Nådesløs. Karin Fossum er hverken blødsøden eller sentimental.
Foto: Arild Sønstrød

Nådesløs. Karin Fossum er hverken blødsøden eller sentimental.

Skønlitteratur

Prisvindende krimi er fascinerende og ubærlig misantropisk

'Helvedesilden’ er ikke for sarte nerver og læsere, som ønsker en lykkelig slutning, hvor retfærdighed giver mening og retssystemet sejrer.

Skønlitteratur

Fjernsynsprogrammet ’Sporløst forsvundet’ hedder ’Tore på sporet’ i Norge. Men konceptet er det samme: at opspore en persons savnede far eller mor et sted i Det Fjerne Østen eller i en anden oversøisk verden. Ud fra en noget banal, patetisk og ureflekteret opfattelse af, at blod altid er tykkere end vand, og at alle har ret til at finde sandheden om sit biologiske ophav. Sådan set er det i Karin Fossums nye krimi på dansk, ’Helvedesilden’ en latent diskussion af denne længsel efter blodets bånd, der udgør plottets energiske, infame og grusomme drivkraft.

Helvedesild er jo også navnet på en smertelig virus, der giver grimme udslæt. Her hos Fossum skal det forstås symbolsk. At med manisk ildhu gå op i, hvor man kommer fra, samt menneskets flygtige følelsesliv, kærlighed med mere.

Historien er grusom, så er det sagt

Romanen begynder med, at en enlig mor og hendes søn findes brutalt knivstukket ihjel i en campingvogn ude på det norske land ved en gård med tilfældig polsk arbejdskraft. Fossums vanlige detektiv, kriminalkommissær Konrad Sejer, for øvrigt født i Roskilde og med en uimodståelig hang til faldskærmsudspring, maltwhisky og Monica Zetterlund, er sammen med sin tro, men også småteologiske væbner og ven Skarre, sat på sagen. Som læseren følger i hele tre parallelle, tidsskiftende spor. Mass og hendes overvægtige og labile søn Eddie, den smukke Bonnie og hendes ængstelige og sygelige søn Simon. Så selve opklaringen, politiarbejdet, rutinen og eftersøgningen.

Historien er grusom, så er det sagt. De to spor med en enlig mor og en søn mødes, og det er der, det hele går helvedes galt. Så har jeg allerede sagt for meget. Men det gør sådan set ikke noget. Karin Fossum snyder alligevel narrativt på den krimilitterære vægtskål, så du har svært ved at gætte eller udregne, hvorledes og hvordan det værste skete ved højlys dag.

'Helvedesilden' har helt fortjent fået den største norske pris udi krimilitteratur, Rivertonprisen

Ikke for sarte nerver og læsere

’Helvedesilden’ har helt fortjent fået den største norske pris udi krimilitteratur, Rivertonprisen. For os danskere minder nu og da hendes stille, men snære prosa omkring børn og deres mærkelige stumme og så pludseligt larmende verden om salig H.C. Branner og hans noveller om ensomme børn på kant med en rå voksenverden. Alligevel er Fossum lige så norsk som IFA-lakridspastiller, 17. maj, høje bjerge med dybe skove, Gildesnaps med en sild på brød som morgenmad. Men også med det fatale mentale og nationale brud, som hedder Anders Behring Breivik-massakren, der tragisk og traumatisk har gjort den mest utænkelige, ustrafbare og inderligt infame forbrydelse til en realistisk del af det smukke og stolte Norge.

Fossum har aldrig været blødsøden, mild og sentimental med sine fortryllende, men forfærdelige krimihistorier. Snarere tværtimod. Jamen lad det være klart fra start, ’Helvedesilden’ er ikke for sarte nerver og læsere, som ønsker en lykkelig slutning, hvor retfærdighed giver mening og retssystemet sejrer. Det sidste er nok tilfældet her, men der er ingenting til vinderen. Til gengæld meget til læseren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce