Udgående. Med digtsamlingen 'Udgående fartøj' har Ursula Andkjær Olsen begået en ny sproglig rejse i det ydre og indre.
Foto: Arkivfoto: Thomas Borberg

Udgående. Med digtsamlingen 'Udgående fartøj' har Ursula Andkjær Olsen begået en ny sproglig rejse i det ydre og indre.

Skønlitteratur

Mystisk og utopisk digtsamling er et missil af vrede og sorg

Ursula Andkjær Olsen har skrevet det smertende menneskes fremtidsopus.

Skønlitteratur

Det ligner unægtelig en serie, Ursula Andkjær Olsen er i gang med at skrive.

‘Udgående fartøj’ fortsætter i samme spor som den nådesløst gode ‘Det 3. årtusindes hjerte’ fra 2012. Samme layout og formgivning. Samme seriemæssige forløb af digte. Samme brug af hidsigt besværgende gentagelser, der skaber deres egen dunkle struktur.

Hvor ‘Det 3. årtusindes hjerte’ handlede om sorg og kapitalisme, handler ‘Udgående fartøj’ om sorg og science fiction. Den sorg over gentagne aborter, der gav ‘Det 3. årtusindes hjerte’ sin vilde tyngde, er der stadig, men i ‘Udgående fartøj’ er den blevet til en hengemt kugle af sorg, der bæres i det »fjerne indre«. Og derinde ulmer også utopien om en forandring.

Til forsvar for selvhadet

Det begynder med et ubarmhjertigt forsvar for det hårde menneske, som jeget i bogen er. Rasende og råbende og både ude af stand til at slippe sin vrede og sorg og ude af stand til at udtrykke disse følelser på en produktiv måde.

Det er også et rasende forsvar for selvhad under parolen »had dig selv/ som du hader din næste«. Og egentlig et spørgsmål om hårdhed som en måde at være absolut hensynsløs over for den afmagt på, der er forbundet med sorgen.

En sorg, som det handler om at bære, så man ikke følelsesfuldt viser den frem for verden, men så den er indadvendt og tung » SOM EN PLANET INDENI«.

Det er en afvisning af al form for skrøbelig følelsesfuldhed. Sorgen er en hård kugle, og jeget messer en advarsel til dem, der tror noget andet:

»kom ikke til mig med jeres bløde shit«.

Forestillingen om sorgarbejde som noget, der skal finde en afslutning, køber dette hårde menneske altså ikke. Det vil hellere have en kannibalistisk, frådende melankoli og insisterer på at fortrænge sorgen og bevare den på samme tid.

Den handling, at bære sorgen som en kugle eller planet – som også er det gennemgående motiv i Sophia Kalkaus mørke fotografiske arbejder til bogen – omtales igen og igen, i en nærmest rituel gentagelse.

Et missil af vrede og sorg

Det næsten mystiske sprog var også at finde i ‘Det 3. årtusindes hjerte’, ikke mindst i sætningen »alle kar er forbundne«, der til sidst i bogen blev til »alle og ingen kar er forbundne«, en holistisk utopi og dystopi på samme tid.

‘Udgående fartøj’ bliver både mere mystisk og mere utopisk end sin forgænger. Mere mystisk bliver den, fordi idealet om følelsesmæssig hårdhed bliver formuleret som selvdestruktion.

Dystert omtales f.eks. et nødvendigt selvmord, som består i at skille sig af med al vreden ved »at stige ind i kuglen/ sætte sig til rette/ at sende det hadende jeg af sted/ først SOM flugt siden SOM/ genopstandelse«.

De forskellige skalaer forbindes også i 'Udgående fartøj' med stor færdighed: fra det personlige til det planetariske, fra det indre kosmos til det ydre rum

Jeget er simpelthen sit eget kosmiske kredsløb, lukket om sig selv, som raseriet og sorgen skal skydes ud af som et udgående fartøj.

Og det er så det, bogen er. Et missil af vrede og sorg. Først derefter kan det nye menneske, som der står, »ankomme i sit/ indgående«.

Mere utopisk bliver bogen, fordi dette skifte løfter sig til et kosmisk niveau, der rækker ud over det sørgende selv til hele science fiction-drømmen om fremtidens menneske – det nye menneske – som en ny verdens menneske.

Det bliver en mere og mere teknologisk utopi, som bogen skrider frem, men er hele vejen først og fremmest en social utopi:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere MED ALT«.

Den kommunikation med alt hænger vist også sammen med det mærkelige sprog, der især skrives frem mod bogens slutning, og som kulminerer i en form for inspireret eller eksalteret tale i et af de sidste afsnit, der bærer betegnelsen ’Hymne’. Den virker både teknisk-maskinel, men så alligevel også helt barok i sin jubel og vilkårlige bogstavering:

» heer er Vores, tilbud/ vi kopierer .. vvores krop/ vi Har kun Vores blodkar/ snoede tavse om de ting, SOM drømme er gjort af,/ vi kopierer vores blodkar,/ Vores sprog. er levested for Alt muligt–andet/ vi vil flette vores blodkar../ med grene af. Blomstrende . Æble i en fletning,// vi gør Guirlander af vores blodkar/ polerede…malede og sat . påplads../ og lader de de . Smeltede . Isbjerge, løbe/ mod voresØRKEN af unedBrydelighed«.

Er det det transformerede jeg, der taler her? Eller en helt ny livsform? Begge dele? Det er i hvert fald en reduceret krop, bestående af de forbundne kar, og en kollektiv krop, som måske også er utopiens.

Dunklere end forgængeren

Det, der fungerede godt i ‘Det 3. årtusindes hjerte’, er også det, som fungerer godt i ‘Udgående fartøj’. Begge bøger befinder sig på den anden side af det skel, som udgivelsen af Ursula Andkjær Olsens ‘Samlet poesi 2000-2010’ markerede.

De har en ny, hårdere skrift, mere dunkel og mere alvorlig end det tidligere forfatterskabs legende flerstemmighed og ironiske bugtaleri.

Nu udgår det hele fra den samme sorte stemme, hvis mærkelighed er mere dyster, end den er løjerlig, og hvis vrede anråbelser med rette er blevet sammenlignet med dem, man finder hos en anden dansk digter, Lars Skinnebach.

Måske er der ligefrem i ‘Udgående fartøj’ en hilsen til Skinnebach, f.eks. i brugen af hans signatur, det skingre ‘i’, i en glimrende sekvens som denne:

Jeget er simpelthen sit eget kosmiske kredsløb, lukket om sig selv, som raseriet og sorgen skal skydes ud af som et udgående fartøj.

»Tingen i dette skrig/ Livsdøden i/ i menneskene./ Skriget i i/ Mennesket i den åbne DØR./ TINGEN/ Liivet./ iii«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For mig er skriften i disse to seneste bøger så meget mere præcist nærværende og rørende end i de tidligere bøger. Syntesen mellem sorg og sci-fi er ikke helt så rammende og stakåndet smuk i ‘Udgående fartøj’, som den mellem sorg og kapitalisme er i ‘Det 3. årtusindes hjerte’. Men de forskellige skalaer forbindes også i ‘Udgående fartøj’ med stor færdighed: fra det personlige til det planetariske, fra det indre kosmos til det ydre rum.

‘Det 3. årtusindes hjerte’ var mest af alt et stort samtidsværk, der forbandt den personlige krise med den økonomiske, den nære verden med det store system. ‘Udgående fartøj’ er i så fald et værk, der er mere interesseret i fremtiden.

¨Den overtrumfer ikke ‘Det 3. årtusindes hjerte’, forfatterskabets foreløbige hovedværk. Men sammen med den og om ikke som serie, så bare som to ledsagere, er det et stærkt forehavende.

Det smertende menneskes samtidsopus og fremtidsopus.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden