Forfatter. »Der er et gammeltestamentligt schwung over David Grossman, en rungende alvor, som konstant brydes af lige så rungende humor, varme, livskraft«, ifølge Politikens anmelder.
Foto: Thomas Lohnes/AP (arkiv)/AP

Forfatter. »Der er et gammeltestamentligt schwung over David Grossman, en rungende alvor, som konstant brydes af lige så rungende humor, varme, livskraft«, ifølge Politikens anmelder.

Skønlitteratur

Nyt hovedværk er en bevægende antikrigsroman

Den israelske forfatter David Grossman mistede sig egen søn i krig, mens han skrev på sin roman om en kvinde knuget af angst for, at netop det skulle ske.

Skønlitteratur

Enhver mor eller far kender uroen: Er mit barn levende? Den lille kan sove nok så sødt, vi tjekker alligevel i smug og for en sikkerheds skyld: Trækker han vejret?

Forældre, hvis børn går i krig, oplever den lille uro som angst i fuld flamme: at det skal ringe på døren, og der står to officerer med en meddelelse.

Også danske familier lever i dag med denne angst, men for næsten alle israelske familier har den mulige meddelelse altid været et uomgængeligt vilkår, noget dybt og afgørende i landets bevidsthed, underbevidsthed og selvforståelse. Hos David Grossman mødes den helt almindelige angst med den særligt israelske i et mesterværk af en roman: ’Kvinde på flugt fra meddelelse’.

Hun hedder Ora, hans hovedperson af en frodig, rapkæftet kvinde i halvtredserne, skilsmissemor, jiddisch mamma, elskerinde, kvinde fuldt og helt, som i to gange tre år har måttet leve med, at hendes sønner var værnepligtige i den israelske hær.

Da den yngste, Ofer, omsider er gennem sine tre års militærtjeneste, aftaler mor og søn at fejre friheden og deres fælles liv med en vandretur i bjergene, de to alene. Men dagen før, de skal af sted, ringer Ofer hjem og siger, at han har meldt sig frivilligt til en militær operation i Libanon.

Ora er knust, hun frygter det værste og beslutter sig for at forsøge en »studehandel med skæbnen«: Hun forlader hjemmet og afskærer sig fra enhver form for kommunikation, der ville kunne bringe hende en mulig ’meddelelse’. Irrationelt og instinktivt forestiller hun sig, at hun beskytter sin søn mod det værste – ved at det værste ikke vil kunne meddeles.

Mistede sin søn i den anden Libanonkrig David Grossman havde arbejdet på sin monumentale roman i tre år, da den anden Libanonkrig brød ud i sommeren 2006. Hans egen yngste søn, Uri, gjorde tjeneste i panserstyrkerne: »Jeg havde en følelse – eller nok snarere et håb om – at bogen, jeg skrev, ville beskytte ham«, står der i efterordet. Men Uri blev dræbt i Sydlibanon 12. august 2006, og David Grossman afslutter sit efterord: »Efter at vi havde siddet shiv’a, vendte jeg tilbage til bogen. Det meste var allerede skrevet. Hvad der mere end noget andet havde ændret sig, var virkelighedens ekko, som den endelige version blev skrevet i«. ’Kvinde på flugt fra meddelelse’ blev skrevet færdig i december 2007, den er oversat til 32 sprog og nu også dansk, hvilket er en kraftpræstation af oversætterne Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner. De syvhundrede sider er ikke blot et kvindeportræt i så stort format, at Paul Auster har sammenlignet Grossmans Ora med Flauberts Emma og Tolstojs Anna, det er også et sprogligt babelstårn af alt fra det mest bibelske hebræisk til den mest barbariske soldaterslang på moderne hebraisk.

Ordene har i sig selv en hovedrolle i romanen. I en ’Prolog, 1967’ stiger Ora og de to mænd, der skal blive hendes, op af et ordenes ocean som flydende, febrile bevidstheder på et epidemihospital. Seksdageskrigen anes derude, men inde på hospitalet mødes Ora og Avram et sted oppe over grænsen til deres respektive enogfyrre i feber. Det er her, de taler, blinde og hede, og først hundrede sider længere fremme falder feberen til det normale, mens romanen rammer 2002, og ordene finder et nyt leje.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ordene som ven og fjende
Ordene er ven og fjende i denne bevægende bog. De er fjende, fordi Grossman midt i den mellemøstlige krig er sig smerteligt bevidst, at den evige israelske historiefortælling ruller hen over palæstinenserne som en ordkampvogn.

Romanens palæstinensiske hovedperson er taxachaufføren Sami, nær ven af Ora og hendes familie gennem tyve år. Sami er et frit og generøst menneske, som ikke lader de daglige ydmygelser gnave i sig, som om de var hans egen skyld.

Alligevel opdager Ora en ny side af ham, da hun taktløst beder ham om at køre sig selv og sin søn til opsamlingsstedet for den militæraktion, Ofer skal med i. Pludselig træder Sami ud af sin menneskelige frihed og ind i rollen som ’palæstinenser’, han påtager sig en karikeret accent og ser op i bakspejlet, mens han siger:

»I leder altid efter en historie i hver eneste ting! Så den kan bliver et program i fjernzinet eller en film på jeres bestivaler, ikke også? Hva’? Ikke også?«.

Åh, alt det interessante, der foregår i israelsk film og litteratur. David Grossman lader sin roman vide, hvilken pris palæstinenseren betaler for, at biografgængeren og romanlæseren i København og New York kan nyde, forstå, prisbelønne og bevæges – også af ’Kvinde på flugt fra meddelelse’.

En bevægende antikrigsroman

Meget bevæget bliver man af denne antikrigsroman, hvis rige register af følelser, af sjette og syvende sanser og metafysiske mønstre ikke hindrer den i at være intellektuelt knivskarp og nådesløs – og dét, hvad enten det gælder politik, følelser eller familie. Den unge soldat Ofer er ikke søn af sin far, Ilan, men af elskeren Avram, som efter halvanden måned i egyptisk fangenskab er et ødelagt menneske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Familieforholdene er, ganske uanset krig og Mellemøst, »som at være udsat for permanent elektrochok«, siges det et sted: Familie er »matematik på højt plan (…) for mange ubekendte, for mange parenteser og potensrækker, og i det hele taget denne komplikation (…) og behovet for hele tiden at have et forhold til hvert af de øvrige familiemedlemmer, hvert øjeblik, om dagen og om natten, selv i drømme«. Der er et gammeltestamentligt schwung over David Grossman, en rungende alvor, som konstant brydes af lige så rungende humor, varme, livskraft. Og sex. Noget af en kvinde, den flygtende Ora. Mød hende, mød dig selv, og mød et nyt hovedværk i litteraturen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce