Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

ambitioner. Adelle Waldman har tydeligvis ambitioner om at skrive 'rigtig' litteratur, og referencer til forfattere og filosoffer er drysset ud over siderne, men hun har hverken sproget eller dybden til at få fortællingen til at løfte sig.
Foto: Ulrik Hasemann

ambitioner. Adelle Waldman har tydeligvis ambitioner om at skrive 'rigtig' litteratur, og referencer til forfattere og filosoffer er drysset ud over siderne, men hun har hverken sproget eller dybden til at få fortællingen til at løfte sig.

Skønlitteratur

Chick-lit med litterære ambitioner er uoriginal og banal

Skildring af New Yorks kreative klasse er banal samfundskritik; dating kan ikke ophøjes til meritokrati i højeste potens.

Skønlitteratur

Nathaniel Piven, eller Nate, er »et produkt af en postfeministisk 80’er-barndom og har en politisk korrekt 90’er collegeuddannelse bag sig«.

Han lever i New Yorks litterære miljø. Han er en charlatan – og lidt af et røvhul over for det modsatte køn. Hans interesse er af en temmelig overfladisk karakter, det, der interesser ham mest, er kønne ansigter og veldrejede kroppe.

Nate har fået antaget en roman, der har budt ham mange genvordigheder. Han får først sin bog til at fungere, efter at den planlagte hovedperson, »denne ’utålelige’ person«, er blevet kørt ud på et sidespor. Det samme gør sig gældende for ’Nathaniels P’s affærer’; beskrivelsen passer på en prik på Nate, der både er selvoptaget og selvretfærdig.

Romanen svinger sig virkelig op på de høje nagler, men plottet og bogens begivenheder kan ikke rigtigt følge med

Hans tiltro til kvinder er ikke stor, f.eks. da han på en af sine første dates med journalisten Hannah betvivler hendes intellekt: »I et glimt fløj det gennem Nates hjerne at Hannahs attitude ikke var videre feminin. Hun lød mere som en æstet end en pædagog, og hans erfaring sagde ham at kvinder var disponeret for det pædagogiske. Han fornemmede intuitivt at hun parafraserede en eller anden (en professor? Nabokovs Timer i litteratur?), og at den person var en mand«.

Mænd er overfladiske, men rationelle, kvinder empatiske, følsomme – og lidt hysteriske. Det skisma kan man ikke undslippe i bogens binære univers. Selv Hannah, der indledningsvis er både rationel og saglig (og ikke feminint følelsesladet), ender som jaloux og krævende i sit forhold til Nate. Det er det eneste narrativ, der findes – ikke kun i Nates optik, men i hele den verden, romanen opstiller.

Bogens begivenheder kan ikke følge med

Romanen er chick-lit med intellektuelle ambitioner. Den er strøet med referencer til Nabokov, Ginsberg, Faulkner og filosoffen Georg Bataille, når Nate påpeger, at »sex og den seksuelle impuls var en fælde – en illusion fremkaldt af en dyrisk organisme som blot ønskede at reproducere sig selv«. Det er Bataille light, en opløftning af noget banalt til en intellektuel pointe – ligesom analysen af newyorkernes datingliv:

»Dating er måske en af de mest højspændte måder overhovedet for mennesker at interagere på. Man tager bestik af folk for at se om de overhovedet er ens tid og opmærksomhed værd, og de gør det samme. Det er meritokrati overført til privatlivet, men man kan ikke stille nogen til ansvar«.

LÆS ANMELDELSE

Romanen svinger sig virkelig op på de høje nagler, men plottet og bogens begivenheder kan ikke rigtigt følge med. Dating bliver aldrig rigtigt betegnende for samfundsforhold.

Karaktererne tegnes overfladisk gennem Nates lommepsykologiske udpenslinger. Man får lyst til at banke forfatteren i hovedet med det gamle mantra ’show don’t tell’. Og scenerne er så klichéfyldte, at man næsten bliver dårlig. F.ks. da Nate første gang har været i seng med Hannah:

»Der var et billede af hende fra senere på natten som Nate havde lyst til at fastfryse og gemme. Hun stod nøgen ved hans vindue med ryggen til ham. Hendes hår faldt i tykke, uglede lokker ned over hendes blussende hud mens cigarettens orange spids glødede tænksomt i mørket«.

Billedet kunne optræde i en hvilken som helst romantisk film

Billedet kunne optræde i en hvilken som helst romantisk film, selv om det stadig er svært for mig at begribe, hvordan en cigaret kan gløde tænksomt. Det er nok et forsøg på originalt billedsprog, men ender blot meningsløst.

Tandløs kritik af den kreative klasse

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Nates omgangskreds handler samtalerne om venstreorienteret skyldfølelse og politisk korrekthed; det værste, man kan være, er »meget-hvid-middelklasse-agtig«. Middagsselskaber er overfladiske sociale spil: »Han vidste godt at han overtrådte en uskreven regel i middagsselskabsetiketten. Samtalen skulle tjene som en del af det dekorative setup, være underholdning«.

LÆS ANMELDELSE

Det er sikkert ment som en satirisk kommentar, men det fremstår som uoriginal og tandløs kritik af den venstreorienterede, kreative klasse. Især når kritikken og de politiske pointer bliver serveret som pitches til tidsskriftartikler: »Det handler om at et af privilegierne ved at være en elite er at vi har udliciteret selv det at udnytte andre, sagde han«.

Da Nate bryder med Hannah, leverer hun den punchline, der får Nate til at tabe mælet: »Det virker som om du gerne vil tro at det du føler er, er virkelig dybt, sådan seriøst eksistentielt dybsindigt. Men for mig ligner det bare det mest fortærskede og banale i hele verden, nemlig en fyr som er vanvittigt interesseret i en kvinde indtil netop det øjeblik hvor han forstår at han har hende«.

Nates følelsesliv – og Hannahs reprimande – er lige så uoriginal og banal som romanen selv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce