Verdensborger. Jonas Hassen Khemiris skuespil og romaner opføres og læses i mange lande. Selv skriver han fra et multikulturelt Sverige, men ikke nødvendigvis om det multikulturelle.
Foto: Miriam Dalsgaard

Verdensborger. Jonas Hassen Khemiris skuespil og romaner opføres og læses i mange lande. Selv skriver han fra et multikulturelt Sverige, men ikke nødvendigvis om det multikulturelle.

Skønlitteratur

Fremragende kærlighedsroman fortæller om det brune Sverige i forandring

Jonas Hassen Khemiri dirigerer overlegent sit kor af stemmer i detektivisk kærlighedsroman fra et nutidigt Stockholm.

Skønlitteratur

Det er som taget ud af den aktuelle danske bogverden: Historien om en forfatter, der skriver en bog based on a true story med kilder og citater og vrangvillige pårørende. Det er selvfølgelig fogedforbudssagen i kølvandet på Aydin Soeis biografiske roman ’Forsoning’, jeg tænker på.

De personer, der anklagede ham for at forvrænge billedet af deres myrdede far, tabte i byretten, bogen forblev i handlen, og Aydin Soeis kommentar lød: »Det er en virkelig historie, meget virkelig«.

Men hvornår er noget virkeligt, hvornår »meget virkeligt«?

Det har Jonas Hassen Khemiri skrevet en vidunderligt konfus og dog meget klar roman om, ’Alt det jeg ikke husker’. For når først man har optalt de vigtigste lig (et, en ung stockholmer ved navn Samuel) og bestemt dødsårsagen (frontalt sammenstød med vejtræ), begynder virkeligheden at plumre til, udspalte sig i 1-2-mange, afhængigt af de vidner, der afhøres.

Hvad betyder det f.eks., at et kronvidne som Samuels elskede mormor, er godt på vej ind i den særlige udgave af virkeligheden, vi kalder demens? Kan man tro ekskæresten Laide over en dørtærskel, når hun for det første er ’eks’ og for det andet Samuels nærmeste ven Vandad så meget imod?

Er Vandad i øvrigt den nærmeste, eller er det Panteren, der har leget med smukke, spinkle, bredt smilende, drømmende og glemsomme Samuel med de rare øjne, siden de var børn?

Erindringer styret af selvmodsigelser

Khemiri har lige fra begyndelsen af sit forfatterskab arbejdet nærmest radiodramatisk med stemmer – i denne roman et sandt fuglekor.

Til at begynde med kvidrende forvirrende, siden strammere orkestreret, så man nær falder ind i fortrøstningsfuld forvisning om, at det hele nok skal samle sig til et bud på, hvorfor Samuel døde (selvmord?) og en afsløring af, hvem hans kærlighed rettede sig stærkest mod.

Indtil man indser, at romanens projekt er det stik modsatte. At lede os ud ad erindringsspor så modsigelsesfyldte, styret som de er af den enkeltes forfængelighed, selvmodsigelser og private sorg.

»Hvis jeg skal være med, så vil jeg være med hele vejen fra begyndelsen til slutningen, for ingen kender Samuel bedre end jeg«, lyder Vandads barnligt trodsige betingelse for at låne forfatteren, der vil skrive en bog om Samuel, sin version af fortællingen. »Vi kunne begge to mærke det. Det var tydeligt, at vi burde blive venner«.

Vandads erindring om, hvordan to tandbørster flytter sammen og to mænd, den ene akademiker (Samuel), den anden flyttemand (Vandad), gensidigt betages, fester, taler og bare er, overbeviser læseren om, at Vandad husker rigtigt. Mens det lille ord ’burde’ antyder et element af tvang og pligt. Har venskaber da noget med ’burde’ at gøre?

Mens modernisterne skrottede den alvidende, magtfulde forfatterinstans til fordel for en demokratisk flerstemmighed, opgiver Khemiri autoriteten af øm overbærenhed med sine personer

Også over Samuels stormende forelskelse i den samfundsengagerede irriterende principfaste økofeminist Laide hænger der noget skæbnetungt understøttet af den dobbelte nedtælling, hendes beretning er: parforholdets død og Samuels. Alligevel er Laides vidneudsagn mindst lige så autoritativt som Vandads:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror, at jeg elskede ham. Slet tror. Jeg elskede ham«, siger hun selvkorrigerende ærligt til forfatterens båndoptager og fortsætter med postforelskelsens vemodige tilbageblik: »Jeg elskede ham, fordi ...«.

I Sverige af alle steder

Men Khemiri vælger hverken side eller sandhed. Mens modernisterne skrottede den alvidende, magtfulde forfatterinstans til fordel for en demokratisk flerstemmighed, opgiver Khemiri autoriteten af øm overbærenhed med sine personer. Lad dem, hvor griske, svigefulde og feje de end er, få deres andel af historien.

SE OGSÅ:

Selv mormor, som ikke kan huske, hvornår hun skal på toilettet og derfor går med ble, bliver et sandhedsvidne på linje med de andre, ja måske endda stærkere, i og med at hun midt i tågen fanger kærlighedens kompleksitet: »Vandad siger hun igen. Samuel snakkede hele tiden om ham der Vandad. Og han sagde navnet på en måde, der gjorde, at jeg forstod, at han var noget andet end bare en ven«.

Romanen er i hjemlandet også blevet rost for at give et indblik i et nutidigt Sverige under forandring. Til dem, der håber på et multietnisk slag i den svenske kanelbolledej, er der at sige, at jo, størstedelen af Khemiris personer er brune med noget iransk, noget tunesisk eller noget-andet-noget i blodet.

Uden at hverken romanpersonerne eller deres forfatter orker at tage de lange forklarende debatter om dét. Befriende. Forskellige hudfarver findes. Forskellige tilgange til netop dét findes. Ligesom tiggere, feminister, hjemløse, overklasseunger, akademikere, asylansøgere og forskellige tilgange til dem findes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I det Sverige, som udgør bagtæppet i en betagende tragedie om en ung mands liv og død.

Med Jonas Hassen Khemiris dybt rørende kærlighedsroman fra 2015 virker det, som om ’den etniske røst’ omsider er integreret i litteraturens flerstemmige kor.

Som om man, i hvert fald i Sverige of all places, ikke absolut skal tale etnicitet, herkomst og kulør før alt det andet – kærligheden og livet. Uden for litteraturens verden er virkeligheden nok stadig en anden. Ikke mindst i Sverige. Men hvad betyder ’virkelig’?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce