Hammershøi. »For nogle år siden så jeg en udstilling af Vilhelm Hammershøis malerier i London«. Det er første sætning i ’Det nye hav’, som romanen hedder.
Foto: PR/Jyllands Posten

Hammershøi. »For nogle år siden så jeg en udstilling af Vilhelm Hammershøis malerier i London«. Det er første sætning i ’Det nye hav’, som romanen hedder.

Skønlitteratur

Vred og gammelklog romandebut langer ud efter selviscenesættelsen

Martin Bastkjær debuterer sikkert og civilisationskritisk med verdens ældste historie.

Skønlitteratur

Kvinden sidder med ryggen til, og hvorfor gør hun det?

Vilhelm Hammershøis billeder er så stærke og så uudgrundelige, at vi er en hel dansk kultur, som er faldet i staver over dem. Og når billederne kommer ud internationalt, er fascinationen lige stor.

Hvad var det dog, der foregik i de stille, smukke stuer i Strandgade i København dengang omkring 1900? Mysteriet er psykologisk, æstetisk, malerisk, man kan bruge et liv på at grunde over det, sådan som en af det 20. århundredes store forfattere og kunstkendere, Poul Vad, gjorde. Og han havde til fælles med Martin Bastkjær, dagens debutant, at han var fascineret af noget andet også: Island.

»For nogle år siden så jeg en udstilling af Vilhelm Hammershøis malerier i London«. Det er første sætning i ’Det nye hav’, som romanen hedder med mild surrealisme.

Sætningens ’jeg’ fortæller nu på 188 sider om sig selv uden at sige for meget, for det står i en hammershøisk positur: med ryggen til.

Gammelt sind i en ung krop

Jeget er en ung mand, som forsvarer sin ret til at være alene og fri for alle de blikke og krav, som den sociale verden og de sociale medier kaster mod den enkelte. Han har en kæreste, Katrine, men sex siger ham ikke så meget: »Vent, siger jeg ... Jeg er for træt«.

Straks efter løftes ulysten til et intellektuelt niveau: »Jeg tænker tit på, om det, der gør seksualiteten så vigtig for andre, er, at den udgør et rum, hvori de føler, at de kan være helt sig selv, mens det, der gør den så fremmed for mig, er, at den får mig til at føle mig som en anden«.

Denne lidt gammelmodige intellektualisering af noget ungt og instinktivt, er bogens konstante frem-og-tilbage. Læseren får lyst til at sige til jeget, hvad forfatteren måske også (måske ikke) har lige på læberne: Rolig nu, du unge, gamle, alvorlige mand: Du bliver yngre med tiden.

Jeget er en gnavpot, som skriver en irritationens poetik frem

Romanens store kvalitet er den essayistiske dialog med kunsten, litteraturen, essayistikken, Lévi-Strauss, Anne Carson, Thomas Espedal og mange andre: Det er en bog med horisont. Men jeget står midt i billedet med ryggen til og vrisser. Kan man ikke få lov til at være i fred – kan man ikke få lov til bare at være sig selv?

Jeget er en gnavpot, som skriver en irritationens poetik frem. Men han er også en ung mand, som lige er stukket af fra sin kæreste og taget til Island for – skønt han naturligvis ikke er naturmenneske – at have sig selv i fred i naturen og dyrke sit Ak!

Et opgør med den moderne verden

Der er skabt store ting i denne tilstand og ud af dette Ak, som har et navn, der ikke nævnes med et ord i romanen, thi dertil er jeget alt for klogt, kritisk, irriteret, belæst og beåndet.

Gå ned med mus, mand, Vilhelm Hammershøi, Thomas Espedal og hele lortet

Tilstanden hedder kærestesorg, og den kan godt skrives op til at være et opgør med hele den moderne verden, sådan som Martin Bastkjær gør ganske overbevisende og fascinerende.

Man – mand – er i havsnød, man er så vred på verden, at man er villig til at tage det alt sammen med i sin egen drukneulykke og gå ned med mus, mand, Vilhelm Hammershøi, Thomas Espedal og hele lortet.

»Efterhånden kunne jeg ikke engang passere en gravid kvinde på gaden uden at føle afsky, ikke kun ved synet af den helt urealistisk udspilede mave, spændt til bristepunktet af det nyeste nye, men også ved tanken om, at nogen skulle mene, at det kunne hjælpe noget som helst at tilføje endnu et sagesløst led i rækken af utilsigtede fiaskoer«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det nye hav

Det er mest synd for Katrine. Romanens mandlige jeg skal nemlig nok blive endnu klogere, end han allerede er – selv om man ikke skulle tro, det var muligt. Eller med andre ord: Det går over.

Jeg er lidt i tvivl, om jeg her er på samme hold som forfatteren, Martin Bastkjær. Jeg er lidt i tvivl om, hvor alvorligt al den civilisationskritik, al den analyse af opmærksomhedssamfundet skal tages.

Egentlig er den også god nok, kritikken. Men det, som det egentlig handler om i ’Det nye hav’, og som skrives frem i stilsikre greb fra det klassisk normaldanske til det let surrealistiske, det er, ja, Katrine.

Og en dag kommer der måske en ny Katrine. Mod slutningen af romanen, to måneder efter Island, oplever jeget pludselig, at »en varm energi flyder rundt og samler sig under navlen (...)«.

Han er ved at stå ud på et nyt hav.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden