Illustration: Christina Sonnet

Illustration: Christina Sonnet

Skønlitteratur

Gys: Horror er alle vegne - også i bogform

Fem nye bøger favner både de klassike gyserfortællinger og hverdagens grumhed.

Skønlitteratur

»The Horror!«.

Sådan stønner oberst Kurz i filmen ’Dommedag nu!’ Og med god grund. Horror er alle vegne. Også i bogform. I Danmark har vi et pænt lag af forfattere og læsere, som lever delvis under radaren. Det er ligesom en klub. Og man har det vist egentlig meget godt med det. Navne som Teddy Vork, A. Silvestri, Jonas Wilmann, Michael Kamp, Carina Evytt, Patrick Leis, Steen Langstrup m.fl. når sjældent op til den litterære overflade og hitlisterne. Man selvudgiver. Det er det nemmeste.

Eller udkommer hos medsammensvorne på de små, spinkle forlag, hvor der er kort fra gys til læselys. Bemærk også, at horror mest er en herreting. De fleste fortællere holder til i provinsen. Og som i fantasy skrives der for en bredspektret kreds.

Gamle huse. Dybe kældre. Det er klassikeren. Og her finder du A. Silvestri, der beretter om hængerøven Søren fra Munkebo, som får til opgave at passe sin mor, den sidste tid hun har tilbage, mod at arve hele molevitten. Det skulle han aldrig have sagt ja til, for i huset og familien kører man i en anden tid, hvor alt relaterer til Allefar, den irske rebslager, som grundlagde slægten og stadig styrer det hele gennem personen onkel Holger.

’Al kødets gang’ er måske ikke det bedste, jeg har læst af Silvestri, men bogen har den robuste blanding af hverdag og afgrund, som er horrorgenrens kendetegn. Mest for voksne.

Hele byer. Møg, mareridt og mutationer. Her finder du Jonas Wilmann. Et mangesidet talent med en utrolig opfindsomhed, der samtidig har et godt øje til samfundets skæve udvikling. ’By’ er en række sammenhængende blik ned i det underste, hvor selvmordere, monstre og ædedolke huserer. Bogen åbner med en ætsende ond historie om en hidtil uset form for telefonsalg og kommer vidt omkring i madsvineriets tidsalder.

Fortælleren bor i en blyforet kasse under jorden og har kontakt med et forlag, som måske vil udgive hans historier. Det er vildt. Det er syret. Det er surrealistisk. Ikke lige godt alt sammen, men det swinger og svupper som en Kafka på svampe. I byen er der også en overklasse, der lever som vi: »I den verden han kom fra, var alting så sterilt. Det virkede, som om lugt var udryddet. Det var i sandhed de overudviklede lukkemuskler og parfumerede genitaliers tid«. Jonas Wilmann er heller ikke for sarte sjæle.

Selvudgiveren hedder Lars Thomassen, og han holder af hverdagen, sådan som den udspiller sig i Billund og omegn. Ikke meget overnaturligt hokus-pokus med ham. ’Når månen titter gennem ruden’ er en debut, men det stopper næppe her, for forfatteren har en sjælden evne til at skabe dagligdag, som vi kender den med kaffe på kanden og lig i lasten, og så bidrage med et vrid eller to, der åbner for sluser og afgrunde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en stærk og professionel debut. Lars Thomassen mener, hvad han skriver. The Horror. Blandt emnerne i denne novellesamling er lottotallene, Facebook, en præst, en seriemorder, narko, fitnesscenteret samt en bilulykke. Kan det blive mere almindeligt? Nu han har åbnet for sluserne. Hold fast!

Med Dennis Jürgensen kom splat og zombier indenfor i børneværelserne, og siden ’Kadavermarch’ (1991) har intet været det samme. Heller ikke bedemandsbranchen. Det kan man læse om i Michael Kamps muntre trilogi for børn, der vil have mere end rød sodavand. ’Nekromathias’ fortæller om en dreng og hans bedstefar, der må påtage sig alle de dunkle sider af et erhverv, der er andet end orgelmusik og foldede hænder.

Døden har mange ansigter og stadier. Det er drønspændende på den gode måde. Med et glimt i øjet og masser af sennep og ketchup. Michael Kamp er håndfast i sin horror, når han skriver for voksne – dyrk hans ’Hospitalet’! – men her stryger han nynnende blidt mod hårene.

Velkommen til byfest i Vejby! Den strækker sig over næsten 1.000 sider fordelt på fire bind. Folkeligt og forfærdeligt. ’Spejlporten’ er af den art, hvor fantasy og horror tager hinanden i fangarmene, og den går sådan her. Ude i rummet på planeten Praxox smutter ondskaben forbi vogterne og lander i Vejby, hvor en flok børn – herunder en opvakt treåring, som kan mere, end de andre kan – må bære alle byrder, fordi de voksne er optaget af paptallerkener og fadølsanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det lykkes at afværge faren, men det er på et hængende hår, og der skal bygges en del nyt i Vejby bagefter. En herlig horror for større børn i trygge omgivelser.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce