Stort. Katrine Marie Guldagers 'Peters død' gør op med 70'ernes kollektivideologi, kritisk, kærligt og konkret. Men også ulven, der har lusket rundt i et surrealistisk lag siden første bind, huserer. Mere end nogensinde. Øverst ulven på udsnit af bogomslaget.
Foto: Niels Hougaard

Stort. Katrine Marie Guldagers 'Peters død' gør op med 70'ernes kollektivideologi, kritisk, kærligt og konkret. Men også ulven, der har lusket rundt i et surrealistisk lag siden første bind, huserer. Mere end nogensinde. Øverst ulven på udsnit af bogomslaget.

Skønlitteratur

Seks hjerter: Teksten brænder i fjerde bind af Guldagers Køge-krønike

Med 'Peters død' skriver Katrine Marie Guldager på noget stort i dansk litteratur.

Skønlitteratur

Borgmesteren i Køge var »en høj, ranglet mand, der inkarnerede forgangne tiders mandeideal: stærk, myndig og alligevel god«.

Vi skriver 1972, og vi er nået til fjerde bind af Katrine Marie Guldagers romanserie om Køge, byen, hvor kaffe udtales med én stavelse, kaf, og te med to, te-e. Her i ’Peters død’ er det blevet kærlighedens og kollektivernes tid, hvor alt er så godt og kærligt, at noget godt går tabt, og borgmestre ikke længere må være stærke og gode på én gang. Ikke engang ham i Køge, den høje, ranglede mand.

Katrine Marie Guldager holder fast i sin originale stemme og sin særlige fortælleposition: »Her kan forfatteren godt afsløre ...« eller: »Man får lyst til at genoplive manden i sofaen, man får lyst til at byde romanen trods ...«.

Men hvor en sådan markering af selve skriveriet ofte nedsætter temperaturen i læseoplevelsen, har Guldager held med det modsatte. Hendes roman bliver kun varmere af, at den udpeger sig selv som litteratur, temperaturen stiger bare endnu mere i læseoplevelsen.

Man er i selskab med et skrivende ’man’, som er så klogt og humoristisk og frækt, som kun rigtig kloge koner kan være.

Sætter ild til teksten

Dette skrivende 'man' har man nydt i de tre første bind af Køge-krøniken, men her i det fjerde bind brænder det på for forfatteren på en måde, som virkelig sætter ild i teksten. Der foregår et opgør med 1970’ernes kollektiv-ideologi, og helt konkret med kollektivet som livs- og boform, et oprør, som er kritisk, krast og kærligt på én gang. Samt til tider skrigende skægt.

Som da kollektivet har arrangeret en weekend om kropsbevidsthed under ledelse af en svensk skuespiller, der advarer stærkt imod konkurrenssamhället og taler næsten perfekt dansk: »Men nu skal du lige lukke øjnene og slappna af ...«.

Eller som da kollektivets chefideolog Steen holder tale ved navngivningsfesten for et forældrepars nyfødte barn. Han er iført stribede pludderbukser og en forvasket hospitalsskjorte, hvorpå der er trykt TILHØRER RIGSHOSPITALET. Og hans hovedbudskab er, at »vi her i kollektivet er fælles om det hele, også børnene«.

Budskabet skal vise sig at være mere besværligt end som så, ikke mindst for børnene. Kollektivets undergang er indbygget i dette budskab, og det slår mig gang på gang gennem dette bind af Køge-krøniken, hvor stort slægtskabet er mellem de grundkonflikter i det danske kollektiv, som Guldager iscenesætter, og dem, som israeleren Amos Oz tager fat på i sin aktuelle novellesamling om kibbutzen, ’Mellem venner’.

Faderfiguren i hele foretagendet, den ganske sympatiske Peter fra Køge, dør i dette bind, sådan som titlen svagt antyder. Han dør, fordi det jo altså er 1970’erne, hvor fædre dør i det hele taget; og han dør af sorg, fordi han aldrig kom sig over at blive forladt af sin Lilly, der tog til København for at blive kunstner, hvad hun endnu kæmper med, stadig mere dovent.

Varmt og vedkommende

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ulven, der har rumsteret under familien lige siden første bind, lusker omkring mere end nogensinde, og dét i en grad, så Peters søn Henry til sidst sidder i isolation i Vridsløselille.

Fængslet er kun alt for virkeligt, men ulven tilhører det lag i teksten, som Katrine Marie Guldager tør dyrke og til stadighed raffinere: en glidning fra det realistiske over i det drømmende og videre til det surrealistiske. Det føles alt sammen så varmt og vedkommende – eller som forfatterfiguren Hr. Fink siger til den sørgende, men endnu levende Peter:

»Du tror det måske lige nu, Peter, men smerten ved at være i denne verden er ikke nødvendigvis et resultat af det, mennesker gør mod hinanden. Forstår du? Verden er bare indrettet sådan«.

Om Hr. Finks forfatterkarriere tør jeg ikke spå. Men om Katrine Marie Guldager tør jeg godt sige, at hun skriver på noget stort i dansk litteratur.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden