleen og smerte om det, ungersvenden lider af i Leif Panduros klassiker ’Rend mig i traditionerne’. Tempereret forbandet ungdom i en temmelig falsk voksenverden, der ruger over hemmeligheder og lig i lasten.

Men hvor Panduros ungdomsroman fra 1958 tilpas er på 168 sider, har Sabroe spredt sig over næsten dobbelt så mange af slagsen. Det mærkes, længden forstås. Der snakkes op og ned ad stolper og stakitter. Om alt muligt forbipasserende. Om det ene og det andet.

Sabroes styrke er, at han her og der er uhyre morsom, ganske underholdende og kækt velskrivende

Mest om det, som har meget lidt med hovedvejen i handlingen at gøre. Vi forgrener os ofte ned ad sideveje med mange digressioner om dit og dat. Hvis Bibelen omtales, får vi lige fem sætninger om, hvorfor det er en dårlig bog. Drikkes der en snaps, skal vi have at vide, hvad den hedder (Linie Aqavit).

Måske er min smag for nøgtern og lakonisk, men ’Drengen der løb med Gud’ blomstrer rundt i alle retninger og vil samtidig blotlægge en skæbne større end de flestes. Således dominerer småtingsafdelingen for meget i dette eventyrlige stormagasin.

Da selve intrigen endelig rulles ud til sidst, er det mere snoet båndsalat end skarpe beviser. Okay, det er en jegfortæller, som beretter. Han har lov til ikke at have styr på tingene, rækkefølge og rationalitet. Men så voldsomt usikkert og uoverskueligt? Uden kompas fra forfatterens side om, hvor historien i sidste ende skal hen?

'Drengen der løb med Gud' blomstrer rundt i alle retninger og vil samtidig blotlægge en skæbne større end de flestes

Sabroes styrke er, at han her og der er uhyre morsom, ganske underholdende og kækt velskrivende. Han har skarp sans for rap dialog, smældende replikker, raffineret pingpong mellem mænd og kvinder skåret smart for tungebåndet, sofistikeret i sind og stemme. Og kreativt anarki i sproget, selv om der væves for meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Problemet er den klumpede intrige, der både ligner en knaldperlende ungdomsroman a la Leif Panduro og et flamboyant krimimelodrama med larmende slagtøj og hvinende strygere.

I slutningen får Viktor en machete i hånden for at gøre rent bord med mord og hor. Man kunne have ønsket, at forfatteren selv havde brugt en sådan stor skalpel.

Til al det revl og krat, som skygger for Sabroes vid og bid og hans vanlige kadence for sproglig elegance og episk minimalisme.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce