Hvisle. Leemet fra Skovfolket mestrer slangesproget.
Foto: Lars Ostenfeld (arkiv)

Hvisle. Leemet fra Skovfolket mestrer slangesproget.

Skønlitteratur

Kæberaslende fantasi gør 'Slangehvisleren' til et stort, originalt værk

Andrus Kivirähk har skrevet en bog med homerisk tyngde og frådende fantasi.

Skønlitteratur

'Slangehvisleren’ er den estiske forfatter Andrus Kivirähks første roman på dansk. Og det er et monumentalt værk, der med rødder i sagaers og folkeeventyrs usentimentale, blodige univers strutter af frodig fortælleglæde.

Andrus Kivirähk har skrevet i alt fem romaner og er angiveligt en af Estlands mest folkekære forfattere. ’Slangehvisleren’ fra 2007 er udkommet i flere lande, og en engelsk udgave er også på vej.

’Slangehvisleren’ er den tragiske og eventyrlige historie om Skovfolkets sidste krampetrækninger i udkanten af et stadig mere kristnet og feudalt Europa baseret på landbrug. Fortællingen er lagt i munden på skovmanden Leemet, som læseren følger gennem hele livet fra barnsben af.

Truet af brødspisende kristne

Leemet er en af de sidste blandt sit folk, der er slangehvisler: Han mestrer slangesproget, et magtfuldt sprog, der ikke kun gør det muligt at tale med slangerne, som er skovens klogeste dyr og Skovfolkets venner, men hvis hvislelyde også rummer en urgammel styrke, med hvilken andre dyr kan underkastes og styres – de ubegavede insekter undtaget.

Således er det let hver dag at få mad i munden, elgen tilkaldes blot med en slangehvislen, den knæler villigt og tilbyder sig som offer.

Med sort humor og kæberaslende fantasi hamrer Andrus Kivirähk romanen igennem løs på fremskridtstro, religion, overtro og det moderne menneskes tåbeligheder

Denne gamle levevis trues af nymodens landsbyer tæt på. Færre unge gider lære det komplicerede slangesprog, flere og flere lokkes af livet blandt de brødspisende kristne bønder, og Leemet oplever skoven blive affolket. Snart sidder stort set kun han selv tilbage med sin søster og sin mor i en skovhule.

Med sort humor og kæberaslende fantasi hamrer Andrus Kivirähk romanen igennem løs på fremskridtstro, religion, overtro og det moderne menneskes tåbeligheder, mens Leemets knugende ensomhed tager til og får ham til at søge både de fremskridt, han foragter, og den fortid, der nu næsten blot er myte.

Han afprøver uden succes livet i landsbyen, vender tilbage til naturen og bekæmper i nogle overdådigt voldelige, morsomme og energifyldte kapitler kristne munke og riddere i en slags bersærkergangsrus sammen med sin genfundne, benløse morfar, der både har giftige hugtænder og et sæt vinger bygget af menneskeknogler.

Overvældet som læser

Men forandringerne lader til at være uafvendelige. Kæmpefisken med skægget er steget op for at se havets overflade for allersidste gang, og Nordlandsdragen sover og kan tilsyneladende ikke mere vækkes.

Man er som læser overvældet. Af stoffets tyngde, af fantasirigdommen, af ambitionsniveauet. ’Slangehvisleren’ er en roman, der både er dybt tænkt og har noget på hjerte. Store temaer snor sig overalt i skovbunden uden at være fortænkte konstruktioner.

Det handler om natur og kultur, om folkeslags identitet og om brydningstider og kan læses som civilisations- og religionskritik. Men frem for alt er det et bragende vildt og sørgmodigt eventyr om ensomhed og om at tage skæbnen i egen hånd.

Eneste anke mod Andrus Kivirähks storslåede roman er rent sproglig: ’Slangehvisleren’ er præget af moderne vendinger og slang, der, hvad enten de kommer fra oversætteren eller er et bevidst greb fra forfatteren, i hvert fald i den danske udgave sine steder skaber en akavet distance.

Vi befinder os i den tidlige middelalders Europa og alligevel siges der blandt meget andet ’Hey!’ og ’Wau!’. Rigtig at spænde ben for værket formår de mentale anakronismer dog ikke, dertil er ’Slangehvisleren’ et alt for stærkt og originalt værk.

Yo, huleboer, you rock!, siger jeg bare.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce