Humoristisk. Romanen 'Svaner bliver ikke skilt' er fuld af islandsk landskab og vejrlig og tilsat en god portion humor og ironi i persontegningen. (arkivfoto)
Foto: PETER HOVE OLESEN

Humoristisk. Romanen 'Svaner bliver ikke skilt' er fuld af islandsk landskab og vejrlig og tilsat en god portion humor og ironi i persontegningen. (arkivfoto)

Skønlitteratur

Islandsk skilsmisseroman er underfundig og glimrende

Der er både islandsk vintermørke og lysere toner i Audur Ava Ólafsdóttirs fortælling om en kvinde, hvis mand viser sig at være en anden, end hun troede.

Skønlitteratur

En nytårsnat skyder Floke ikke bare proppen af champagneflasken, men også hele bunden ud af hans og Marias ægteskab. Han fortæller sin kone gennem 11 år, at han er homoseksuel, og at han om et øjeblik går over til sin elsker. For at blive der.

Den chokerede Maria spørger, siden hvornår han har været interesseret i mænd. Det har han altid været, men han kunne alligevel godt tænke sig at prøve at være sammen med en kvinde. Og børnene ville han gerne have – »så jeg ikke skulle dø med fortrydelse«, som han siger. »Jeg ville gerne være far«.

Hvordan man selv ville reagere på den afskedssalut, kan man jo nok fundere over. Parrets tvillinger er 2½ år, og Maria, der er romanens jegfortæller, har troet, at ægteskabet var godt og harmonisk. Han er »manden i hendes liv« og hendes kammerat og soulmate. Hun vil gerne kæmpe for at få ham tilbage, men i sine korte huggende replikker gør han det krystalklart, at det er noget, der ikke kan lade sig gøre. Han er kommet eftertrykkeligt ud af skabet. Ved nærmere eftertanke kan Maria godt se, at matematikeren Floke altid har været besynderlig meget væk på arbejde. Og påfaldende meget også om natten på kontoret, hvor hans kollega og elsker også arbejder med kaosteori. Kaos er der i hvert fald kommet ind i Marias liv.

Svaner bliver ikke skilt

På islandsk hedder romanen ’Undtagelsen’, for det er, hvad Maria er i Flokes liv. Den danske titel, ’Svaner bliver ikke skilt’, er også velvalgt. Det er en titel, Marias underbo, Perla, overvejer til sin bog om parterapi, med undertitlen ’men det gør mennesker’. Dværgen Perla er både psykolog og ghostwriter for en krimiforfatter. Nu vil hun gerne skrive en roman i sit eget navn, og Marias problemer giver hende masser af stof. Hun kommer op til Maria med en notesbog i hånden og giver hende gode råd om »afelskning«. Og bliver i det hele taget mægtig inspireret af Marias historie, der også indbefatter en biologisk far, bosat i udlandet, der pludselig dukker op på Island for at møde hende, hvorefter han dør på hotelværelset og efterlader Maria hele molevitten som eneste arving. Hun skal bare få hans aske til Afrika, hvor hans ejendom ligger, og det passer godt for Maria, der dér skal hente det adoptivbarn, som hun og Floke har været skrevet op til i årevis, inden de fik deres egne tvillinger. Og det kan ikke bare afblæses, fordi hendes mand har forladt hende.

Ghostwriteren Perla siger om denne styrtsø af uforudsigelige begivenheder i Marias liv, at »hvis det havde været skrevet af min forfatter ville jeg viske halvdelen ud«. Men det gør Audur Ava Ólafsdóttír så heldigvis ikke, og det er der kommet en glimrende og underfundig roman ud af, fuld af islandsk landskab og vejrlig og tilsat en god portion humor og ironi i persontegningen.

Der er grænser for, hvor meget man kan flippe ud, når man skal passe et par småbørn

Det er Marias liv med de to små børn, der holder den forsmåede kvinde sammen og oppe, og det er egentlig også den træfsikre skildring af dagligdagen med børnene, der fæstner sig hos denne læser. Der er grænser for, hvor meget man kan flippe ud, når man skal passe et par småbørn. Også selvom manden i ens liv har vist sig at være en illusion, og erkendelsen af, at »jeg har elsket den forkerte mand«, er kras.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce