Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Er man et læsende menneske: Læs noget andet end denne bog

'Pigen uden navn' fortæller om et interessant kapitel i amerikansk historie, men duer ikke som roman.

Skønlitteratur

Det meste ved denne amerikanske bestseller irriterede mig.

Der er den anonyme (og derfor egentlig ret passende) titel, der heller ikke er på niveau med den originale, ’Orphan Train’, der i det mindste lyder godt og siger noget om romanen.

Der er det lige så indholdsløse og endimensionale sprog, der lige præcis fortæller det, det fortæller: »Det er en sølle form for barndom, når man ved, at ingen elsker én, når man altid står udenfor og kigger ind. Jeg føler mig ti år ældre, end jeg faktisk er. Jeg ved for meget. Jeg har set mennesker fra deres værste side, i den største fortvivlelse og egoisme, og den viden gør mig mistænksom«. Som læser føler jeg mig ret overflødig her. Hvorfor skal jeg læse disse selvforklarende helsætninger?

Så er der den kunstige komposition, hvor to spor ikke kan finde ud af at mødes. I det ene fortæller Vivian historien om, hvordan hun som lille pige rejste fra Irland til New York for senere at blive sat på et tog gennem USA – her trækker romanen på et glemt kapitel i amerikansk historie, hvor forladte og forældreløse børn indtil 1929 på den måde måtte tilbyde tilfældige familier deres arbejdskraft.

Værst er næsten dialogen

I det andet møder vi 17-årige Molly, der som straf for at have stjålet ’Jane Eyre’ fra det lokale bibliotek sættes til at rydde op på den nu 91-årige Vivians loft. Ideen er – ja, du har gættet det – at disse to så forskellige kvinder viser sig ikke at være så forskellige endda.

Hele setuppet er så opstillet og kulørt, at man aldrig bekymrer sig det mindste om den unge Vivian, der ellers må gå gruelig meget igennem, indtil hun ender som entreprenant og selvstændig kvinde. Det er for gennemskueligt, at hendes skæbne hviler i hænderne på en godsindet forfatter, der fortæller med en form for efterrationaliserende og slet skjult lettelse. Det hele skal nok gå! Lad os føle rørelsen over de rørende følelser. Lad os hygge os med en slem historie.

Men det slemmeste er næsten dialogen – det kan muligvis skyldes oversættelsen. Der er noget virkelig enerverende over forsøget på at skrive ungt: »Jeps. Det er lige dig, ikke? Come on, jeg ved, hvor nørdet du er. Prøv ikke på at nægte det. Alting står på række og geled«. Hvem taler sådan?

Og, nå ja, så er der den flade persontegning: »Dina er typen, der lytter til konservative taleradioprogrammer, er medlem af en fundamentalistisk kristen kirke og har en streamer på sin kofanger med Geværer dræber ikke mennesker – abortklinikker gør«. Så ved vi alt om Mollys onde plejemor.

Generelt er plottet med usandsynlige sammentræf og nemme løsninger også for godt til at være sandt. Endelig har romanen en irriterende tendens til at ville give situationerne et skær af noget nutidigt: Facebook, Twitter, YouTube, Amazon, Netflix. Ud over at vise afstanden mellem de to kvinder føles det, som om romanen virkelig gerne vil gøre sit ellers lidt støvede univers spiseligt for en yngre generation.

Fred være med det, hvis det kan få nogen til at læse. Problemet er bare, at ’Pigen uden navn’ vil være en rigtig, seriøs roman. Og er man et læsende voksent menneske, må jeg varmt anbefale, at man finder noget andet at læse i.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce