Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: DALSGAARD MIRIAM
Skønlitteratur

'Din næstes hus' overtræder det tiende bud

Kaarsbøls nye roman er mildt moraliserende og gør det svært at få vejret.

Skønlitteratur

Titlen siger det straks: Du må ikke begære DIN NÆSTES HUS … tru.

Jette A. Kaarsbøl tager afsæt i det tiende bud fra Femte Mosebog, som jo fortsætter med, at du ikke må »eftertragte din næstes hus eller mark, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom«.

Men hovedpersonen og jegfortælleren i ’Din næstes hus’, arkitekt Laus Lindborg, overtræder i dén grad det tiende bud.

Og det bliver ikke bedre af, at hovedpersonens ’næste’ er en 60-årig sognepræst, hvis 25 år yngre hustru spiller kontrabas og konkurrerer sig ind i Det Kongelige Kapel, alt mens Laus lægger hende ned efter unoder.

Der er virkelig dømt præstetanker og bibelsk tale her i den anden Kaarsbølbog.

En syndigt og modernistisk babelstårn Laus Lindborgs far var også arkitekt. Han boede i det hersens højhus i Rødovre, som svajede så meget, at nogle mente, det var ved at vælte.

En syndigt og modernistisk babelstårn, som Lindborg den ældre havde møbleret med Børge Mogensen, Kaare Klint, Wegner – vi får dem opregnet som i en inventarliste med to streger under og et facit: »Min far var arkitekt, jazzelsker og minimalist«.

Godt. Nu skal vi så have det modsatte, og det får vi, da den sure gamle arkitekt dør, og hans søn beslutter sig for at få ham begravet langt ude vest for Storebælt i landsbyen St. Randing, hvor han engang byggede en sognegård – det nærmeste, den ynkelige mand nogen sinde kom på at realisere noget som helst.

Da hans søn kører over Storebæltsbroen på side 100, siger han sådan her, thi han er jo altså jegfortælleren:

»Kablerne, der bar kørebanen, løftede sig som arme, efterhånden som jeg kom nærmere. Jeg modtog gladelig den dissing-weitlingske velsignelse«.

Symbolsk som ind i helvede
Hvis man går i kirke og jævnligt modtager den apostolske eller den aronitiske velsignelse, så er man i målgruppen for sådan et i og for sig fint og lunt lille stykke sprogligt korssting.

Problemet er bare, at tonen aldeles ikke passer til den lidt hårdkogte, københavnske, ateistiske arkitekt, som gerne skulle tegnes.

Og her ligger i det hele taget romanens problem: at fortællepositionen er temmelig usikker. Eller for nu at fortsætte med Moses: Røsten er Jakobs, men hænderne Esaus.

Det lyder ikke som arkitekt Laus Lindborg, det lyder som forfatter Jette Kaarsbøl, der fint får broderet alt muligt sammen, men ikke har fundet tråden eller stemmen.

Til gengæld finder hun hele tiden, og jeg mener hele tiden, et udtryk eller en replik, som er dyb og dobbeltbundet. Der bliver ikke lukket en dør, tændt en lampe eller »dekapiteret en rose«, uden at det er symbolsk som ind i helvede.

Samtiden forekommer konstrueret og knirkende

Miljø og persongalleri derude i St. Randing, alt fra solariepigen, rendegraveren og de unge til halbal over kirkekontorets bestyrer og krokonen (den sure mokke) til præstegårdens københavnske tilflytter plus hans kongeligt kapelmusiske kone – alt sammen er det flot beskrevet, fornemmet og researchet.

Modsætningen mellem by og provins giver humoristiske muligheder, som udnyttes, og små farcer får ben at gå på både her og hisset.

Jette A. Kaarsbøls store styrke er at sanse en scene og levere den med replikker, rekvisitter, duft, lyd og følelse.

I det trekantede spil, som går i gang mellem arkitekt Lindborg og det hus, han begærer, er der en særlig plads til præsteparrets lille datter og den rolle, hun, og altså børn i det hele taget, får tildelt, når de voksnes begær slippes løs.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er rørende og troværdigt – også fordi Kaarsbøl kender barnets umiddelbarhed, som i den rigtige/forkerte situation kan være grusomt kynisk.

For eksempel da den lille pige hellere vil have godnathistorie af sin mors elsker end af sin far – som så næsten ikke kan berøves mere af sit eget hus.

Hvad Jette A. Kaarsbøl vil undersøge i denne samtidsroman, er ikke meget forskelligt fra det, hun diskuterede i sin medrivende og vedkommende debutroman, ’Den lukkede bog’: begær, ansvar, frigørelse, moral – hele ’det moderne gennembrud’ og de sammenbrud, det afstedkommer.

Hun har meget på hjerte, men samtiden her i ’Din næstes hus’ forekommer langt mere konstrueret og knirkende, end fortiden gjorde i ’Den lukkede bog’.

Og det mildt moraliserende med Moses og profeterne gør det svært at få vejret.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce