Nøgen. Bjørn Rasmussen har få parader i 'Ming'.
Foto: Frida Gregersen

Nøgen. Bjørn Rasmussen har få parader i 'Ming'.

Skønlitteratur

Farvel til far: Jeg vil også have kræft

Det er en fryd, at Bjørn Rasmussen følger sine to romaner op med digtsamlingen ’Ming’ om farbesættelse og udsyret sorgpsykose.

Skønlitteratur

Først en stor tak til Bjørn Rasmussen for at introducere emhætten som poetisk motiv i dansk litteratur! Dernæst: Sådan her lyder det første melankolsk henrykte og stort set geniale lille digt i Bjørn Rasmussens første og smukke digtsamling, ’Ming’: »Jeg skriver/ min døde far/ frem/ i min favn/ og han føder/ fra hænderne/ en lav sol/ en lille gul gummidinosaur/ jeg græder/ som en symaskine/ af glæde«.

LÆS ANMELDELSEN AF BJØRN RASMUSSENS DEBUTROMAN

F’erne hober sig ceremonielt op her i påkaldelsen af den afdøde far, som er digtenes omdrejningspunkt: f som i far og f som i Flemming, som han hed (det er ham, der er Ming). Det er en barok lille opstilling, hen ad det religiøse ikon, med faderen og sønnen og hændernes stråleglans, men så også det helt igennem profane gummidyr og den hårdtslående helgenagtige tårestrøms maskinelle taktfasthed.

Sjælens fortabelse modsvares af en materiel forrådnelse, og der er lort og røv i lange baner

Disse digtes jeg, en forfatter ved navn Bjørn, spiser tre slags antipsykotisk medicin og skal snart giftes, han flytter i kolonihavehus med sin mand, og han kører rigtig meget i taxa, bl.a. og i al hemmelighed hen til sin gamle lejlighed, hvor han ryger hash og ligger på gulvet og taler med far, der får ham til at droppe medicinen. Det udarter sig til en ren farbesættelse og derpå en indlæggelse.

Til at begynde med er der bare erindringen om den for længst afdøde far, der først bliver skilt fra moderen og siden får kræft i hele kroppen, beskrevet med næsten montypythonsk absurditet: »kræften holder en fest i far/ guirlander linedance/ der er tæskefyldt/ maos knæ spjætter/ mussolini fotograferer frugtopsatsen/ jeg går i bro og modtager applaus/ mor siger: kræften æder ham op/ så kan de pludselig tale sammen efter 7 års ulykke/ så kan de pludselig tale sammen fordi han er syg/ jeg vil også have kræft«.

LÆS ANMELDELSEN AF BJØRN RASMUSSENS ANDEN ROMAN

Som psykosen sætter ind, bliver far en mere og mere tvetydig og grotesk figur, der hjemsøger det jysktalende jeg som »et gråt spøgels« og en stemme i DSB’s højttalere. Far ligger og »slikker sig som en kat«, og »far har en koloni af flåter nu/ et stjernemønster omkring øjnene/ én lige under som en dråbe«. Far spiser Bjørns sårskorper »som oblater«, og far »slikker de hjemløses sår ved munden/ han slikker stiknarkomanernes arme/ de prostitueredes små hænder«.

Både far og søn er noget ækle, for sjælens fortabelse modsvares af en materiel forrådnelse, og der er lort og røv i lange baner, som når far føder løs: »far er iført klovnekostume/ far føder en duk/ far føder en lille gul duk ud af endetarmen/ en ide har syet min mund fast til hans røvhul/ fjorten sting/ som en hashtung køter er jeg/ men jeg har ingen pels på/ jeg stiller mig ovre ved emhæt/ og flæber«.

Egentlig er det så enkelt, at jeget er »sindssyg/ af sorg«, ikke kun over sin fars død, men også den sorg, »at jeg aldrig selv bliver far fordi jeg er for syg/ det har ikke noget med at være bøsse at gøre«. Og egentlig er ’Ming’ en ret klassisk sammenbrudsfortælling, der skriver stærkt med sygdommens både frigørende og farlige krisesprog. Om krisen også bliver et vendepunkt, er mere tvetydigt, selv om Bjørn godt nok bliver udskrevet, gift og får sagt farvel til far. Det ender ikke så meget i en helbredelse som i et håb.

Bjørn Rasmussen går smidigt og overbevisende fra prosa til lyrik, og alligevel når heller ikke ’Ming’ helt op på siden af debutromanen, ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’, fra 2011.

Men den nærmer sig, ikke mindst mere end den lidt skuffende roman om skuespillerinden Ragna Svendsens sammenbrud og indlæggelse, ’Pynt’, fra 2013 – hvis grundfortælling digtsamlingen ellers gentager, med mindre maskerade og, helt afgørende, et indtagende nøgent hjerte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce