Mørke. David Vann bevæger sig uforfærdet ind i de dybeste skove og mørkeste sind. Arkivfoto: Lærke Posselt

Mørke. David Vann bevæger sig uforfærdet ind i de dybeste skove og mørkeste sind. Arkivfoto: Lærke Posselt

Skønlitteratur

Cormac McCarthys sidemand tager et personligt opgør med skydevåben

David Vann tager en hård tørn med sin barske familiebaggrund i en moderne myte om dræberinstinktet.

Skønlitteratur

David Vann forvandler sin voldelige familiebaggrund til stærk litteratur. Faderen begik selvmord, og et blodigt, fatalt skuddrama i den nærmeste familie satte i mange år sit præg på den unge mand fra Alaska.

Hvad var det med al den vold og de skide skydevåben?

Vann har med egne ord »transformeret fortidens familiehistorier« til bøgerne ’Caribou Island’, ’Fortælling om et selvmord’ og ’Jord’. En litterær mandestemme, som ikke fedter rundt med selvironi og populærkultur, men stirrer sit køns mørkeste rødder i øjnene.

FRA ARKIVET

En særegen stemme, som ikke lægger skjul på, at han står på skuldrene af giganter som Hemingway og Cormac McCarthy. Hvilket Vann på en måde gør mere end nogensinde i ’Goat Mountain’. Slægtskabet med Cormac McCarthys forsøg på at skrive det arkaiske og det primitives drama frem i det civiliserede menneske står nærmest mejslet i bjergsidens granit.

Raymond Carver og Hemingways noveller lusker rundt i krattet på Goat Mountain. I historien om en 11-årig dreng, der kommer til at trykke på aftrækkeren og dræbe en mand på kikkertsigtets uvirkelige afstand. Det skæbnesvangre riffelskud fremmaner Inarritus film ’Babel’ og Stings ’Hung My Head’ sunget af Johnny Cash.

Den slatne farfar bliver en dødbringende afgud. Faderen en Abraham. Sønnen en alt andet end sagtmodig Isak

Jo, ’Goat Mountain’ er en fortælling, der står oven på fortællinger. Ikke mindst dem fra Bibelen. Kain og Abel. Abraham og Isak. Alligevel er ’Goat Mountain’ et voldsomt personligt værk, der digter og fremmaner sprog fra et sted dybt inde i sit helt eget afsvedne hoved.

»Dette er romanen, der bortbrænder det sidste af det, der oprindelig fik mig til at skrive: historierne om min voldelige familie. Den går også tilbage til mine cherokee-aner, der måtte finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til Jesus«, skriver Vann i sit efterord.

I en historie, hvor det at dræbe beskrives som en mands dybeste instinkt, får historien om genopstandelsen en usædvanlig betydning. Livet skal betvinge døden, og de døde holdes på afstand med riter. Da stenen bliver rullet fra hulen og genopstandelsen finder sted, fjernes skellet mellem levende og døde. Siden den nat har man ikke kunnet holde de døde på afstand. Dødsguden vandrer frit.

Sådan lyder splinter af den fortælling, som tumler rundt i den indianske fortællers hoved. Drengen, som sammen med sin far, farfar og familievennen Tom er taget på den årlige jagttur til Goat Mountain. Drengen skal dræbe sin første buk. Drabet er en overgangsrite, som skal føre ham ind i mændenes rækker. I stedet skyder og dræber han som i en drøm et menneske. Og så er helvede løs.

Livet er ødelagt. De tre mænd og drengen bakser rundt med liget. Far og farfar diskuterer, hvorvidt drengen skal dræbes eller ej.

Drengen har forbrudt sig imod civilisationens lov, men har han samtidig levet op til andre ældgamle love fra fortidens dyb ved at dræbe den indtrængende? Er kainsmærket udstødelse eller udmærkelse?

Den slatne farfar bliver en dødbringende afgud. Faderen en Abraham. Sønnen en alt andet end sagtmodig Isak. I en ekstremt intens prosa fremskriver David Vann jagteventyrets makabre mareridt.

Som dreng kom David Vann selv med på jagtture til Goat Mountain. Han ved, hvordan det føles at mærke dræberinstinktet bruse, og dét kan han formidle.

Vann tager måske lige en rundtur eller to for meget med sit stof, men grundlæggende er der tale om en voldsomt fascinerende mytisk-kaotisk fremskrivning af dræberinstinktet som urkraft.

Med ’Goat Mountain’ glider David Vann ned fra Cormac McCarthys skuldre og står som hans sidemand.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce