Forældre. »Mors pyntedug, ødelagt./ Hævn, måske?/ For alle årene med pynt, vask, strygning./ For alle årene med kærlighed«
Foto: fra bogen: Tomas Espedal

Forældre. »Mors pyntedug, ødelagt./ Hævn, måske?/ For alle årene med pynt, vask, strygning./ For alle årene med kærlighed«

Skønlitteratur

Tomas Espedal har skrevet - eller skal vi sige lavet - en mærkelig bog

Norske Tomas Espedals ’Mitt privatliv’ består af uanselige billeder og små tekster, der sammen bliver en både rørende og gribende fortælling om et liv.

Skønlitteratur

Min mors pyntedug, ødelagt. Hævn måske? For alle årene med pynt, vask, strygning. For alle årene med kærlighed«.

Fotografiet viser en sandt nok lidt medtaget dug på et havebord med en skål blommer og en karaffel vand. Billedet er ikke noget at skrive hjem om. Men nok noget at skrive om, med de ord, jeg citerede til en begyndelse.

Tomas Espedal har skrevet, eller skal vi sagde lavet, en mærkelig bog. Fotografier, der ikke er noget særligt, ledsaget af tekster, der knap nok er digte. Men tilsammen udgør de en fortælling, der er både rørende og gribende.

’Mitt privatliv’ er en skildring af et liv, der forløber i omvendt orden. Først er han far, så får han en kæreste, til sidst er han alene. De eneste figurer, der aldrig slipper op, er hans far og hans mor, hvis pyntedug bærer pletter af den evige kærlighed. Pletterne ligner mug.

Stille, insisterende og meget, meget smukt

Han bor som ung mand i en statelig lejlighed med bedste beliggenhed. Den er en god ramme om store fester, men duer ikke til at skrive i. Så dør hans datters mor, og han flytter ud i den dødes hus for at tage vare på datteren og hendes halvsøster.

Al hans tid går nu med at smøre madpakker og følge i skole. Og aldrig før har han fået skrevet så meget. Men tiden går, husets ejer sætter ham på porten. Han må flytte, og »hver gang jeg flytter, tænker jeg, at det er til et sted nærmere det sidste sted«.

Igen er han alene, igen går det i stå for ham. Der er mange billeder af skriveborde, natborde, spiseborde, sofaborde og så ind imellem af pigerne, de små lys, der er så krævende og givende.

Meget, meget smukt

Tomas Espedal har engang skrevet en hel bog om at gå, siddende på sin flade. Nu får vi at vide, at han helst går i hvide skjorter. Han fotograferer dem hængt til tørre i stimer på en tøjsnor. Kridende hvide, som ligskjorter.

Det, Espedal er bedst til at skildre, både med sit Konica og sin elektriske skrivemaskine, er fravær. Det første sort-hvide billede af en kæk lille pige i matroshat får kommentaren: »Min datter i min lejlighed«. Det er et billede af et fraværende familieliv. De to gange ’min’ får ham til at tænke på, hvor lidt vi i grunden ejer. »Vi ejer ingenting«. Der dukker en kæreste op, men i bogen dukker hun først op, efter at hun er væk. Man ser den tomme, redte seng og får at vide, at lampen, sengen, en sofa og noget tøj er den gave, hun efterlod. Samt en skrækkelig engel, »jeg går ud fra at den skulle passe mig«.

Til det billede, der skal forestille kærestesorg, har han lavet en opstilling i en seng med sprut, kaffekopper, skod og masser af bøger. Det duer ikke.

Der er anderledes suggestion i billedet til en tekst, der lyder: »Efter at pigerne har spist morgenmad og forladt huset, går jeg ofte op igen i soveværelset, lægger mig på sengen og ser mod vinduet«. Billedet viser – et mønstret gardin. Det er trukket for vinduet åbenbart.

Den sidste kæreste hed Silje. Der er billeder af hendes navn, tegnet med en finger i sne. Der er billeder af en seng og et skrivebord, begge forladt: »Hvis det er muligt at fotografere lykke, så er dette billede et forsøg: Vi skrev og sov sammen«.

Pigerne på billederne bliver større. De vender mere og mere ryggen til. Sengene er i sovevogne, bordene på hotelværelser. Et billede af spraglet efterårsløv får påskriften »Fotografiet siger: Det har været, sådan var det, det er forbi«. Det er også, hvad bogen siger, stille, insisterende og meget, meget smukt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce