Gråzonen. Susanne Staun etablerer et mørkt og koldt univers, hvor de udstødte og kærlighedssøgende mennesker mestendels opfører sig underligt.
Foto: LÆRKE POSSELT (arkiv)

Gråzonen. Susanne Staun etablerer et mørkt og koldt univers, hvor de udstødte og kærlighedssøgende mennesker mestendels opfører sig underligt.

Skønlitteratur

Stærk krimitrilogi afsluttes med sublim sans for detaljen

Susanne Stauns triptykon om den vaklende retsmediciner Maria Krause afsluttes med 'Helt til grænsen'.

Skønlitteratur

Hvis det er sandt, at denne bog er forfatterens sidste i spændingsgenren, er det lidt trist. For siden debuten med den veloplagt groteske ’Sådan lyder en salonriffel’ i 1998 har hun markeret en positiv yderposition i forhold til krimilitteraturens mainstream.

Og hvor alt for mange af nutidens udøvere af faget leverer protagonister, som læserne uden at anstrenge sig det mindste kan identificere sig med, forholder det sig noget anderledes med Susanne Staun.

Thi hendes persongalleri er fyldt med regulært vanartede og forstyrrede personager, der ved første øjekast synes at være hentet fra det psykologiske overdrevs randområder, men som ikke desto mindre viser sig at være særdeles menneskelige i al deres dårskab.

LÆS OGSÅ Fornuft og følelseDet gælder i særdeleshed hovedpersonen i Stauns seneste romaner, retsmedicineren Maria Krause, der bærer rundt på nogle mentale gevækster, som til tider truer med at splitte hendes indre ad, men som ikke desto mindre fungerer fagligt og menneskeligt – på trods af dæmonerne. I løbet af de to første romaner ’Døderummet’ og ’Hilsen fra Rexville’ har vi også fået en vis forståelse for, hvorfor det er, som det er, med hende; hun er et skadet menneske, som er nødt til at mobilisere et enormt overskud for blot at gøre det, de fleste foretager sig uden den mindste tanke. Men i bund og grund er Maria Krause slet ikke så mærkelig. For den konflikt, hun konstant befinder sig i, er såmænd uhyre almen: Hun har alvorlige problemer med at integrere en grundlæggende emotionelt funderet omverdensrelation med sit naturvidenskabelige verdenssyn.

Eller med andre ord: Hun er spændt ud mellem fornuft og følelse, ganske som nogle af de kvindelige romanpersoner fra 1800-tallets britiske litteratur, engelskmagisteren Susanne Staun utvivlsomt er særdeles bekendt med.

Fascinationen af døden
Romanen indledes med, at Maria Krause oven på kalamiteterne i slutningen af den sidste roman er i USA for at binde nogle sløjfer, som imidlertid ikke bliver videre kønne.

Desuden begår en nær kollega hjemme i Odense selvmord på en bizar facon, hvilket selvsagt tænder nogle røde lamper hos den kyndige obducent.

Samtidig udsættes hun for mental afpresning af en mandlig kollega, der via sit kendskab til hendes digitale aktiviteter har en klemme på hende – og andre viser det sig. Og dette bliver igangsættende for en såvel indre som ydre rejse for vor hovedperson, der bliver nødt til at tage tingene i egne hænder for at redde – bogstaveligt talt – sit eget selv.



Staun skriveren smuk prosa, og den skønhed accentueres, fordi den er isprængt stykker af monumental grimhed i form af retsmedicinsk fagterminologi og billedskabende detaljer.

Men det er netop en central pointe for Susanne Staun at udstille fascinationen af det morbide og det grimme. Kriminallitteratur handler grundlæggende om den død, vi er så nysgerrige på, fordi den er tilværelsens eneste helt sikre vilkår.

Banalt, men sandt

Genremæssigt er vi i en gråzone mellem thrilleren og den forensiske krimi, idet såvel hovedpersonens trakasserier som selve den tekniske opklaring af forbrydelsen spiller en væsentlig rolle i det overordnede forløb.

Men først og fremmest er vi i Susanne Stauns helt særlige og fortegnede univers, hvor der er mørkt og koldt, men hvor personerne derfor er desto mere på jagt efter tryghed og varme.

LÆS OGSÅ For når alt kommer til alt, handler ’Helt til grænsen’ – og de øvrige to romaner i trilogien – primært om mennesker, der er udstødte, arrede og opfører sig underligt, fordi de savner kærlighed. Det lyder banalt. Men sådan er det altså.

Susanne Staun fortæller bare historien på sin helt egen, unikke måde. Og tak for det. Siger en anmelder, som er sikker på, at hendes varslede sonetkrans kommer til at sidde lige i skabet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce