Skattekammer. I en alder af 83 år tyr Umberto Eco stadig til sine bibliofile sjældenheder, når han skal have inspiration til intrigerne i sine romaner.
Foto: Jes Stein Pedersen

Skattekammer. I en alder af 83 år tyr Umberto Eco stadig til sine bibliofile sjældenheder, når han skal have inspiration til intrigerne i sine romaner.

Skønlitteratur

Interview: Paradis befinder sig på hylderne i Umberto Ecos skøre bibliotek

Forfatteren til 'Rosens navn' er en entusiastisk samler af ældgamle bøger, og han har brugt millioner på at erhverve dem. Dem han holder allermest af, er dem, der rummer vanvittige og fejlagtige teorier.

Skønlitteratur

Jeg kan lige så godt være ærlig. Jeg er i fuld gang med at interviewe Umberto Eco om hans nye roman, men jeg har en hemmelig dagsorden:

Jeg vil ind i hans kostelige, aflåste bibliotekshule.

Jeg har ikke Galilei herinde, fordi han havde ret, men jeg har Ptolemæus, fordi han tog fejl!

Ind i hans fra omverdenen afsondrede værksted, helt derind, hvor kilderne til hans forfatterskab flyder. Ind til hans oldgamle dokumenter og bøger. Til hans udgave fra 1491 af Dantes ’Guddommelige komedie’ og alle de andre skatte.

Og jeg ved, hvordan jeg skal få adgang.

Når vi har talt færdig om de udfordringer, som Europa står over for, vil jeg lade semiotikprofessoren, en af Europas vigtige intellektuelle stemmer, slippe for hele tiden at skulle være så klog.

LÆS MERE

I stedet vil jeg appellere til den Eco, som er ærespræsident for det italienske bibliofilsamfund, samleren, som bare må eje hver eneste af de næsten uopdrivelige middelalderpamfletter, som det mysticistiske broderskab af Rosenkreutzere har udgivet, men desværre mangler en enkelt.

Og selvfølgelig lykkes det, for jeg har valgt mit sesam-luk-dig-op med omhu, så jeg spørger:

Da jeg besøgte Dem sidst, fik jeg lov at se ’Hypnerotomachia Polyphili’. Mon det kan lade sig gøre igen?

Eco, der ellers var sunket dybt ned i sin bløde stol, retter sig fluks op og har allerede nøglerne fremme. Bingo.

»Kom med«, siger han, og så er vi i gang.

Førsteudgaverne af ’Ulysses’ og ’Finnegans Wake’ (signeret) af James Joyce står stadig til højre for døren. De er uvurderlige (flere millioner dollars pr. styk), men selv sådanne rariteter får ikke lov at komme ind i det allerhelligste, fordi de er så nye – 1922 og 1939.

Og så vil han kun have ting, der er ’forkerte’, inde i Biblioteca Semiologia, Curiosita, Lunatica et Magica.

»Jeg har ikke Galilei herinde, fordi han havde ret, men jeg har Ptolemæus, fordi han tog fejl! Jeg elsker skøre teorier. Alkymi, kabbalistik, okkultisme, overtro af enhver art, vigtige falsknerier. Alt, som er forkert, skørt eller falsk«.

»Et eller andet sted herinde har jeg den første piratudgave af ’De tre musketerer’. Den blev udgivet i Bruxelles samme år som den franske udgave«.

På det store skrivebord står den lille glasmontre med en hvid porcelænsrose i. Her ligger hans gamle fløjter. Langs væggene de fine bogskabe i nøddetræ, hvori sjældenhederne står.

Allerede nu vil man måske tro, at dette er historien om en excentrisk bogsamler, men det er kun den ene halvdel af sandheden. For samlingen i dette rum er ofte råmateriale til de bøger, excentrikeren selv skriver:

»Jeg er et bogmenneske, derfor skriver jeg om bøger«, har han sagt om sig selv, og når Eco går på opdagelse i kulturhistoriens publicistiske (rædsels)kabinetter, har ideerne det med at komme til ham.

Som det er tilfældet med ’Kirkegården i Prag’, hvor den antisemitiske forfalskning, ’Zions Vises Protokoller’, spiller en vigtig rolle. Eller ’Dronning Loanas mystiske flamme’, som handler om en antikvarboghandler, der mister sin hukommelse, men genfinder den ved hjælp af sin barndoms tegneserier.

Ikke at forglemme ’Rosens Navn’, hvor skurken viser sig at være den blinde katolske bibliotekar Jorge, som vogter over det eneste eksemplar af Aristoteles’ tekst om latteren. Han mener ikke, pavestaten kan tåle, at den store græske filosof betragtede humor som redskab til åndelig befrielse. Den slags er jo rent kætteri.

Nej, dette er ikke et blærerøvsbibliotek, men en særlig afdeling af Ecos vældige researchbibliotek, der tæller 50.000 bøger.

Penis er intakt

»Du ville se min ’Hypnerotomachia’. Her er den. Er den ikke prægtig?«.

Eco holder Aldus Manutius’ pragtfulde originaltryk af Francesco Colonnas syrede fantasi om Poliphilos drømmevandringer fra 1499 frem.

Den er på 300 sider og rummer 168 illustrationer, træsnit, som står utroligt flot på siderne, der rummer et væld af forskellige spaltebredder. Typografisk er siderne vidt forskellige.

»Mit eksemplar rummer stadig Poliphilos penis. I de fleste andre eksemplarer er den blevet kradset ud. Det er sket i klosterbibliotekerne, hvor man ikke kunne have den slags«.

De smukke illustrationer er måske lavet af Botticelli, men det vides ikke med sikkerhed.

»Digitale bøger kan slet ikke konkurrere med sådan en bog ... Hvor er den pik? Jeg kan aldrig finde den«, siger Eco, »her er den!«.

På side 100 viser han mig det voldsomt erigerede lem, som en krans af kvinder ser beundrende på, og det er ganske rigtigt intakt.

Psykiateren Carl Jung elskede også ’Hypnerotomachia Poliphili’s frimodige illustrationer. Han så bogen som en tidlig forløber for sin egen teori om arketyperne, de fællesmenneskelige grundformer for handling, oplevelse og psyke.

I min gamle Pinocchio-bog er de kruseduller, jeg lavede, da jeg var dreng. Når man i fremtiden finder sin barndoms-Kindle med Pinocchio, vil den ikke rumme denne ekstra nostalgi

»Sproget består af latin og græsk, men rummer også jødiske og arabiske ord og ord, som Colonna selv fandt på, og som ikke er umiddelbart forståelige«, forklarer Eco, som oplyser, at både hans overbo og et nærtliggende bibliotek også har et eksemplar af det gamle værk.

»Jeg vil skyde på, at Hypnerotomachia-tætheden pr. kvadratmeter netop i dette område af Milano er verdens største«, griner han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Første billede af paradis

Hvad er din største skat?

»Uha, du kan ikke bede mig vælge mellem alle disse mine børn. Nogle elsker jeg, fordi de er smukke, andre, fordi de er grimme, og andre igen, fordi de er sjældne og grimme. Jeg er stolt over at eje dem. Men ’Hypnerotomachia’ er den skønneste. Den er 500 år gammel, men frisk, som var den blevet lavet i går«.

Eco sætter sig på hug foran det bogskab, som rummer hans 35 inkunabler, altså bøger, der er blevet trykt før 1501.

Han vil vise mig sin inkunabel-udgave af Dantes ’Guddommelige komedie’ fra 1491. Han finder den i en blå æske.

»Det er en sen inkunabel, men den første, der rummer et billede af Paradis. I førsteudgaven af ’Komedien’ var billedet ikke med, men her har du det!«.

Han viser mig engle og stjerner i en sirlig streg. De er pæne, men kan ikke måle sig med dristigheden i ’Hypnerotomachia Poliphili’.

Der er en vis galskab i at samle på bøger, ikke. Hvordan vil bogsamleren Eco beskrive sig selv som ... patient?

»Der er galskab blandt alle samlere, folk, der samler på øl- eller Coca-Cola-flasker er lige så gale. Der er også noget skørt i at ville bestige Mont Blanc, og det er oven i købet farligt«.

Eco sætter sig, mens jeg fortsætter med at tage billeder. Mens jeg skyder løs, føler jeg mig som en jæger, der har travlt med at få sit bytte nedlagt, inden det er for sent.

»Der er ikke den store forskel mellem jægerens galskab og samlerens, jeg betragter mig selv som jæger«, siger Eco så.

»Du er i skoven, og du må bare skyde dette dyr. Ikke for at spise det, men for at kunne sige: Jeg fik det! Det samme gælder for mig. Der er bøger, jeg bare eje. Så simpelt er det. Jeg må eje dem fordi! Og så fordi jeg vil have den fuldkomne samling«.

Jeg må tryne trangen

Men selv ikke Umberto Eco kan eje alt. I går var han i Firenze, hvor han besøgte Biblioteca Medicea Laurenziana, som bl.a. rummer en stor samling af græske og latinske papyrustekster fra Egypten.

»Jeg har besluttet at knægte min samlertrang og nysgerrighed, fordi jeg mangler plads. Fremover er jeg kun ude på at udfylde huller«, siger han og nævner, at han kun mangler et bind af Robert Flood, som han omtaler som en skør kabbalist og okkultist fra 1600-tallet. »Finder jeg den, har jeg alt af ham«.

Eco er sikker på, at den gode gamle papirbog nok skal klare sig.

»Hvis jeg taber min iPhone i vandet, er alt dødt, men en bog kan jeg trods alt fiske op og tørre. Vi ved ikke, hvor længe magnetisk lagret information kan holde sig, men mine 500 år gamle bøger kan læses. Og det kan de 2.000 år gamle papyrustekster, jeg så i går, også«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så kan man heller ikke tegne i en Kindle-tekst, påpeger Eco:

»I min gamle Pinocchio-bog er de kruseduller, jeg lavede, da jeg var dreng. Når man i fremtiden finder sin barndoms-Kindle med Pinocchio, vil den ikke rumme denne ekstra nostalgi. Det duer ikke«.

Eco fingerer lidt ved sine fløjter, så peger han rundt på sine skabe.

»Det er praktisk, at jeg ikke behøver kravle øverst op på stigerne i mit bibliotek for at slå noget op, men kan bruge Wikipedia. Men det betyder alligevel alt for mig, at jeg kan se mine bøger«.

Hans øjne glimter:

»Og jeg har stadig den her teori om, at når man ser på en bog mange gange i løbet af tredive år, så er man på en eller anden måde i direkte kontakt med indholdet i den, haha«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce