Besættelse. Nathaniel Richs anden roman spiller på frygten for mulige kommende katastrofer.
Foto: Hannah Welling

Besættelse. Nathaniel Richs anden roman spiller på frygten for mulige kommende katastrofer.

Skønlitteratur

Ny bog iscenesætter den kollektive katastrofebevidsthed morsomt og morbidt

Nathaniel Richs 'Morgendagens odds' er begavet underholding.

Skønlitteratur

Der går næppe en uge uden premiere på en ny biograffilm, som fremmaner katastrofer eller Jordens undergang på 117 måder.

Avisen er ikke meget mere opmuntrende.

Så må man jo trøste sig med, at ikke alle undergangsscenarier kan gå i opfyldelse på én gang, og minde sig selv om filosoffen Montaignes kloge ord: »Mit liv har været præget af forfærdelige uheld og ulykker, som mestendels ikke fandt sted«.

Katastrofeneurotiker

Fantasien er som en løbsk hest, når det gælder om at forestille sig alt det, der kan gå galt, og i vor tids mediebombardement bliver den fodret, så det står ud af ørerne. At der så rent faktisk er mere end nok at bekymre sig om, gør jo ikke sagen bedre.

Katastrofebevidsthed er i klimakrisernes tidsalder ikke længere en sag for forstyrrede medborgere med stanniol på hovedet, men allemandseje. Det er denne katastrofebevidsthed, Nathaniel Rich morsomt og makabert sætter i scene i ’Morgendagens odds’.

En fortælling om kapitalisme, katastrofebevidsthed og det moderne menneskes lige så imponerende som forståelige evne til at vende det døve øre til alle advarsler: supervulkaner, terroristangreb og klimakaos

Mitchell Zukor er katastrofeneurotiker om en hals. Der er ikke den kalamitet, han ikke kan forestille sig. Ikke noget særlig sjovt liv for den ensomme Mitchell, indtil en naturkatastrofe vender op og ned på hans tilværelse. I kølvandet på et ødelæggende jordskælv i Seattle opstår et økonomisk ødelæggende efterskælv af sagsanlæg mod firmaer med sammenstyrtede højhuse.

Et nyt firma, FutureWorld, slår sig op på at kunne forudsige katastrofer og komme med odds på, hvilke af de talløse potentielle katastrofer der er de mest sandsynlige. Den uanselige Mitchell med det matematiske overblik og den overophedede fantasi bliver efterspurgt som en ny tids profet. Futurologen som frygt-industriens ypperstepræst.

Hele denne første del af bogen er en vittig og besk satire. En fortælling om kapitalisme, katastrofebevidsthed og det moderne menneskes lige så imponerende som forståelige evne til at vende det døve øre til alle advarsler. Supervulkaner, terroristangreb og klimakaos.

Begavet underholdning

Vi frygter det hele, men kan alligevel ikke forestille os det, når det kommer til stykket. Det går nok alt sammen!

Rich, der debuterede succesfuldt med ’Borgmesterens tunge’, har en glat og medrivende pen og et skarpt blik for sin tids dårskab, når han ironiserer over tidens sloganisme (»Fremtiden er ikke, hvad den har været«) og forkortelsesfetichisme. Mindre interessant bliver ’Morgendagens odds’, da først katastrofen, ganske som forudsagt af Mitchell, rammer New York.

Problemet er, at det føles som en katastrofefilm, man har set før. Lidt mere realistisk, men på intet tidspunkt rystende

Nathaniel Rich gør sig store anstrengelser for at skildre følgerne af superorkanen Tammy og den medfølgende oversvømmelse realistisk. Problemet er, at det føles som en katastrofefilm, man har set før. Lidt mere realistisk, men på intet tidspunkt rystende. ’Morgendagens odds’ er begavet underholdning, der vil pirre intelligensen og forestillingsevnen, men som hverken kan eller vil ryste sjælen.

Mitchell Zukor, hans veninde Jane og de andre figurer er skikkelser i en velskrevet fortælling, men de er ikke kar, der kan bære et drama stort nok til at hamle op med den katastrofeforestilling, Nathaniel Rich selv har sat op.

’Morgendagens odds’ er endnu en velskrevet amerikansk bog om et interessant emne. Skrevet af et ungt begavet hoved uden det ekstra sproglige løft eller den nye indsigt, der kunne hæve den over det tidstypisk letflydende causerende romanskriveri. Måske fordi ideen havde passet bedre til en lang novelle i et magasin?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce