Foto: TILL NIERMANN/Till Niermann
Skønlitteratur

Sidste bog fra manden bag »den bedste bog du aldrig har hørt om« er fremragende

Forfatteren til succesen 'Stoner', John Williams, kredser i sin nye roman med kirurgisk præcision om en kejser og finder ind til et helt almindeligt menneske.

Skønlitteratur

Den amerikanske forfatter John Williams, som døde i 1994, opnåede stor posthum succes med romanen ’Stoner’ fra 1965. Den udkom her i landet for kun to år siden og lå længe på alle bestsellerlister. Året efter fulgte det danske forlag op med hans roman ’Butcher’s Crossing’ fra 1960, og nu udkommer endelig hans sidste roman, ’Augustus’ fra 1972, på dansk.

Med ’Augustus’ fik John Williams langt om længe i sin levetid anerkendelse og en vis succes, da bogen i 1973 vandt National Book Award (på en delt førsteplads), og prisen var dengang direkte årsag til, at hans ellers glemte ’Stoner’ blev genoptrykt og fik mulighed for nyt liv.

’Augustus’ er en historisk roman om Romerrigets første kejser, Gajus Octavian, af senatet tildelt æresnavnet Augustus. Octavian kæmpede sig som 19-årig til magten efter mordet på Julius Cæsar i år 44 f.Kr., og John Williams dækker med romanen hele perioden fra Julius Cæsars mord til Octavians død 58 år senere. Octavian efterlod sig et nogenlunde stabilt kejserrige, hvor almindelige borgere og bønder levede i fred og uden sult. Der var ryddet op i korruptionen, og Romerrigets ydre grænser blev forsvaret.

Solidt researchet kredser John Williams romanen igennem om fænomenet Augustus og bruger hertil et væld af stemmer, politikere, digtere, venner, fjender, familie, filosoffer, der i brevform lægger en mosaik og på den måde får fortalt Romerrigets historie under kejser Augustus, uden at læseren på noget tidspunkt – undtagen til allersidst – hører Octavians egen stemme.

Det er mesterligt gjort. Man læser breve af Cicero, Horats og Vergil, af Antonius, Agrippa og Brutus, Julia og Livia og mange mange flere, og John Williams ved præcis, hvad han gør, når han lader det ene brev fra en ny vinkel fortsætte fortællingen af en konflikt eller intrige fra det forrige og samtidig pege fremad mod næste brev – alt sammen fremragende oversat af Mich Vraa med et tilpas strejf af arkaisk skriftsprog.

Denne spiralformede dans af stemmer omkring Augustus, der selv forbliver en tavs gåde, som læseren kommer til smerteligt at længes efter at komme ind på livet af, er udført med kirurgisk præcision, og man sidder tilbage med følelsen af, at ingen lærebog kunne have formidlet kejser Augustus’ storhedstid bedre hverken faktuelt eller dramaturgisk. Man hører blandt meget andet om det tidlige triumvirat med Antonius og Lepidus, om Kleopatra og Egypten og om de moralske reformer, der skulle komme til at ramme Octavians egen datter, Julia.

Jeg er et menneske, og jeg er lige så tåbelig og svag som de fleste mennesker

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: TILL NIERMANN/Till Niermann

Augustus er imidlertid meget mere end en velresearchet og veldrejet historisk roman. Man fornemmer gennem brevenes talrige skarpe reflektioner, at dette billede af stormagt og civilisation lige så vel kunne være møntet på vor egen tid. Tag for eksempel vennen Mæcenas’ betragtninger over moralisten: »Moralisten er det mest unyttige og foragtelige af alle væsner. Han er unyttig deri, at han hellere bruger sin energi til at afsige domme end på at indsamle viden, al den stund det er nemt at dømme, men krævende at skaffe sig viden. Han er foragtelig deri, at hans domfældelser reflekterer en vision af sig selv, som han i sin uvidenhed og stolthed gerne pånøder verden«. Adskillige nutidige danske politikere og debattører kunne med rette føle sig ramt.

Men hvem var kejser Augustus? Det spørgsmål trænger sig hele tiden på i mylderet af stemmer. John Williams har betitlet romanen ’Augustus’, men alle omtaler konsekvent kejseren som Octavian, og derved understreger Williams i sin undersøgelse forskellen mellem titlen og mennesket. Octavian beskrives på et tidspunkt som en gådefuld yngling, hvortil den vise Athenodorus svarer: »Han er en mand som alle andre. Han bliver det, som han bliver, alene i kraft af sin person og ved skæbnens tilskikkelse«.

John Williams har betitlet romanen 'Augustus', men alle omtaler konsekvent kejseren som Octavian

Efter gennem det meste af romanen at have begæret at lære denne ener at kende kommer John Williams sluttelig læseren i møde. Men intet bliver, som man tror. Octavian får ordet til sidst, vi får hans breve de sidste tre dage af hans liv, og med en forventning om, at nu skal man langt om længe lære det storslåede stof at kende, der skaber en kejser, begynder Octavian som det første at skrive om dadler. Herefter reflekterer han over simple folks gådefulde liv og konkluderer: »Alle liv er velsagtens gådefulde, selv mit eget«. Og videre: »Jeg er et menneske, og jeg er lige så tåbelig og svag som de fleste mennesker«. Gåden er ikke løst, men gået i opløsning. Alting flyder, tilfældet rådet, valg træffes, man ændrer sig, og livet er almindeligt for høj som lav.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce